From Dream To Reality - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 28 dec. 2013
  • Status: Igang
Da Emma endelig fylder 18 år, flyver hun alene fra Danmark til England. En tur hun havde drømt om lige siden hun blev fan af bandet. Men det var nu ikke derfor hun nu to derover, men for at se landet, da hun havde en drøm om at flytte derover og så kunne hun måske også skaffe nogle gode kontakter?

Men skæbnen vil det anderledes, da hun møder ham hun aldrig troede hun skulle møde. Harry Styles. Emma ved at et møde med Harry ikke sker for enhver og griber chancen.
Så ved brug af hendes akavede-hed vinder hun en date med Harry Styles... En date som fører til meget mere end at lære hendes idol rigtige jeg at kende. Hun kommer også til at kende hans virkelighed. Daten fører til venskab, kærlighed, fjendskab, jalousi og ikke mindst de kendtes uhyggelige virkelighed...

77Likes
51Kommentarer
10083Visninger
AA

5. Things did get better.

For min skyld måtte kysset godt fortsætte forevigt, men jeg trak mig dog efter lidt tilbage. Bare for at kigge på ham.. Han sendte mig et lille smil, men hans blik var stadig svært at tolke. Så jeg kunne ikke lade være med at se lidt forvirret ud, men så kom jeg i tanke om den anden Harry. Han lå stadig på gulvet og rømmende sig. En del af mig havde lyst til at gå og bare lade ham ligge. Men jeg vidste godt at det var forkert, så jeg satte mig ned på knæ ved ham og tog en serviet ud af min lomme til hans næse. Jeg kunne høre Harrys vejrtrækning bag mig blive højere, som om han prøvede at holde hans vrede tilbage. "Kom." sagde jeg stille til Harry og prøvede at hjælpe ham op at stå. Han lagde armen om mig og jeg støttede ham ud af døren ind til festen igen. "Harry!" udbrød en pige og kom løbende hen mod mig. Hun kiggede bekymret på ham og spurgte mig: "Hvad er der sket?". "Jeg fandt ham ude på toilettet. Han måtte have faldet." løj jeg. Hun nikkede forstående og tog imod Harry, så han kom til at holde armen om hende og de gik hen mod en gruppe mennesker. Jeg sukkede lettet, da Harry ikke kunne ses mere. Selvom han var helt svag, var jeg stadig bange for at han ville vende tilbage til mig.

Jeg gik ind på toilettet igen, hvor Harry stadig stod som forstenet.  "Harry?" Jeg vinkede en hånd foran ham og han rystede som på hovedet som om han hans tanker havde været et helt andet sted. "Er du okay?" spurgte jeg. Han rystede hårdt på hovedet: "Det er da dig jeg skal spørge om er okay?!" råbte han højt og gik et skridt tilbage fra mig. Han virkede som om han kunne falde sammen hvert sekund. "Harry, han voldtog mig jo ikke." sagde jeg beroligende, selvom jeg ærlig talt selv var ved at bryde sammen. "Men det kunne han, hvis jeg ikke var kommet!" skreg han næsten og lagde sit hovede og hans håndflade mod væggen. Jeg gik stille hen mod ham og lagde en hånd på hans skulder: "Men du kom." Han tog en dyb indånding og vendte sig om. "Undskyld. Jeg..." Jeg stoppede ham ved at trække ham ind i knus. Egentlig ikke kun på grund af ham, men jeg trængte også selv til at knus. Jeg kunne mærke tårene presse på og mærkeligt nok, holdte jeg dem ikke tilbage denne gang. Han pressede mig længere ind til sig, ved lyd af mit gråd. 

"Harry?" Jeg gav hurtigt slip på Harry ved lyd af Liams stemme. "Kommer i, vi-.." Han stoppede ved synet af mine blå mærker på min arme og kradsmærkerne på benene..  Jeg gispede lydløst og prøvede at skjule dem med mine hænder. "Liam," begyndte Harry. Liams blik flakkede forvirret fra Harry, mig, mine arme og mine ben. "Emma blev.." Han sukkede. "Der var en der ehm, en der ikke.. Ville lade mig være." fortalte jeg usikkert med blikket mod jorden. "Emma, er du.." Jeg stoppede ham: "Jeg vil bare gerne hjem." Han nikkede og løftede let på mundvigene. Jeg gik hen mod døren og Liam lagde en arm om mig og sagde:"Alt skal nok blive okay imorgen." Normalt ville jeg have flippet ud over at selveste Liam Payne havde armen omkring mig, men lige nu ville jeg bare gerne hjem. 

