Changed - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 mar. 2013
  • Opdateret: 24 apr. 2013
  • Status: Igang
Jessica Styles lever livet, hun lever i nuet. Altid har hun haft problemer med andre omrking hende - hvis ikke at nævne hendes storebror Harry Styles. Problemerne vokser ikke mindst også, da hun møder en enormt tiltrækkende fyr, der straks fanger hendes opmærksomhed. Efter at have været sammen med ham, til en fest, og hoppet i kassen med ham bagefter, forrtyder hun ikke, at have rørt ham og elsket med ham. Harry ser ham dog ikke som den rette fangst for hende - det er nemlig en af hans bedste venner, Zayn Malik. Men hvad siger Jessica til, at Harry er utilfreds, og hvad med Zayn? Lad dramaet begynde -

14Likes
10Kommentarer
1862Visninger
AA

9. Tonight I'm Getting Over You Pt.1

Tonight I’m Getting Over You

Men hvad der efterfølgende skete, var ikke spændende. Derfor valgte jeg, at skride op på Zayns lejlighed. Jeg tog små skridt, det ene efterfulgt af det andet, indtil jeg nåede døren til trapperne. Men da jeg hørte Zayn rasende råbe mit navn tøvede jeg ikke, og spænede mod elevatoren. Dørene lukkede lige i det sekund, hans ansigt dukkede op få meter fra mig. Hans fodtrin var tydelige, han løb. Han havde taget trapperne op til sin etage. Jeg kunne ikke komme udenom, han ville snakke med mig. Men hvad havde han tænkt sig at sige? Jeg var ikke én man kunne holde fast i, for ikke at nævne, at man heller ikke skulle holde fast i. Så nem var jeg ikke, og det blev jeg aldrig. Jeg levede i nuet, og det kunne han ikke ændre på. Han kunne ikke ændre en skid. Hverken ved mig eller noget andet. Man kunne ikke ændre mig, ingen skulle pille ved mig, for at ændre min personlighed. Om jeg så var en bitch, så var det sådan jeg var. Hvis det var sådan, folk så mig, så var de velkommen til at glo alt det det ville. Kiss my ass!

