From Dream To Reality - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 28 dec. 2013
  • Status: Igang
Da Emma endelig fylder 18 år, flyver hun alene fra Danmark til England. En tur hun havde drømt om lige siden hun blev fan af bandet. Men det var nu ikke derfor hun nu to derover, men for at se landet, da hun havde en drøm om at flytte derover og så kunne hun måske også skaffe nogle gode kontakter?

Men skæbnen vil det anderledes, da hun møder ham hun aldrig troede hun skulle møde. Harry Styles. Emma ved at et møde med Harry ikke sker for enhver og griber chancen.
Så ved brug af hendes akavede-hed vinder hun en date med Harry Styles... En date som fører til meget mere end at lære hendes idol rigtige jeg at kende. Hun kommer også til at kende hans virkelighed. Daten fører til venskab, kærlighed, fjendskab, jalousi og ikke mindst de kendtes uhyggelige virkelighed...

77Likes
51Kommentarer
10113Visninger
AA

11. With a little help from my friends.

Da jeg vågnede næste morgen stormede jeg ud på badeværelset og tog et laangt bad. Det er virkelig utroligt alle de tanker man får i badet. Jeg havde så meget savn. Jeg savnede min mor, bare decideret min familie, min venner derhjemme og ... Harry. Det tog lang tid før jeg faldt i søvn, fordi sms'er tikkede ind, indtil jeg til sidst slukke mobilen.

Jeg besluttede mig efter et godt stykke tid at gå ud af badet. Mine hænder var nemlig blevet helt rynkede, hvilket er et godt tegn til at nu skal man ud. Jeg tog badehåndklædet ved siden af mig, tørrede min krop og tog derefter min Victorias Secret badekåbe på. Jeg smed mig ned i sengen og tændte min mobil. 9 missede opkald og 25 sms'er, hvor der fx. stod: "Please svar.. Emma... Svar... Emma, kom nu..." osv. Jeg kørte en hånd igennem mit våde hår og begyndte at flette en fletning i siden, imens jeg bed min læbe til blods. Jeg kunne mærke en prikkende fornemmelse i mine øjne. Ikke græde, Emma.. Jeg hadede at sige det, men jeg savnede ham. Jeg savnede ham helt sindsygt, jeg-.. I det samme ringede hotel-telefonen: "Hallo, det er Emma." "Goddag, det er Thomas fra lobbyen. En Niall Horan vil gerne besøge dig." Niall? "Lad ham bare komme op." svarede jeg og lagde på. Jeg løb ud på toilettet og lagde et lag mascara og det bankede på døren, inden jeg fik hoppet i noget andet tøj, så jeg rettede bare på badekåben, så jeg ikke lige flashede noget. "Hej Niall." sagde jeg, da jeg åbnede døren, men det var ikke Niall. "Harry?" Jeg var virkelig forvirret og samtidig sur. Hvad lavede han her? "Emma, må jeg ikke nok tale med dig?." sagde han næsten bedende.. "Hvorfor sagde manden, at det var Niall?" spurgte jeg og ignorede hans spørgsmål. "Ellers havde du ikke lukket mig ind." Jeg nikkede kort og gav ham ret. Jeg havde ikke lukket ham ind, men det gav ham ikke ret til at bruge Nialls navn. "Gå!" vrissede jeg bestemt og skubbede ham ud af døren, så jeg kunne lukke den, men han stoppede den mod foden. "Emma! Lad mig nu komme ind!" Jeg prøvede at skubbe hårdere, men han var for stærk, hvilket fik mig til at give op og sætte mig hurtigt hen på sengen: "Hvad?" spurgte jeg vredt. Han sank og lukkede døren efter sig. "Jeg ved godt, jeg har været en idiot." Jeg nikkede. Hvilket fik ham til at skæve munden, ligesom han ville have, jeg havde sagt ham imod. Men han havde jo været en idiot. "Men jeg savner dig af helvedes til." Jeg løftede overaskset hovedet og så hans blik mod gulvet. Jeg sank. "Og jeg ved godt at det var dumt af mig at kalde det bare et kys. Jeg ved godt nu at det ikke bare er et kys og.. Jeg ved ikke..." Jeg kunne mærke mine tårer presse på. Om det var fordi jeg var ked af det eller glad over det han sagde, ved jeg ikke. Jeg havde så mange følelser. Han satte sig i sengen ved siden af mig og skulle til at lægge en hånd på mit lår, hvilket fik mig til at rykke mig. Han sukkede. "Emma, kig på mig." sagde han. En tåre gled ned ad min kind. Han tog blidt fat i min hage og drejede mit hoved mod hans. Jeg kunne mærke alle minderne vende tilbage. Den første gang vi kyssede, vores gåture, alt. Jeg kneb øjnene sammen og endnu en tåre gled ned ad min kind. "Ikke græd." sagde han hæst, næsten som om han selv var ved at græde. Jeg lod mine øjne blikke lukkede og jeg kunne mærke nogen bløde, savnede læber blive presset mod mine. Min hjerne sagde:"HVAD LAVER DU?! SKUB HAM VÆK!" Men mit hjerte sagde:"Fortsæt." Og jeg lyttede til mit hjerte... Fuck. Han lagde hans hænder på min ryg og trykkede mig længere ind til ham. Jeg lade en hånd på hans bryst og skubbede ham på en måde lidt væk, men trak samtidig lidt i trøjen mod mig. Vores læber blev skilt, da han lænede sig lidt tilbage og lagde sin pande mod min. Han åndede mig i ansigt, men kort efter lå hans blik mod jorden: "Emma, jeg ... Er forelsket i dig.." Jeg kunne mærke mine mundvige løfte sig og der blev malet et smil i mit ansigt. Harry løftede usikkert blikket mod mig og da jeg ikke sagde noget og ventede på svar. "Jeg er også forelsket i dig, Harry." Jeg bed mig stadig smilende i inderlæben og Harry pressede kort efter svaret igen sine læber mod mine. Vi smillede begge i kysset.