 

***

Næste morgen da jeg vågnede lå jeg i min seng. Da jeg opdagede jeg stadig lå i kjolen fra igår, kom minderne hurtigt tilbage. Der var helt stille på værelset og minderne kom tilbage som små klip i mit hoved. Jeg rømmede mig, da jeg rejste mig op fra sengen. GÅ VÆK. Jeg gik hårdt frem og tilbage i værelset og prøvede at tænke på noget andet, men tankerne fortsatte. Jeg hev desperat i mit hår og slog hårdt hånden ind i væggen igen og igen. Tårene flød ud og jeg havde lyst til at falde sammen på jorden, men fortsatte med at slog hånden mod væggen. "Emma!" udbrød en velkendt stemme, hev mig væk fra væggen og satte mig hårdt ned på sengen. "Hvad laver du?!" spurgte han skingert og forvirret. Jeg kiggede tomt ud i luften. Jeg var ærlig talt helt tom. Ingengang Harry Styles kunne hjælpe mig. Mit største idol som normalt var en af de eneste mennesker i denne verden, der kunne få mig til at smile, selv når jeg var helt nede kunne ikke hjælpe mig.

Jeg havde aldrig troet jeg skulle opleve følelse af at være helt svag. Som lammet. Da han trykkede mig hårdt op mod væggen, følte jeg mig helt magtesløs. Som om jeg så på det hele udefra? Og jeg kunne ikke hjælpe pigen der stod og græd og skreg. Harry tog min hånd og klemte den blidt. Han føltes meget "stærkere" idag, hvilket nok har noget af gøre med at han jo var påvirket igår og hans følelser nærmest sad ude på tøjet. Han trykkede mit hovede mod hans bryst, løftede hovedet så hans hage mærkes mod min hovedbund og aede mig stille på armen. "De vil ikke forsvinde.." mumlede jeg ulykkeligt. "Hvad vil ikke forsvinde?" hviskede han. "Tankerne... Minderne." svarede jeg og klemte mine øjne hårdt sammen, så endnu en tåre gled ned ad min kind. Han trykkede mig tættere ind til ham og som vi sad der kunne jeg mærke min øjenlåg blive tunge og jeg faldt i søvn.

 

***

Da jeg vågnede igen lå jeg til min store overraskelse i Harrys arme. Jeg havde helt glemt at han var her. Jeg prøvede stille at komme fri fra hans arme og stille fik jeg klemt mig ud af dem. Da jeg fik klemt mig ud af hans arme, kiggede jeg usikkert tilbage for at tjekke at jeg ikke havde vækket ham. Men det havde jeg heldigvis ikke. Men som jeg stod der og kiggede på ham følte jeg mig pludselig forstenet. Ikke på grund af det... Det igår mere.. Det var som om søvnen havde hjulpet. I dette øjeblik var jeg forstenet over ham. Harry. Han lå der med en smule åben mund og gav af og til et lille snork fra sig. Men han var stadig perfekt. Han krøller sad perfekt, han smilehuller kunne også skimmes, han lignede decideret en engel. Hvordan kunne man dog være så perfekt? Og hvordan kunne jeg have været så heldig at møde ham? Falde i søvn i hans arme? Jeg rystede på hovedet og tog mig selv i et smil. I det samme åbnede Harrys øjne og han kiggede skrænt på mig, men begyndte så at grine: "Fuck, du skræmte mig!" Han kørte hånden i gennem sit hår, stadig imens han grinte. Jeg fniste. "Undskyld." sagde jeg. Han smilede skævt tilbage, men hurtigt forsvandt hans smil, og han spurgte: "Har du det bedre?" Jeg nikkede og hans smil vendte tilbage. "Godt." Jeg drejede om på hælen og gik hen til skabet for at finde noget tøj. Jeg kunne mærke Harrys blik i ryggen på mig. "Stop." sagde jeg smilende, imens jeg ledte efter en bluse der matchede til de pink jeans. Jeg kunne faktisk ikke lide at han kiggede sådan på mig.. Det gjorde mig nervøs, jeg ved ikke hvorfor. "Hvad?" udbrød han og jeg kunne høre smilet i hans stemme. Jeg vendte mig om og kiggede en smule seriøst på ham. "Hvad tror du?" sagde og vendte tilbage til skabet.