Jeg havde flået døren op, følt ham lige bag mig. "Du skal gøre alting til sådan et stort nummer, hva?" Råbte han højt af mig. Ingen skulle råbe af mig, og slet ikke ham. "WOW Zayn..!" Sukkede jeg i en hård tone, og lod ham følge mig med øjnene mens jeg gik gennem rummet. Mine tanker kørte rundt, dybt frustrede og vrede. Nathalie - some shit - og Harry..? Zayn? Men det, som gik mig allermest på, var at Zayn kendte sandheden. Han var klar over, at de HAVDE haft noget. Hvorfor havde han ikke brugt den før? Det var så åndsvagt og dumt af ham, han havde ødelagt det for sig selv. Jeg var så pisseligegyldig for ham, som han var for mig. Det var simpelt, det hele handlede om to ting, lyst og behov. Jeg standsede brat, vendte rundt, mødte hans øjne i et blik der mindede om et stormvejr. Hans øjne lynede, de var kulsorte og prøvede at rive mig ned. "Jeg gider ikke drama!" Råbte han, så man kunne se hans brystmuskler spændets under den tætsiddende, hvide T-shirt. Han spændte hånden, holdt den vredt langs sin side, parat til hvad som helst. Hans temperament var voldsomt, men jeg var ikke bange for ham. Han kunne ikke gøre mig noget, konsekvenserne for det mindste blå mærke ville ramme ham så hårdt. Han havde ikke råd til det, Harry ville forbyde ham bare at kigge på mig. Men Zayn ville ikke røre mig, selvom han var rasende. Han var klog nok til at tænke det igennem før han satte en finger på mig. "Så lad være at starte det!" Skreg jeg igen. Idiot..! Han gik mod mig i et lille skridt, med et andet efterfølgende. Han ville snart være så tæt på, at hans nærvær ville give mig kvalme. Han fortsatte. ”Hvad tror du, du laver?” Råbte jeg af ham, mens hans fødder stadig flyttede sig tættere på. Han skulle til at lægge sin hænd på min skulder, men jeg slog den væk. ”Du skal ikke røre mig!” Skulede jeg vredt til ham, og mærkede varmen sprede sig, da hånden alligevel lå på min skulder. ”Hold dig fra mig Zayn!” Råbte jeg hårdere af ham, og så hvordan mine ord havde effekt på ham. De blæste ham bagud, tvang ham et skridt tilbage. ”Det her er ikke vores diskussion!” Prøvede han, men mit temperament var trappet for højt op. ”Ikke vores diskussion?” Vrissede jeg af ham, og hans ansigt blev mindre hårdt, og mere mildt. ”Det er vores mod Harry..” Han prøvede at undgå diskussionen med mig, men han vidste at det var forgæves. Jeg var stædig, og der var intet at stille op. Han kunne håbe, men det ville ikke ændre min mening. Jeg gik ud af stuen, hen langs hans gang. Han fulgte hver en bevægelse, hans kropsvarme kunne mærkes i min ryg. Jeg stoppede op inde på soveværelset, lod stilheden vare indtil det irriterede ham grænseløst. Kald mig en bitch, men jeg morede mig over det. ”Ved du hvad der går mig mest på?” Sagde jeg i en hård, hvæsende tone, og nød hans ansigt, der så forvirret samt skræmt på mig. Hans øjne var mørke, ikke til at læse. Han var så mystisk. Zayn havde altid været mystisk og speciel, sexet og forførende, skræmmende og interessant. Det gik mig på. Men det var ikke min pointe. Eller i en hvis grad, jo. Min pointe var, at han vidste langt mere end jeg anede. Hans måde at gemme åndsvage detaljer, han var mystisk! Men han burde ikke være så mystisk, han burde ikke kunne gå mig på, gøre mig interesseret! Det var forkert, hans effekt på mig var forkert, han var for meget. ”Det der går mig allermest på –” Gentog jeg, ”- er den måde du forsøger at holde alt fra mig. Du er så fuld af løgn!” Jeg fik sagt det hele i en iskold tone, men råbte det sidste af mine lungers kraft. Det her var sindssygt! Han skulle ikke få mig op at køre sådan her! Han var ligegyldig, han var så ligegyldig! Måden han rystede på hovedet, og næsten så trist på mig, var til at brække sig over, men alligevel gav den mig lysten til tilgivelse. Hvem var jeg? Han tog et skridt mod mig. Endnu et. For hvert han tog, tog jeg et i den anden retning. Jeg stod med ryggen mod væggen, jeg var klar over, at den ikke var langt fra, jeg ville ramme den når som helst. Min ryg ramte den kolde flade, og en smerte bredte sig i rygraden. Hans hænder var placeret mod den hvide væg på hver sin side, af mit hoved. Hans arme var spændt i øjenhøjde. Lysten til at smile ham et kækt smil var der, men det ville pisse ham så meget af. Han ville ikke kunne røre mig, men jeg ville godt set hans reaktionsevne - hvor langt den holdt. Hvor meget skulle der til, før han kunne finde på at såre mig? Hans temperament var langt anderledes end andres, han kunne ikke holde til presset. Han tænkte ikke klart med tankerne fyldt med fortvivlelse og vrede. ”Holder alt fra dig?” Råbte han gentagende. Han bøjede armene nok til at stå alt for tæt. Jeg vred mig kort, men mærkede hans arme om mine skuldre i et hårdt greb. ”Hvad sker der?” Råbte han, som om han ikke udmærket var klar over det? Kom igen med et mere relevant spørgsmål! ”Har du glemt hvordan det føltes at smile?” Hans ånde, der var varm mod mit ansigt var som gift. Det gjorde mine knæ bløde, som kunne de falde under mig når som helst. Hans øjne borede sig ind i mine, hårde men bløde. ”Hvem er du?” Spurgte han i en mere fornuftig tone. ”Du kan ikke ændre mig Zayn, du skal lade mig være!” Hvæsede jeg lavt og advarende. ”Har du fuldstændig glemt det hele? At leve? At grine?” Han snakkede udenom, han tog sig ikke af min stædighed, han var pisseligeglad med mine behov. ”Nok er jeg stædig, men jeg har i det mindste et liv der er spændende nok til at følge! Det er ikke så lamt, at jeg skal styre en andens!” Råbte jeg hentydende af ham, og vred mig fra hans greb. Vredt, rev jeg døren op til altanen, og så Zayns hånd på ruden, der smækkede den i med alle kræfter. Han kunne rende mig! Han skulle ikke snakke sådan der til mig. Han skulle ikke råbe af mig. Det kolde betongulv fik min krop til at skælve. Vinden susede om ørene, den tog godt fat om min T-shirt. Der var koldt i skyggen. Jeg så ud over altanen, udsigten var utrolig. Man kunne se så langt, ud over de smukkeste bygninger. Horisonten afslørede den evige skønhed, der aldrig ville ende. ”Du er så fucking langt ude!” Lød det skarpt fra en ligegyldig stemme. Han rev hårdt døren i igen, og stod så tæt mod ruden, at hans ånde kunne ses derpå. Jeg trådte et skridt tættere på, det var mere trygt med en mur imellem os. Hans hårde øjne så ind i mine, som på dette tidspunkt var smalle og skulede med al min magt på ham.

