From Dream To Reality - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 28 dec. 2013
  • Status: Igang
Da Emma endelig fylder 18 år, flyver hun alene fra Danmark til England. En tur hun havde drømt om lige siden hun blev fan af bandet. Men det var nu ikke derfor hun nu to derover, men for at se landet, da hun havde en drøm om at flytte derover og så kunne hun måske også skaffe nogle gode kontakter?

Men skæbnen vil det anderledes, da hun møder ham hun aldrig troede hun skulle møde. Harry Styles. Emma ved at et møde med Harry ikke sker for enhver og griber chancen.
Så ved brug af hendes akavede-hed vinder hun en date med Harry Styles... En date som fører til meget mere end at lære hendes idol rigtige jeg at kende. Hun kommer også til at kende hans virkelighed. Daten fører til venskab, kærlighed, fjendskab, jalousi og ikke mindst de kendtes uhyggelige virkelighed...

77Likes
51Kommentarer
10073Visninger
AA

16. Signe and Liam.

"Oh my god.." sagde jeg helt chokeret og tog mig til hovedet. Signe trak endnu engang dynen op omkring sig. "Hvorfor?!" råbte jeg. Ingen af dem svarede. "Kom så op og tag noget tøj på.. NU!" råbte jeg stadig chokeret. De rejste sig begge op, så jeg stoppede Liam ved at sige: "Ikke dig. Bliv." kommanderede jeg. Signe trak hurtigt sin kjole over hovedet og løb hen mod døren. "Vent nedenunder." bestemte jeg. Signe nikkede og løb ud af døren, hvorefter jeg stille gik hen mod sengen til Liam med et bebrejdende ansigtudtryk malet. Jeg satte mig ved siden af ham. "Hvad fanden, Liam.." bebrejde jeg. Han sukkede: "Jeg ved godt det var forkert. En fejl.. Men jeg var fuld og-" "Dum og vigtigt af alt sårbar." tilføjede jeg. Han nikkede tungt. "Men det var bare en One-Time ting, ikke?" spurgte jeg Liam som pressede sine læber sammen til en tyndstreg. "Altså ja.. Det tror jeg da.." Jeg kiggede medlidende på ham. "Liam, jeg siger det her fordi jeg elsker dig. Signe er ikke noget for dig. Alt det betyder noget for hende nu er hendes karriere." "Og du er heller ikke ovre Danielle." Det var som om jeg sendte en pil direkte gennem hans hjerte da jeg sagde navnet. Jeg aede ham blidt ned af ryggen. "Undskyld." sagde jeg. Han løftede på skuldrene. "Øhm, jeg tager Signe med hjem nu. Eller hen til mit hotel, som egentlig er min lejlighed af en slags, whatever..." sukkede jeg stadig helt rundt på gulvet. Jeg rejste mig op, idet min telefon ringede: "Hallo." svarede jeg træt. "Hvor er du?" spurgte Harry forvirret. "På vej hjem til hotellet. Ringer senere." afsluttede jeg og lagde på. Jeg sukkede tungt, inden jeg gik nedenunder. "Bilen. Nu." kommanderede jeg med det samme, da jeg så Signe, hvilket fik hende til at løbe efter mig ud af døren. Jeg åbnede døren til bilen, satte mig ind og Signe fulgte mit eksempel. Det var tavst i bilen, men jeg afbrød den hurtigt: "Vil du overhovedet noget med ham?" "Nej! Eller..." Jeg drejede overrassket kort hovedet mod Signe, før jeg vendte blikket tilbage mod vejen. "Eller...?" imiterede jeg. "Jeg vil ikke lyde som en slut, jeg går altså ikke med i seng med nogen efter at have kendt dem en aften. Jeg var viiiirkelig fuld." svarede hun og tog sig til hovedet. "Du fortjener den hovedpine." mumlede jeg hårdt. "Undskyld mig?!" sagde hun med en lys stemme og store øjne. Jeg drejede hårdt bilen til siden og bremsede så hårdt, at der måtte have kommet bremsespor. "Fuld eller ej, du burde da vide bedre? Liam har lige mistet sin kæreste!" "Hey, han var da ligeså meget med på det!" forsvarede hun sig."Ja, men han var, eller er sårbar!" råbte jeg. "Så nu er det kun min skyld?!" råbte hun skingert tilbage. "J-.." Jeg stoppede mig selv og sukkede tungt. "Det er mig, der er din bedste veninde.." sagde hun lavt. Jeg sukkede endnu en gang. "Er du?" spurgte jeg med blikket mod vejen. Jeg så Signe løfte chokeret hovedet ud af øjenkrogen. "Hvad?.." Hendes forvirring var tydelig i hendes stemme. "Du forlod mig. Lovede at  du ville holde kontakten, men det her er første gang jeg har hørt fra dig i over et år. Er du klar hvor hvor hårdt det var for mig? Du er den eneste der altid har været der og så forsvinder du. Det var som at miste min eneste veninde. Miste endnu søster." En tårer gled ned af min kind. "Kan du huske min søster? Jeg har ikke snakket med hende i snart tre år. Du og min søster er grunden til, at jeg tog til London. For at glemme jer. Skubbe savnet væk." Signe kiggede helt mundlam på mig. "Det.. vidste jeg ikke." sagde hun endelig. "Ja, men nu ved du det." sagde jeg og tørrede hurtigt mine øjne. Signe lagde sin hånd på min: "Det er jeg virkelig ked af, Emma. Jeg har bare haft så travlt og.. Undskyld." Jeg løftede let på mundvigende. En mærkelig lyd var det eneste jeg kunne få ud. Hun lagde armene omkring mig og pressede mig tæt ind til hende. "Jeg er her nu." hviskede hun i mit øre. Tårerne flød nu ud og jeg lagde hulkende også armene om hende.