 

***

 

Jeg vågnede op i Harrys arme, Vi var faldet i søvn efter og lå nu i ske og ja, vi havde stadig tøj på. Mit hår var tørt, men puden var blevet klam, fordi jeg havde ligget på den med vådt hår. Jeg kunne mærke Harry vejrtrækning i min nakke, hvilken gav mig kuldegysninger  De gode kuldegysninger. "Er du vågen, smukke?" hviskede Harry pludseligt og gav mig et lille chok. Jeg troede jo han sov. "Ja." mumlede jeg og puttede mig længere ind til ham. "Jeg skal snart afsted." mumlede han søvndrukkent. "Neej." sagde jeg lavt og piget og lagde armene omkring ham, hvilket han hurtigt gengældte. "Du kan komme med?" mumlede han mod min hovedbund. "Mig?" spurgte jeg mod hans bryst. "Er der andre her?" sagde han smilende. Han krammede mig endnu en gang, men kravlede så over mig og gik ud på toilettet. Jeg lå stadig med dynen omkring mig og kiggede efter ham, selv efter døren var lukket. In love much? Det regnede udenfor, hvilket var nederen når man er udenfor, men indenfor er det seriøst det dejligeste. Så kan man lave kakao, tænde stearinlys, bare hygge. Nederen, at vi skulle afsted. Men alt for ham, ikke? "Babe, er du klar?" Jeg vendte mig overaskset om. "Ja, jeg skal have en dyne omkring mig. Det er det nyeste!" sagde jeg ironisk og drejede rundt. "Kom så i gang!" grinede han og jeg løb ud mod badeværelset og fik selvfølgelig et smæk i røven på vejen. Jeg skyndte mig at tage min nye kjole på. Den ville se mega fed ud med den pink regnejakke jeg lige havde købt og støvlerne, stop. Harry greb min hånd og vi løb ud af døren og en sikkerhedsvagt var lige bag os, men kom foran da vi skulle ud til bilen. Heldigvis var der ikke rigtig nogle mennesker, kun nogen hvinende teenager i siden, som Harry vinkede kort til. 