Hans øjne var holdt mod min hånd, der lukkede døren efter mig. Hans opmærksomhed var vendt mod mig, hans øjne søgte mine, men jeg kunne mærke vreden udvikle sig, og han skulle ikke få æren at se det. Jeg gik med frustrerede skridt gennem lejligheden, hørte ham et stykke efter mig. ”Lad være!” Bad han så. Han kunne ikke ændre min mening! Han greb om min overarm, og jeg lod ham standse mig. ”Bliv!” Hans stemme var lille, men dominerende. ”Bliv her! Det hele kan blive anderledes!” Pev han. ”Du kan ikke ændre mig Zayn” Hvæsede jeg, og med de ord, forlod jeg hans lejlighed.

Jeg sad plantet på trappen. Døren til drengenes fælles etage var ligefremme. Lysten til at gå derind var stor, men jeg kunne ikke. Jeg var svag. JEG HADEDE DET! Jeg skulle ikke være svag, aldrig i livet! Tanken om, at Harry var på den anden side, var skræmmende, men magtfuldt. Jeg tørrede en enkel tåre væk. Jeg havde grædt. Min vrede udviklede sig følelsesmæssigt, hvilket var farligt at vise. Zayn skulle ikke vide noget. Ingen skulle vide noget. Vi havde intet, vi havde aldrig haft noget. Han var ikke min. Jeg var ikke hans. Vi hørte ikke sammen, og det ville vi heller aldrig. Der var ingen magi. Der var ingen følelser.

