Rigtigt & Forkert..?

Noget uventet overtager Elva og Maias skole. De kæmper begge for livet men på hver deres måde. Følg med i hvordan de hver især udvikler sig. Kun én overlever.

1Likes
4Kommentarer
341Visninger
AA

1. Sorte sommerfugle.

Det var egentlig en ganske almindelig dag, alt var godt, normalt og roligt, ingen havde regnet med det.

 

Alle sidder roligt i klassen, alle lytter mere eller mindre til, hvad læreren siger. Maia bliver slået ud af sin trance, da en af de andre elever begynder at tale: "Undskyld! Peter hvor skal du hen?" Peter er deres matematik lærer, han er rigtig sød måske for sød, for ingen hører rigtig efter i hans timer. Maia kigger op, Peter går hen til døren, åbner den rastløst og går ud. De fleste bliver urolige, og nogle går ud på gangen for at kigge efter Peter. "De andre lærere er også gået!" Siger Emma højt, hun er en af dem, der skal være med hele tiden. En af de typer der ikke kan vente på de andre, når der er skattejagt. Hun står ude på gangen og kigger (selvfølgelig). "GÅ IND I JERES KLASSEVÆRELSER IGEN!" Siger en skarp og ukendt kvindestemme, stemmen er ikke "ond", men den er streng. Emma, som står ude på gangen, falder ned i fosterstilling, da hun hører stemmen, og selvom Maia nok ikke burde føle tilfredsstillelse ved at se Emma ligge der, gør hun det alligevel. Hun synes det er rart for en gangs skyld at se sådan en arrogant person ligge krympet sammen på det beskidte gulv. Kvindestemmen lyder igen: "DEM DER IKKE FØLGER DRONNING ADENAS ORDRE SKAL STRAFFES HÅRDT..... og modbydeligt." Den ukendte stemme griner lavt og forsvinder igen. Maia hører skrig fra gangen, og kigger som refleks derud, ikke fordi hun kan se meget, for hun sidder stadig ned. Men på trods af den dårlige udsigt kan hun dog se Emma. Hun ligger og vrider sig, som når en bille er faldet om på ryggen, hendes øjne er udspilede, og hendes pupiller er bitte små. Hun ligger, som om hun ikke kan få vejret. Med ét holder hun op med at bevæge sig, hendes arme, som før havde sprællet vildt og desperat, falder nu til gulvet med et lille bump. Hendes livløse krop bliver opløst af en flok sorte sommerfugle der flyver væk, og det samme sker med de andre der ikke forlod gangen i tide.

 

Elva kigger ned på sine hænder, de ryster.... af frygt. Hun er bange. Hun er forstenet af de begivenheder der ellers kun, for få minutter siden, ville havde været muligt i drømme. Elva er den der sidder tættest på døren ud til gangen, hun så det hele, og det bliver ved med at gentage sig i hendes hoved.

Jeg er bange.

"Nå, men nu hvor vi er kommet af med dem der ikke adlyder, for vi vil jo ikke have spillere der snyder, kan vi måske fortsætte? Ja? Det tænkte jeg nok. Jeg vil forklare yderligere om regler, og om hvem jeg er... senere. Jeg vil jo ikke spilde min dyrebare stemme på at forklare til spillere, der alligevel ikke skal..... være med... Hahahaha!"

 

Der er helt stille og alle lytter til den mystiske stemme.

"Så... Hvem er det, vi ikke vil have med? 600 elever lidt for mange, hvis du spørger mig", siger stemmen til sig selv. "Jaaa..!" Siger stemmen begejstret. "Vi udrydder halvdelen af alle drenge og halvdelen af alle piger!"

 

Elva synes hun kan genkende et skrig, hun rejser sig op og slår i bordet. "STOP DET!" Skriger hun, så højt hun kan. Maia kigger på Elva ligesom alle andre. Hun står stadig med den ene hånd hårdt plantet i bordet. Tårerene falder ned af hendes kinder, "du må ikke slå Elin ihjel, jeg beder dig!"

Elin? Maia tænker sig om. Nårh ja! Elin er Elvas lillesøster. Maia skammer sig en smule, for hun skulle have kommet i tanke om det med det samme.

Jeg kender Elva fra Sommeren 2009  for 4 år siden. Alle var taget på sommerferie undtagen mig - og så lige Elva. Vi var sammen næsten hele sommerferien, vi blev faktisk gode veninder. Så startede skolen igen og jeg begyndte at tage afstand fra Elva. Ikke fordi hun ikke var rar eller sød. Det var af taktiske årsager. Elva var allerede begyndt på det tidspunkt at falde i hierarkiet. Det var nu ikke, fordi jeg var populær ligesom Emma, jeg ville bare ikke ende med at blive en af dem der blev spyttet på, set ned på, og ikke var respekteret. Det var jo nok tarveligt, men jeg havde ikke noget valg. Hun ville havde gjort det samme!

"Lad dog vær' med at klynke sådan! Så slemt er det da heller ikke." Maia kan nemt forstille sig den mystiske dames smil. Modbydeligt. 

"Nu hvor det er på plads, skal vi så ikke fortsætte? Nu er I omkring 300 tilbage ikke? Hvordan kan vi.. reducere antallet? Hmm? Hvad med en lille prøve? De sidste 100 overlever!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...