Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
14951Visninger
AA

13. 11. kapitel

De satte sig ved siden af hinanden i græsset, mens Taemin stadig så rundt på det fantastiske syn.

”Kan du lide det?” hviskede Minho lavt. Han følte, at hvis han talte højere end en hvisken, ville den magiske stemning være brudt. Taemin nikkede, og så Minho i øjnene med et undrende blik.

”Spørger du om hvordan jeg fandt det, eller hvorfor jeg bragte dig herhen? Jeg kan svare på begge dele, hvis det er,” svarede Minho, og så på Taemins smukke ansigt, der virkede endnu mere fejlfri i denne belysning. Taemin nikkede stille, og Minho vendte blikket mod det blikstille vand.

”Jeg tror jeg var omkring 5 år, da jeg så stedet første gang. Jeg var her i parken med mine forældre, og jeg havde fået lov at lege lidt rundt alene. Det var selvfølgelig dag på det tidspunkt, så det var ikke helt så fantastisk som det er nu. Efter jeg blev berømt, fik jeg et ret travlt liv, og jeg kom pludselig til at tænke på stedet her. Jeg kom her igen, og det var så beroligende. Siden der har det været et meget specielt sted for mig,” fortalte Minho, og holdt en lille pause før han forsatte.

”Og hvorfor jeg bragte dig hertil? Fordi jeg altid har lovet mig selv, at bringe en speciel person til dette specielle sted,” sagde han stille og smilte. Det lød så sødsuppeagtigt og underligt, når det kom ud af hans egen mund, men han mente hvert et ord.

Han kunne pludselig mærke en blød, rystende hånd på sin og så overrasket op. Taemin havde tårer i øjnede, og han lignede en, der lige havde fået sit største ønske opfyldt. Tommelfingeren strøg forsigtigt over Minhos hånd, og den ældre dreng var bange for at lave den mindste bevægelse, af frygt for at forskrække Taemin.

Det var et helt uforventet øjeblik de delte. Minho havde ikke, under nogen omstændigheder, regnet med, at det hele ville ændre sig så meget på en enkelt aften. Han havde lyst til at kysse Taemin, men han vidste, at det med sikkerhed ville skræmme ham væk og dermed ødelægge alle chancer.

”Jeg troede de hadede kontakt med andre mennesker,” mumlede Minho, og Taemin nikkede. Alligevel gled hans hånd videres over Minhos, og tog den rigtigt i sin. Hånden rystede stadig, og Minho gav den et meget forsigtigt lille klem.

”Så er det virkelig et sted der bringer lykke,” sagde han, og kunne ikke helt forstå sit held. Han havde før været forelsket i en, men det havde aldrig føltes sådan her. Hans hjerte bankede så hurtigt og hårdt, at han var bange for, at det ville springe ud af brystet på ham. Han følte sig varm indeni.

Det hele virkede som en drøm han aldrig havde lyst til at vågne fra.

”Betyder dette her, at du også kan lide mig?” spurgte Minho nervøst, og håbede at svaret ville være ja. Han så over på Taemin, og følte sit hjerte gå lidt i stykker. Godt nok nikkede drengen, men det var ikke det, der gjorde det største indtryk. Det var den diamantklare tårer, der stille løb ned af hans kind, og udtrykket af sorg i de brune øjne. Det fik Minho til at gå lidt i panik.

”Hvad er der galt?” spurgte han og ville desperat ønske, at Taemin kunne fortælle ham det. Men drengen rystede bare på hovedet, og vendte hovedet den anden vej. Minho vidste slet ikke hvad han skulle gøre. Det gjorde ondt at se drengen sådan, og det gjorde endnu mere ondt at vide, at der ikke var noget han kunne gøre.

Taemin tørrede bare tåren væk, og vendte sig tilbage til Minho med et svagt, tydeligvis falskt, smil.

”Vil du gerne hjem?” spurgte Minho usikkert. Han anede ikke hvad han ellers skulle gøre eller sige, for han vidste ikke, hvordan han skulle forholde sig til det der lige var sket. Taemin rystede hurtigt på hovedet med bange øjne. Det skræmte Minho lidt, men han vred sin hjerne for at finde på noget de så kunne lave.

”Så kunne vi tage bussen hjem til mig?” spurgte han. Minho hadede at tage bussen, men Sebastian skulle noget i aften efter han havde sat dam af, så de blev nødt til det. Taemin nikkede som svar, og de rejste sig op. Deres hænder gled fra hinanden, og de gik ud af det lille gemmested. Endnu engang havde det hele ændret sig så hurtigt. Denne gang var det bare ikke en god ting.

De ventede i stilhed ved stoppestedet, og det virkede som om de havde ventet i en evighed, da den endelig trillede op foran dem. De satte sig på samme sæde, men Taemin krøb sammen helt henne ved vinduet. Minho sukkede over, hvor galt det pludselig var gået.

De steg af, og Minho fandt nøglen frem, så han kunne låse dem ind, for hans forældre var stadig ikke kommet hjem. Han lukkede døren bag Taemin, og stillede sine sko. Taemin gjorde det samme, og de fulgtes ind i stuen.

”Den samme te som altid?” spurgte Minho, og Taemin nikkede. Siden en af de første dage de havde tilbragt sammen, havde Minho fundet ud af Taemins yndlings te, og det var efterhånden blevet en rutine at lave det som det første, når de kom ind af døren. 

Han lod Taemin sætte sig i sofaen, og gik selv ud i køkkenet for at sætte vandet over. Han vred sin hjerne, i det han fandt krus og tebreve frem. Hvad kunne have fået Taemin til at reagere på den måde? Hvad forårsagede i det hele taget Taemins opførsel? Mange spørgsmål kørte rundt i Minhos hoved.

Elkedlen sagde klik, så Minho tog den og hældte vandet i kopperne. De skulle trække i fem minutter, så han hev sin mobil frem, for at se om der var sket noget nyt. Han oprettede en ny besked, og skrev hurtigt.

Til Jonghyun.

Fra Minho;

Jeg har virkelig brug for din hjælp.

Han trippede utålmodigt med foden, mens han ventede på at få et svar. Han var ikke helt sikker på, hvorfor han havde tænkt sig at spørge Jonghyun om hjælp, for han var virkelig ikke den skarpeste kniv i skuffen, men Minho havde ikke rigtig andre at gå til i det øjeblik, og det hastede.

Da teen var færdig, havde Jonghyun stadig ikke svaret, og Minho kunne ikke gøre andet end at gå tilbage til Taemin. På vejen tjekkede han lige klokken og blev overrasket over, at den allerede var halv 12.

~*~

Så kom anden del også ud. Hvad tror I der er galt med Taemin? Hvad er det der gør, at han opfører sig sådan?

Læs med for at finde ud af det ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...