En knirken fra en dør gik op, og jeg tørrede chorkeret og hurtigt tårerne væk. Zayns hurtige fodtrin lød. Jeg holdt vejret, men vidste at det ikke hjalp. Han ville finde mig. Jeg kiggede op, bad til, mine øjne ikke var røde. Jeg trak vejret dybt, men lysløst. Jeg mærkede gelænderet hårdt i ryggen, som jeg sad lænet op af. Hans fodtrin var tæt ved, han havde muligvis allerede set mig. Var han kommet for at finde mig? Han kunne godt spare sig! Men da jeg så hans fod over mig, vidste jeg, at der var ingen vej udenom. På det næste trin satte han den anden fod, og sådan fortsatte det indtal han stof for enden af trappen, og satte sig, og lænede sig op af muren. "Lad være.. Please..!" Bad han. Jeg skulle til at rejse mig, men han tog fat om mit håndled, holdt mig nede. "Du må ikke gå.." Hans stemme var stille, men dominerende. "Du må ikke gå derind..!" Han tog min hånd, klemte den. Jeg prøvede at trække den til mig, men var ikke stærk nok. "Hvis du går derind, forbyder Harry alt imellem os! Please..!" Jeg kunne mærke mit hjerte banke hårdere, vreden stige. "Præcis, jeg går med GLÆDE derind!" Sagde jeg koldt, og trak min hånd til mig, og rejste mig. Det gav et sæt i ham, men han stod foran mig, hans øjne prøvede desperat at fange mine, få mig til at knække. Han tog fat om mine håndled. "Slip mig Zayn!" Men han slap ikke. "Slip, eller jeg skriger!" Han slap, for hans eget bedste. Han var godt klar over, det nok var det smartestes, efter mit nummer sidste gang. "Please lad være.. Jess please!" Hans øjne borede sig ind i mine, de brændte, de bad. Allermest bad de om tilgivelse, men han havde ikke nævnt de gyldne ord. Jeg trykkede mine hænder mod hans bryst, skubbede ham væk fra mig, vendte rundt, og gik få skridt, inden jeg mødte elevatoren. "Please!" Råbte han med stemmen fyldt med gråd. Jeg kunne knække hvert øjeblik.. Jeg skyndte mig ind, han skulle ikke se mig græde, slet ikke ham. Han spærrede for dørene, så de ikke kunne lukke. Hans øjne var svagt røde, et frygteligt syn. Tårerne pressede sig på. "Stop!.. For os?" Han maste sig halvt ind, stod helt ødelagt, hans ansigt var ikke det smukke, som jeg kendte. "Der er intet Zayn..." Hviskede jeg. "Der er intet os.." Hviskende jeg lavere, men han hørte det tydeligere end noget andet. Jeg gik hen, skubbede let til ham, så dørene endelig lukkede, og jeg faldt sammen på elevatorgulvet.

 

Jeg kunne ikke se Harry i øjnene, han ville gennemskue det hele, hver detalje. Jeg trykkede på den etage, jeg kendte så godt. Da jeg trådte ud, duftede det allerede af hans parfume. Den var pyntet præcis som den plejede, som den beskrev hans personlighed. Jeg rettede på mit hår, og tog små usikre skridt mod stuen. Han kom til stede, så langt væk, samt så tæt på. Få meters afstand imellem os, fik tårerne til at trille ned af kinderne. "Hey..! Hvad er der sket?" Spurgte han roligt og bekymret. Han gik mod mig med åbne arme, min krop skælvede efter hvert skridt. Jeg følte alt indeni, var is. Alt var frosset, alt var dødt. Det var koldt, min ånde var kølig, og afslørede en kold sky der forlod min mund. Hans arme var pludselig om mig, omsorgsfulde og varme. Jeg begravede mit ansigt i hans trøje, min hånd på hans bryst. Jeg holdt fat i trøjen, knugrede den ind til mig mens tårerne fortsatte ned i lige linjer. ”Hey..! Jeg er her!” Trøstede den kraftige irisk accent. Hans berøringer hjalp mod min skælvende krop, han fik min til at slappe af. Han kørte sin hånd gennem mit hår.

 

- Tonight I'm Getting Over You - Carly Rae Jepsen

*** Hey! Tusind tak alle søde læsere! Til jer der er forvirrede over hvem "Nathalie" er, så skal I læse min anden movella: "You Make Me - One Direction" Så får I det med :)

I må selvfølgelig gerne like den, favorite, eller skrive en kommentar, både positivt og negativt! Kys til jer!***

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...