 

Vi ankom kort efter til bladets ... hus? Det var det blad der skulle interviewe dem og jeg anede ikke hvad det hed, for Harry kun selvfølgelig ikke huske det. Dumme, søde ... ELEFANT. Random.. "Harry!.. EMMA?!!" udbrød drengene og omfavede os en efter en. "Var i ikke uvenner?" spurgte Zayn forvirret. "Hun kunne ikke leve med mig." sagde Harry skævt smil og grinede kort, hvilket fik mig til at slå ham i siden og sige: "Det var vist lige omvendt." Harry skulle til at sige noget igen, da Niall afbrød:" Whatever, så længe i er sammen!" Vi smilede begge og Harry gav min hånd et klem. "Drenge!" råbte en mand, hvilket fik Harry til at give mig et kys på kinden og løb med drengene. Og her stod jeg så. Helt- "Emma!" "Perrie!" Aldrig havde jeg været så glad for at se den blonde tøs. Jeg omfavnede Perrie ved et lille hvin. "Er du kommet med Harry? Jeg troede i var-" "Uvenner, nej ikke mere, lang historie." afbrød jeg. Han nikkede med et stort smil. "Skal vi tage noget at drikke?" spurgte hun kort efter og pegede hen mod en dør, hvilket måtte være en slags kantine? Jeg nikkede og fulgte efter hende. 

 

"Hvordan går det med dig og Zayn?" spurgte jeg og tog en tår af min te. Hun sank sin kaffe nikkende og svarede: "Godt. vi har haft nogle diskussioner, men det har alle par vel?" Jeg nikkede og sendte hende et smil, da en velkendt ansigt kom gående ind af døren, hvilket fik hårene på mine arme til at rejse sig, og jeg gispede. "Hvad er der, Emma?" spurgte Perrie forvirret, hvilket fik mig til at tysse på hende. "Emma?" spurgte Harry, nej, ikke min Harry, Harry fra hotellet, Harry fra festen, Harry der næsten.. Jeg vendte mig panisk rundt og løb ud af døren ud at kiggede tilbage. "Emma!" råbte Harry løbende efter mig, hvilket fik mig til at dreje hovedet kort mod ham og falde. "Emma.." gentog Harry og gik langsomt tættere på mig. Jeg gled tilbage væk mod ham på gulvet. "Lad mig være." sagde jeg panisk. "Emma, jeg vil bare-.." Han rakte en hånd ud mod mig og jeg slog den hårdt. "Av!" råbte han. "Jeg vil bare lige tale med dig." Jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigere og min vejrtrækning også. Harry gik tættere på mig. "LAD MIG NU VÆRE! råbte jeg grådkvalt. "Hold nu op, smukke." sagde han grinende, men bestemt og fortsatte tættere på mig. "HEY!" udbrød en velkendt stemme. "Perrie, gå væk!" råbte jeg mod hende. Harry vendte sig kort om og skubbede hende mod jorden, lige idet hun skulle til at hoppe op på ham. "Undsk-" startede Harry. "HVAD SKER DER?" råbte en anden velkendt stemme og afbrød Harry. "LOUIS, PAS PÅ!" råbte jeg grædende. "Slap af mand, jeg ville bare-" Harry nåede ikke at fuldføre sætningen, før han faldt sammen på gulvet efter et slag i hovedet. "Er i okay?" Louis stod splittet mellem Perrie og jeg, men da Perrie begyndte at rejse sig op, satte han sigt hurtigt ned ved mig. "Er du okay?" gentog han. Jeg snøftede og drejede på hovedet. Han rejste sig op og rakte hånd til mig. "Jeg har slået min ankel." sagde jeg. "Så må jeg bære dig." sagde Louis bestemt og løftede mig på i hans arme. Jeg knugede mig ind til hans bryst. "Perrie, er du-?" startede han. "Jeg er okay. Det var mest chokket." sagde hun og løftede på mundvigene. "Paul!" råbte Louis forholdsvis lavt, for at skåne mine øre. "Hvad?" råbte Paul tilbage og kom hurtigt hen til os. "Få ham væk." kommanderede Louis da han kom og pegede mod Harry, der lå på jorden. Louis gik med mig lidt og jeg lå stadig med hovedet mod hans bryst indtil Harrys stemme lød. "Hvad er der sket?" udbrød Harry bekymret. "Den anden Harry." svarede Louis, imens han satte mig ned i en sofa. Jeg kunne se Harrys øjne blive mørke. "Jeg banker ham sønder og sammen, den-" "Nej, du gør ej. Paul tager sig af ham." sagde Louis bestemt. Harry vrissede. "Perrie, er du okay?" spurgte Zayn uroligt og trak hende ind i et kram og kyssede hende i hele ansigtet. "Jaja, det var bare et lille skub." grinede hun. Jeg vendte mig blik tilbage mod Harry og trak benene op, så min hage lå på mine knæ. "Er du okay?" Harry satte sig ned på knæ foran mig.Jeg svarede ham ikke, men kiggede bare tomt ud i luften. "Drenge, Emma.. Harry insistere på at sige noget til Emma. Vi skal nok holde ham. Må han eller skal vi..?" Det var Paul. Harry rejste sig truende op og sagde: "Nej, det skal han hvertfald ikke!" Paul kiggede på Harry ved hans ord, men hurtigt efter på mig. Det var jo mig der skulle svare. Men jeg vidste det virkelig ikke. På en måde ville jeg gerne vide hvad han ville sige, på den anden side ville jeg aldrig se ham igen. Jeg nikkede tøvende. "Hvad?" spurgte Harry med et meget forvirret ansigt og han virkede sur over mit svar. Jeg kunne se den anden Harry komme til syne. Jeg sank. Harry vendte sig om og satte sig endnu engang ned på knæ foran mig. "Emma, du behøves ikke." sagde han bedende. "Jeg ved det," svarede jeg lavt, "Men jeg vil gerne. Vil du ikke bare holde mig i hånden?" Han nikkede og satte sig op ved siden af mig og trykkede min hånd, da Harry kom tættere på. Paul og en anden mand holdte ham fast. "Emma," startede han ud, "Jeg ville bare undskylde. Jeg var fuld.. Og det var ikke mening at jeg skulle skubbe .. Perrie, ikke?" Jeg nikkede kort. Zayn trykkede Perrie tættere ind mod sig ved lyd af hendes navn. Jeg sukkede og følte mig helt dum. "Jeg-" "Men du kunne jo lide det." Hans undskyldene ansigt udtryk ændrede sig til et smørret smil. "Din fucking-.." Harry rejste sig op og løb vredt hen mod ham, men Louis stoppede ham og hev ham væk, imens Paul og den anden mand fik Harry ud af rummet. Jeg kiggede tomt og en smule måbende efter døren der blev lukket. Jeg forstod intet. Harry satte sig ned foran mig og lade en hånd på mit lår. "Emma, jeg-.." Jeg rystede hårdt på hovedet, hvilket fik ham til at stoppe. Jeg kiggede på Louis, der så ked på mig. Harry kiggede en smule forvirret fra mig til Louis og tilbage til mig. "Kan vi ikke bare snart komme hjem?" Med det nikkede alle.