Endelig fandt jeg en top som passede perfekt til jeansene sammen med den blazeren.   Farvesammensætning og-.. Hold kæft, Emma. "Skal jeg lave noget morgen-, jeg mener middagsmad?" rettede han sig selv, da han midt i sætningen så på uret. "Held og lykke med det. Jeg har intet mad. Det her er et hotel med morgenmad og aftensmad med i prisen, du ved?" Jeg smilte drillende. "Så må vi vel bare tage hjem til mig, for jeg tvivler på at man kan få morgenmad klokken 2 om eftermiddagen babe?" svarede han drillende tilbage. Jeg rakte hurtigt tunge af ham og han grinte. "Så kommer jeg om to minutter, hvis jeg snart kan få tøj på." hentydede jeg med tøjet i armene. "Jeg venter bare her." drillede han og lænte sig tilbage med hænderne bag hovedet. Jeg skævede hovedet til ham og smilte: "Det tror jeg ikke." Han rullede smilende med øjnene og gik ud af værelset så jeg kunne hoppe i tøjet. 

Jeg gik derefter ud på toillettet, fandt noget makeupfjerner frem og fjernede makeuppen fra igår. Mascaren var helt tværet ud. Åh nej, og det har Harry set? Argh.. Jeg tog derefter noget nyt makeup på, bare lidt concealer og mascara for derefter at gå ud til Harry som stod med blikket i sin mobil, da jeg kom. "Hvor ser du godt ud." sagde han med et stort smil, da han så mig. Jeg nejede som tak. Kikset, I know, men sket er sket. Han tog fat i min hånd og vi tog elevatoren ned til lobbyen sammen med Paul, bodyguarden, som åbenbart havde været uden for døren i et godt stykke tid, for at vente på mig og Harry. Jeg hilste på ham. "Goddag." sagde han høfligt. 

Vi blev mødt af en kæmpe gruppe parparazzier der var ved at blænde os med deres kameraer. Heldigvis var Paul ved os, så han kunne hjælpe os gennem alle menneskerne og hen til bilen. Paul åbnede døren for os, og vi satte os ind, hvor han derefter kunne se os køre væk fra menneskemylderet og hjem mod Harry. 

 

Der gik ikke lang tid før, vi var ved huset og selvom det nu var fjerde gang jeg var der, kunne jeg stadig ikke stadig ikke lade være med at måbe over det store, flotte hus.                                                                                                                                                             Vi kom hurtigt ind, hang vores jakker på stumtjeneren, ej, det er først nu jeg har fundet ud af hvorfor det hedder en stumtjener, fordi det er ligesom en tjener der holder ens jakker, men den siger ikke noget, hahahahahha.. Hvor er jeg dum. Nå, men så gik vi ud i køkkenet hvor Harry gik i gang med at lave scrambled eggs med bacon osv. Sen brunch ftw! Meget sen endda! Jeg sad ligeså kær som jeg nu er på køkkenbordet og kiggede på. "Du er fantastisk hjælp, du ved?" sagde Harry drillende og skubbede mig blidt med albuen. "Hey, jeg er måske ikke den bedste kok og du klarer det da fint!" svarede jeg og slog armene ud. Han grinte og fortsatte med maden. Jeg gav ham elevatorblikket, som han stod der og lavede mad. Hvordan kunne jeg være så heldig at være sammen med ham? Eller, vi var vel ikke kærester, eller var vi? Hmmh.. I det samme kunne jeg høre Harrys mobil vibrere, ja, det kan man godt høre, og han spurgte mig om jeg ikke ville tage den, da han stod med fingrene i maden. Jeg nikkede og tog mobilen ud af hans lomme. "Harrys telefon, det er Emma." sagde jeg venligt og en smule professionelt, hvis jeg selv skal sige det. "Emma?" Louis. "Jep!" svarede jeg glad. "Hej! Er Harry der?" spurgte han. Jeg nikkede som om han kunne se mig og holdte mobilen op til Harrys øre. "Det' Louis." sagde jeg til ham. "Hey mand, hva' så?" sagde han med et stort smil.

