Et nyt liv

Det er svært, at komme over noget, også selvom det er flere år siden...

6Likes
2Kommentarer
507Visninger
AA

3. Dag 2

Den morgen, var som en hver anden: Mor og far var taget på arbejde, mens jeg stadig sov. Jeg blev færdig til tiden, og da klokken var lidt i 8 gik jeg ud af døren, hvor jeg fik et chok. Vores ellers fine have, var ødelagt. Blomsterne var revet op med rod, og der var flere steder på plænen, hvor man kunne se store jordhuller.
Med store øjne gik jeg videre, mens jeg fortalte mig selv, at det bare var et dyr. Jeg vidste dog godt, at det var løgn.

Ovre i skolen var alt forandret. Jeg satte mig på min plads og de andre i klassen stirrede straks på mig. Lidt efter begyndte de at snakke igen. Jeg sukkede lettet, da klokken ringede ind til første time. Jeg havde endnu ikke set Denis, han ventede garanteret på det rette tidspunkt…

Dansktimen gik heldigvis langsomt, og der gik et stykke tid, inden havde matematik. Da klokken ringede ud, tog jeg mig god tid med at komme udenfor. Jeg trådte ud af døren og ud i skolegården, hvor jeg med det samme så en drengegruppe i den modsatte end. Midt i den stod Denis. Jeg drejede rundt på hælen og gik i modsatte retning af dem. Jeg håbede inderligt, at de ikke havde set mig, men jeg tog gruligt fejl.
Jeg hørte fodskridt bag mig, og så mig over skulderen. De var efter mig og halede hurtigt ind på mig. Jeg drejede rundt om hjørnet, forbi cykelstativet, videre hen ad vejen. De råbte af mig, og jeg så mig over skuderen, verdens største fejl. Jeg snublede over kantstenen, og faldt så lang jeg var. Jeg prøvede, at komme på benene igen, men det lykkedes ikke.
Bag mig grinede Denis højt. Der var en, der sparkede mig i siden, og så brød helvede løs. Jeg begyndte, at hoste. Det var åbenbart sjovt, at sparke til mig, de grinte i hvert fald. Det var jo sindssygt. De begyndte at slå. I maven, så på armene. Der var endda en, der ramte mig i baghovedet, så det hele snurrede rundt. Jeg blev ved med at skrige. Dem der ikke kunne slå, sparkede mig stadig.

Det føltes som en evighed, før de stoppede. De forsvandt, og tilbage lå jeg skælvene, skræmt for livet. Der må have gået en halv time, inden jeg satte mig op. Jeg havde kraftig hovedpine, og verdenen omkring mig snurrede stadig rundt. Jeg prøvede at rejse mig op, men kunne ikke - jeg var øm overalt.

Jeg blev siddende et kvarters tid, inden nogen kom forbi. En ældre dame hjalp mig op at stå. Hun fulgte mig hjem, hvor mine forældre endnu ikke var kommet. Min taske var stadig i skolen, den var ligegyldig. Det eneste der betød noget var, at jeg var i sikkerhed, men kun til i morgen. De ville komme igen. Det var jeg sikker på.

Mine øjne gled langsomt i, da jeg lå på sofaen om aftenen. Jeg gled ind i søvnen, hvor jeg endelig kunne slappe lidt af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...