 

***

 

"Jeg savner også dig.." Min mors stemme i telefonen, fik tårene til at trille ned af mine kinder. Jeg har altid været mors pige og det her var det længste jeg nogensinde havde været væk fra hende. "Vi ses snart ikke?" spurgte hun. Jeg nikkede: "Jo," og lagde kort efter på. Jeg bed mig i læben og kiggede ud af vinduet. Savnet var stort. Et par arme blev lagt omkring mig og drejede mit hoved om. "Hej." sagde jeg og løftede på mundvigende. "Hej." sagde Harry og kyssede mig på halsen. Jeg smilede.   "Vi spiser nu." sagde han lavt. Jeg nikkede, vendte mig helt om og gik med ham ind i spisestuen. De andre sad allerede ved bordet: Louis, Eleanor, Perrie, Zayn, Liam, Danielle og Niall. Harry lagde en arm omkring mig og pegede mod en plads, Jeg nikkede og satte mig. Der var stille. "Hvordan går det?" spurgte Niall efter lidt for at bryde stilheden. "Bedre." svarede jeg. Han nikkede smilende: "Godt." Danielle nikkede kort og stikkede til sin mad. "Så snak dog!" udbrød jeg smilende, hvilket fik de andre til at grine. "Kartofler?" spurgte Louis smilende og rakte mig skålen. Jeg nikkede og tog imod den. "Eleanor, jeg elsker dine bluse forresten!" komplimenterede jeg hende. Hendes smil blev stort. "Tusind tak! Den er fra Topshop." "Selvfølgelig.." mumlede jeg, hvilket fik alle til at smile og Louis til at bryde ud i grin. "Hey!" sagde Eleanor og kunne selv ikke lade være med at grine.

 

------------------------------------------------------

 

Endnu et kapitel! ENDELIG! Har haft lidt skriveblokering og har haft travlt. Men nu er det her!

- MoohTommo♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...