Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
15366Visninger
AA

3. 1. kapitel

”Skal jeg virkelig?” spurgte Minho, da hans chauffør, Sebastian, trak op foran skolen. Han havde ikke den mindste lyst til at stige ud af den dyre bil.

”Ja, du skal. Det er ikke så svært. Vi har allerede meldt dig ind, og du har både skema og et kort over skolen. Der er ikke mere du behøver for at kunne finde rundt. Selv hvis der bliver et problem, er der sikkert mange der er villige til at hjælpe,” svarede Ae-cha, der sad på bagsædet sammen med ham.

”Fint,” mumlede han og greb tasken. Efter han var kommet ud, smækkede han hårdt bildøren efter sig. Så begyndte han at gå mod den store bygning, der tårnede sig op foran ham som et monster. Han kunne se et par piger et stykke væk, der hviskede til hinanden og pegede på ham. Han sukkede. Dette ville blive det rene helvede. 

Vejret var gråt og det var isnende koldt, så der var ikke ret mange udenfor. Men han vidste, at der ville vrimle med elever, så snart han kom indenfor.

S. M. High stod der med store bogstaver over døren, som han skulle ind ad. I det han åbnede den, kunne han se en lang gang hvor der, ganske rigtigt, var en masse andre elever. En gruppe piger fik med det samme øje på ham og hvinede. Han var straks omringet af lavere piger, og han smilte falsk til dem. Han måtte under alle omstændigheder opholde sit gode ry udadtil.

”Hvad laver Minho oppa her?” spurgte en særligt køn pige opstemt, og de andre piger nikkede, også spændte på at hører svaret.

”Jeg skal starte her,” svarede han med endnu et sødt smil. Pigerne hvinede af fryd. Selv drengene var begyndt at komme tættere på, og Minho var sikker på, at de håbede på at blive venner med ham, så de selv kunne blive mere populære. Han så ud over havet af mennesker, og lagde specielt mærke til en bestemt person. En person der nemt kunne have været en pige med det kønne ansigt, men Minho var ret sikker på, at det var en dreng. Drengen stod ved et skab et godt stykke væk fra klumpen, helt alene.

’Han er nok genert,’ tænkte Minho hånligt.

Minho skubbede sig forsigtigt gennem mængden, for at nå over til drengen. Idet han kom tættere på, så drengen på ham med store, uskyldige, forvirrede brune øjne. Så vendte han hovedet for at se, om der var nogen bag ved ham. Hvilket der ikke var. 

Da Minho var nået helt derhen, trådte drengen et skridt tilbage, selvom han egentlig ikke rigtig så bange ud.

”Er du for genert til at komme over og spørge om en autograf?” spurgte Minho. Han kunne høre, at alle de andre blev meget stille. Hvorfor blev de det? Drengen svarede ikke, men så bare vurderende på ham.

”Hvad er dit navn?” spurgte Minho så, og endnu en gang fik han ikke noget svar. Det begyndte at irritere den ældre dreng. Mere end det burde, nu hvor han tænkte over det.

”Hvorfor svarer du ikke?” spurgte han en anelse vredt. Hvad bildte denne dreng sig ind? Vidste han ikke hvem Minho var? Hvordan kunne han overhoved tillade sig selv at være så uhøflig? Hvad der virkelig fik Minhos blod i kog var, at drengen bare rystede på hovedet, vendte sig om og derefter begyndte at gå.

”Yah! Jeg snakker til dig!” udbrød han, og greb fat i drengens ene arm. Et par gisp hørtes, og drengen skubbede hårdt til Minho. Inden Minho nåede at sige noget, var drengen forsvundet ned ad gangen. Hvad var der lige sket? Minho prøvede at tænke over grunde til, at en person kunne finde på at opføre sig så ubehøvlet, men han kunne ikke komme på noget.

 I det samme ringede det ind, og eleverne begyndte igen at bevæge sig. Minho så på sit skema for at konkludere, at han skulle starte med idræt. Det var da i det mindste noget, at de skulle starte med et fag, som Minho kunne lide.

Han trak også kortet frem og fandt ved hjælp af det frem til, hvor han skulle være. Han nåede frem til omklædningsrummet, og gik ind for at skifte sit tøj. Drengene sendte lidt blikke, men de holdt sig i det mindste på afstand.

”Hej,” sagde en fyr pludselig. Minho så lidt på ham. Han var lav – mindst 10 cm mindre end Minho selv – og ret muskuløs. Det mest iøjnefaldende ved ham var dog hans hår, der havde 3 forskellige farver. Helt mørkt i bunden, så lysere og lysere, for til sidst at blive helt blond i spidserne.

”Hej,” svarede Minho, og smilede for første gang et ægte smil.

”Jeg hedder Jonghyun,” præsenterede han sig selv, og Minho nikkede.

”Jeg er Minho. Men det ved du nok godt,” svarede den høje dreng.

”Jeg kendte dig faktisk ikke rigtig. Men alle snakker om dig. Er du virkelig så berømt?” spurgte Jonghyun nysgerrigt, og Minho så underligt på ham. Hvor havde han været de sidste mange år? Dog valgte han at lade det ligge. Han betragtede det som dagens gode gerning.

De nåede ikke at snakke mere, før træneren kom ind for at sende alle ud til opvarmning. Jonghyun og Minho løb side om side i et stykke tid, uden nogle andre lyde end deres sko mod jorden og deres vejrtrækninger, som blev hurtigere.

”Jeg hørte noget tidligere.. Noget om at du prøvede at snakke med Taemin?”  Jonghyun virkede lidt tøvende, og Minho så undrende på ham.

”Taemin? Hvem er Taemin?” Minho havde ”snakket” med en del i morges, så Jonghyun blev nødt til at være lidt mere specifik.

”Høj, tynd, ligner en pige,” svarede han, og sendte Minho et forsigtigt smil. Så gik det endelig op for Minho, hvem Taemin var.

”Så han hedder Taemin? Han nægtede at fortælle mig det!” udbrød Minho. I det mindste vidste han nu, hvad drengen hed. Jonghyun fnyste svagt.

”Ja, selvfølgelig nægtede han det,” mumlede Jonghyun lavt, men lige højt nok til, at Minho kunne hører det.

”Hvad mener du med det?” spurgte Minho fornærmet.

”Ser du..” Han nåede ikke længere, før træneren piftede i sin fløjte for at kalde eleverne sammen. Minho sukkede irriteret. Nu var han jo lige så spændt på at få noget mere at vide om Taemin. Han var ikke helt klar over, hvorfor han var så ivrig, men han kunne bare ikke lade være.

”Du fortæller mig det bagefter!” sagde han lavt, før han gik i gang med at lytte efter hvad deres lærer sagde.

”I dag skal I spille fodbold,” startede han ud. Minho elskede fodbold, men han vidste, at disse 2 timer ville komme til at føltes meget lange.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...