***

 


Det var som om jeg efter det, glemte det der var sket med Signe og Liam. I hvertfald et par timer. Jeg havde sms'et til Harry, at jeg var sammen med Signe og havde fortalt, at vi havde meget at se til. Hvilket egentlig var en løgn og så alligevel ikke. Signe og jeg lå i sengen på mit hotelværelse i flere timer og så tøse-film. Det med at passe på firguren tænkte hun, eller jeg for den sags skyld, ikke på nu, for vi åd tre chips poser og bældede cola ned. Ja, vi åd og bældede. Det var først da pigen i film nummer fire havde et one night stand, vi begge kom i tanke Liam og vores blikke mødtes i det pigen vågnede op i en fremmede seng og så den ukendte mand ved siden af hende. "Dammit.." mumlede Signe lavt. "Jep." mumlede jeg tilbage. "Jeg siger det da bare til ham som det er: Det var en fejl i fuldskab og desuden har jeg ikke tid til en kæreste." "Ja, bare et problem. Jeg er bange for at han godt kan lide dig." sagde jeg. "Vi har jo kundt kent hinanden i.." Hun kiggede på uret. "18 timer?" "Ja, men i har nu været i seng sammen." tilføjede jeg. "Fuck.." kom det hurtigt ud af hende. "Og det sidste jeg ville have er at han bliver såret. Igen. Jeg har i forvejen dårlig samvittighed over for Danielle. Vi er blevet ret gode veninder og jeg har ikke en gang ringet til hende, og nu går min veninde i seng med hendes kæreste. Flot Emma." "Undskyld.." sagde Signe flovt endnu en gang. Jeg nikkede et kort det-er-okay. "Måske skulle du bare tage afsted? Så meget som jeg hader det, er det nu det bedste. Liam kommer videre og glemmer dig." "Jaa.." sagde hun usikkert. "Jeg skal alligevel til Danmark her på tirsdag. Jeg kan vel godt komme til Danmark lidt før." Jeg nikkede, men så indså jeg det betød hun skulle afsted. Endda tre dage før. "I'm gonna miss you.." pivede jeg. Hun grinede kort og krammede mig: "I'm gonna miss you too."

 

***



Liam havde skrevet på twitter, at han havde det dårligt. Om det var fysisk eller psykisk vidste jeg ikke. Harry havde ingen ide om hvad der var sket og hvad vi var gang i, men det var nok bedst på den måde. I guess. "Kan du så have det godt." afsluttede Harry smilende med armen omkring mig, imens jeg prøvede desperat ikke at græde. Signe krammede mig en sidste gang, hvorefter Harry igen lagde armen om livet på mig. Hun tog fat i kufferten og gik langsomt hen mod indgangen til flyet, hvor hun skulle vise sin billet. Hun stoppede halvvejs og vendte sig om mod mig, inden hun hev sin mobil op af lommen og begyndte at taste. I det hun lagde mobilen tilbage kom der en bib-lyd fra min mobil. Jeg hev den op af lommen:

