Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
14925Visninger
AA

14. 12. kapitel

Taemin så også ret træt ud, da Minho kom ind og stillede et af krusene på bordet foran drengen. Taemin tog det øjeblikkeligt op, og begyndte at tage små sip ad det, selvom det stadig var brændende varmt. Sådan gjorde han altid.

”Tror du ikke det er på tide at tage hjem bagefter?” spurgte han forsigtigt. Det var ikke fordi han havde lyst til at lade Taemin gå, men han kunne ikke helt få sig selv til at tro på, at Taemin ikke havde en bestemt tid at skulle være hjemme på, når hans far normalt var så streng.

Taemin rystede på hovedet og hev sin mobil op ad lommen. Han begyndte langsomt at skrive og betragtede derefter teksten et øjeblik, før han viste den til Minho.

Må jeg ikke godt sove her i nat?

Minho rynkede brynene. Det var noget helt nyt, at Taemin spurgte om sådan noget. Faktisk havde Taemin gjort mange uforventede ting i dagens løb, som Minho ikke rigtig kendte grunden til.

”Jo, det kan du godt, hvis du vil. Men vil din far ikke blive sur?” spurgte han, og bandede indvendigt over sig selv, da Taemin mistede endnu mere farve. Hvordan kunne nogen være så bange for sin egen far? Taemin rystede på hovedet. Minho vidste at det var løgn, men han sagde ikke noget alligevel. Hvis Taemin ikke var klar til at dele sin baggrund, ville Minho ikke tvinge ham til det.

I det samme vibrerede hans mobil, og han trak den op ad lommen. Jonghyun havde endelig svaret.

Til Minho.

Fra Jonghyun;

Du kan bare ringe.

Minho sneg et blik over på Taemin, der stadig sad med den varme kop i hænderne.

”Jonghyun har lige skrevet, at han ville ringe. Det lød ret vigtigt, så jeg snakker lige med ham. Jeg kommer tilbage om lidt, arasso?” spurgte han. Han havde det lidt dårligt med at lyve over for Taemin, men han blev nødt til at få hjælp til, hvordan han skulle tackle situationen.

Han gik ud af rummet og sørgede for at være så mange rum væk, at Taemin ikke, under nogen omstændigheder, ville kunne høre hvad der blev sagt. Så trykkede han på ’ring op’, og den ringede et par gange, før den blev taget.

”Jeg er sammen med Key, så jeg har altså ikke så meget tid at snakke i,” var det første Jonghyun sagde.

”Er du sikker på, at du så overhovedet har tid til mig?” spurgte Minho irriteret. Han havde ikke regnet med, at Jonghyun ville droppe ham fuldstændig efter han fik Key.

”Egentlig ikke, så du må hellere skynde dig,” svarede Jonghyun drillende, og Minho var tæt på at himle med øjnene.

”Er du alene?” spurgte han så. Hvis Key var i nærheden, var det nok ikke en helt god idé at snakke om Taemin.

”Jeg har en kæreste,” svarede den anden dreng, og Minho bed tænderne sammen. Hvorfor skulle han være så irriterende? Endnu vigtigere; hvorfor var de overhovedet blevet venner i første omgang?

”Din pabo! Jeg vil bare ikke have, at din åh-så-fantastiske kæreste skal overhøre samtalen,” svarede han tilbage.

”Fint. Ja, jeg er alene. Hvad er der galt?” sagde Jonghyun, da det endelig gik op for ham, at det altså var seriøst.

”Hvad gør man, hvis man har en perfekt date med en person, man indrømmer sine følelser, personen tager din hånd, du spørger, om personen også kan lide dig, og personen nikker, men græder samtidig?” Minho vidste godt, at det nok ikke gav ret meget mening. Der var stilhed i noget tid, før Jonghyun endelig svarede.

”.. Så du siger, at Taemin også kan lide dig, men græd da han indrømmede det? Og det var ikke glædestårer?” spurgte han langsomt. Minho sukkede.

”Ja, det er det jeg siger. Hvorfor? Hvad skal jeg gøre?” spurgte Minho desperat.

”Hvor skulle jeg dog vide det fra? Jeg har været sammen med en del piger efterhånden. Ingen af dem, eller Key for den sags skyld, græd da jeg fortalte dem om mine følelser. Måske er det fordi, han synes at du er en forfærdelig person, og han ikke har lyst til at kunne lide dig?” svarede Jonghyun, og Minho forbandede drengens dumhed. Alligevel kunne han ikke helt lade være med at tænke over det.

”Jeg smutter tilbage til Key nu. Du finder nok en løsning,” sagde Jonghyun efter en akavet stilhed og lagde på. Hvis Jonghyun havde været i rummet, havde Minho nok kvalt ham.

Han gik tilbage til Taemin, der så ud som om han var meget tæt på at falde i søvn.

”Du burde gå i seng. Jeg kan finde en T-shirt til dig som du kan sove i, hvis det er,” sagde Minho, og den anden dreng nikkede. Han rejste sig op og fulgte med Minho ovenpå. Minho ledte ham ind i rummet ved siden af sit eget, og fandt hurtigt en af sine bluser, som Taemin kunne låne. På vejen ud, stoppede han op i døren.

”Godnat. Sov godt,” sagde han, og Taemin sendte ham et lille smil.

Han gik også i seng og regnede med at falde i søvn hurtigt. Men det gjorde han ikke, og klokken 3 lå han stadig og vendte og drejede sig. Det var der, han blev opmærksom på en lille lyd der kom fra værelset ved siden af. Han satte sig op og lyttede lidt bedre efter. Hvis han ikke tog meget fejl, var det gråd.

Han steg ud af sengen og gik over til den anden dør. Ganske rigtigt, var det sagte gråd han kunne høre fra den anden side. Han bankede på men fik intet svar, så han åbnede og gik usikkert ind. Et enkelt svagt lys brændte, og han kunne se Taemins lille, rystende form der tydeligvis stadig sov.

Han gik tættere på og betragtede drengen et øjeblik. Tårer løb ned over hans kinder, og små hulk forlod stadig hans læber. Det måtte være et mareridt. Minho overvejede kort hvad han skulle gøre. Burde han vække Taemin eller lade ham sove? Han besluttede sig for det første, og lagde en hånd på Taemins ene skulder.

Det fandt han meget hurtigt ud af, at han ikke skulle have gjort. Taemin fløj op, og trak dynen helt om sig. Hans vejrtrækning var hurtig og overfladisk, og han så på Minho med skræmte øjne.

”Shh Taemin, det er bare mig, Minho. Du havde mareridt, så jeg ville vække dig, undskyld,” sagde Minho hurtigt, og Taemin slappede en lille smule mere af. Minho kunne ikke forstå, hvorfor Taemin altid var så bange. Han kunne aldrig finde på at skade drengen, lige meget hvad der skete.

”Vil du have, at jeg går? Hvis du ikke er komfortabel med at have mig her, skal jeg nok gå igen,” sagde Minho. Han ville gøre alt, så længe Taemin stoppede med at se så knust ud.

~*~

Hej dejlige mennesker! Her får I så kapitel 12, og jeg regner med at lægge kapitel 13 ud senere :)

Jeg kan allerede nu sige, at det vil blive en meget lang movella, så håber ikke det gør noget ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...