Efter mange mange mmh, ok, fedt og åhh'er, sagde Harry endelig farvel. Jeg var ved at få ondt i armen. "Drengene og jeg holder film aften i aften." sagde han imens jeg fik lagt mobilen tilbage i hans lomme. "Vil du være med?" Jeg kiggede forvirret på ham. Mig sammen med One Direction til en filmaften?! "Må jeg det?!" spurgte jeg og et smil bredte sig hurtigt på min læber. Han nikkede. Jeg nikkede ivrigt og Harry grinte for derefter at sige: "Maden er klar!"

 

***

Jeg blev hos Harry resten af dagen, helt indtil drengene kom. Ligeså dejlig som jeg husker ham var Liam den første der kom. "Hej Emma. Har du det bedre?" spurgte han og trak mig uden svar ind i et kram. Jeg nikkede, da han gav slip, og han sendte mig et stort smil, for derefter også at give Harry et kram. Lidt efter kom resten af drengene i en gruppe og hilste på mig allesammen med et kram. "Jeg har en gyser med." sagde Niall, og lavede hvad jeg tror skulle være en uhyggelig grimasse. "Og når Harry bliver bange, kan du altid putte dig ind hos mig, Emma." sagde Zayn med et blinkede kækt til mig. Jeg grinede og Harry gav ham et albue i siden. "Jeg har popcorn med. De skal bare lige i mikrobølgeovnen." sagde Louis. "Emma, hjælper du ham ikke lige? Han kan ikke finde ud af min mikrobølgeovn." sagde Harry smilende på vej ind med resten af drengene i stuen. "Niall sætter filmen på og jeg skal lige vise Zayn og Liam noget imens." råbte Harry inde fra stuen. Jeg nikkede, selvom han ikke kunne se mig og gik med Louis ud i køkkenet. "Jeg kan altså godt finde ud af mikrobølgeovnen." mumlede Louis, da vi kom der ud og jeg fniste, imens jeg indstillede ovnen, satte popcornposen ind og tændte ovnen. "Jeg kan godt lide dig." sagde Louis lige efter ovnen var sat igang. Jeg prøvede at skjule rødmen der hurtigt viste sig i mine kinder. "Tak." fik jeg endelig sagt. Louis nikkede et så-lidt. "Og i lige måde." fortsatte jeg. Han smilede stort: "Tak skal du have, Ems!"

Kaldte han mig lige Ems? Nuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuurgh, åh nej, rødme-alarm! "Bluuuuuuuuuuuuushing!" sagde han kækt og skubbede blidt til mig. "Jeg rødmer ikke!" grinte jeg og løb efter ham ind i stuen. Louis løb om og gemte sig bag ved Niall. "Don't come closer or I'll kill your angel!" råbte Louis stadig i latter. Neeej, har Niall fortalt jeg kaldte ham engel?! "Fortalte du det?" råbte jeg barnligt stadig med et stort smil. Niall smilede stort:"Sorry babe!" Jeg lod mig med et støn falde tilbage i favnen på Harry. "De mobber.." sagde jeg med en rigtig lille-piget stemme. "Åhh nej da." sagde Harry og aede mig på ryggen. De andre grinte højt, da de alle lod sig falde ned i sofaen og startede filmen. Jeg elskede de her drenge..

 

-----------------------------------------------------------------------------------------------

 

Endelig et nyt kapitel! Undskyld, det tog så lang tid, har haft lidt skrive-lag eller hvad det nu hedder. Men ja, nu er den her endelig!

Husk at like og tilføje til favoritter! Uh, og kommenter! :-D 
 

- MoohTommo♥ 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...