Signe: Jeg savner dig allerede... <3

Jeg kiggede med våde øjne op fra mobilen mod hende og sendte hende et skævt smil, som hun hurtigt gengældte, inden hun igen vendte sig om og gik videre. Harry greb fat omkring mig og kyssede mig på panden, før han hev mig ind i hans favn. "Here comes the tears.." græd jeg halv grinende. Han smilede skævt. "Vent, min mobil ringer.." Han ledte febrilsk efter sin mobil i hans jakkelomme. "Det' Harry.." sagde han, da han tog den. "Hey Liam!" Mine øjne blev store og jeg viftede febrilsk med hænderne for at få ham til at forstå, at Liam ikke måtte vide at jeg var her. "Jo, hun er lige her." Han rakte mig telefonen med et forvirret blik. Jeg sukkede kort, inden jeg tog den op til mit øre: "Liam! Heey.." Jeg prøvede at lyde så normal, som jeg kunne. Jeg hørte ikke hvad Liam svarede, da vi pludselig blev omringet af skrigende piger og parparazzier. Hvor kom de fra? Vi havde ikke været her mere en tre minutter? "To sekunder.. råbte jeg i røret og Harry greb min hånd, imens Paul og to andre bodyguards hjalp os med at komme ud. En pige prøvede at holde fast i mig, men endte med at sætte neglene i mig, så et lille skrig forlod min læber. Harry hørte mig og råbte: "Hey, giv slip på hende." Han hev mig foran og ind til ham, for at beskytte mig, imens vi kæmpede for at komme ud.

Endelig kom vi alle fem ind i den store sorte bil, men vi skulle stadig komme ud på vejen forbi alle menneskerne uden, at kører nogen ned, så det gik langsomt. "Er du okay?" spurgte Harry og tog fat i min arm, for at se på såret på min arm, hvor det blødte stille ud. "Ja." svarede jeg, selvom det faktisk gjorde ret ondt. "Er du nogen, der har et plaster?" spurgte han mændene i bilen, idet jeg kom i tanke om Liam og ringede ham op. "Undskyld, jeg tror vi lige blev... mobbed?" sagde jeg og så spørgende på Harry, som hurtigt nikkede, inden han fik fat i et plaster. "Wow, er i okay?" spurgte Liam bekymret. "Ja, eller jeg har fået et lille sår. Det ligner lidt et du vidst også fik engang?" sagde jeg usikkert. "Stalker.." svarede han tilbage, hvilket betød jeg havde ret. "Hey, jeg er jo directioner ikke?" Harry gav mig et plaster på og klappede blidt med to fingre på det, for at tjekke det sad fast. "Jo." grinede Liam. "Men hvad var det du ville?" spurgte jeg, hvilket gjorde at jeg slog mig i hovedet. Fuck, hvor er du dum Emma! "Hvor er Signe?" spurgte han. "Øhm, øhm, hun... Øhm.." stammede jeg. "Emma, hvor er Signe?" gentog han hårdere "Hun er taget hjem!" udbrød jeg skingert. "Hvad?!" Han var tæt på at råbe. "Hvorfor?" "Hun skulle... Hjem?.." svarede jeg usikkert. "Uden at sige farvel?" Jeg bed mig hårdt i læben, over at høre hvor ked at et han lød. "Vi ville ikke såre dig. Vi mente det var det bedste. Nu kan du glemme hende." Han svarede ikke. "Liam?.." Stadig intet svar. "Jeg vidste at det aldrig ville gå. I ville bare begge blive såret. Signe har hendes karriere og har ikke tid til en kæreste. Specielt ikke en der bor helt i London. Det ville aldrig gå, Liam." Jeg sank langsomt. "Er du.. Dorelsket i hende?" spurgte jeg så usikkerheden var tydelig i min stemme." Endelig svarede han: "Nej, jeg kan bare godt lide hende.. Ikke kun fordi hun er en sød pige, men fordi... Når jeg var sammen med hende, var det som om jeg glemte Danielle i noget tid." Det var som om mit hjerte gik i stykker. "Jeg ved godt det ikke gik så godt for os, men jeg elsker hende stadig.." "Hun vil altid have en speciel plads i dit hjerte. Hun var din første rigtig forelskelse. Det vil hun altid være." sagde jeg. Han sukkede. "Skal jeg sende dig Signes nummer, så du kan ringe til hende, inden hun tager afsted?" Klasse drejning, Emma. Han gav et kort grin fra sig: "Jo tak."

----------------------------------------------------------
Finallyyyyyyyyyyy!
Undskyld, det har taget så lang tid. Jeg har bare haft endnu en skriveblokering (dem har jeg mange af), men nu hvor jeg er oppe ved min farfar og farmor og keder mig kan jeg endelig skrive, på trods af deres dårlige internet.

But get exiiited, der skal nk snart ske noget mere med Hamma (lol) :-D

- MoohTommo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...