Changed - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 mar. 2013
  • Opdateret: 24 apr. 2013
  • Status: Igang
Jessica Styles lever livet, hun lever i nuet. Altid har hun haft problemer med andre omrking hende - hvis ikke at nævne hendes storebror Harry Styles. Problemerne vokser ikke mindst også, da hun møder en enormt tiltrækkende fyr, der straks fanger hendes opmærksomhed. Efter at have været sammen med ham, til en fest, og hoppet i kassen med ham bagefter, forrtyder hun ikke, at have rørt ham og elsket med ham. Harry ser ham dog ikke som den rette fangst for hende - det er nemlig en af hans bedste venner, Zayn Malik. Men hvad siger Jessica til, at Harry er utilfreds, og hvad med Zayn? Lad dramaet begynde -

14Likes
10Kommentarer
1848Visninger
AA

11. Stay

Stay

ZAYNS SYNSVINKEL: Døren smækkede, der lød en skramlen, og ind kom Harry med Jessica på slæb. Mine øjne blev spærret op ved synet af hende. En blanding af sorg og vrede boblede i min krop. Hvad havde hun lavet? ”Kom nu..!” Lød det opgivende fra Harry, og han skubbede hende ind gennem lejligheden, og placerede hende i sofaen. Hun ignorerede alle blikke, så væk. Hvorfor var hun sådan? Så interessant samt så speciel? Hun havde den vildeste effekt på mig, og jeg håbede at bare noget af den var gengældt. ”Snak!” Harrys stemme var kold, hans nakke var spændt. Hun himlede med øjnene. I løbet af ingen tid, sad hun med en smøg i den ene hånd, og en lighter i den anden. ”Ikke indenfor..” Mumlede Niall, han hadede lugten af det. Flammen blussede op, og hun tændte sin smøg. Jeg spændte musklerne i armene, videre ud i knoerne, vidste at jeg kunne bryde ud i vrede hvert øjeblik. Der var ingen tvivl – det ville jeg. ”Gider du forklare din handling?” Harry var helt oppe i det røde flet. Han havde været virkelig bekymret. Syg af bekymring. Han lignede en der kunne skide i bukserne. Hans reaktion, da det gik op for os, at hun ikke var der, havde været skræmmende. Hans hænder havde rystet, hans øjne tomme. Straks havde han beskyldt mig. Jeg forstod godt hans valg, men selvfølgelig synes jeg, at det var urimeligt. Men det, som undrede mig allermest, var at hun ikke var gået ned og forbudt mig se hende. Hun havde ikke snakket med ham. I stedet var hun taget ned til Niall. Hun havde grædt på grund af mig overfor Niall. Det var noget jeg aldrig havde troet ville ske. Men det gav et stik i hjertet, min krop rystede svagt, men jeg måtte ignorere det. Jeg fortjente ikke hendes tårer, og det vidste hun godt. Men bare fordi, at jeg var en idiot, skulle hun ikke hoppe på den næste spade! Det var det eneste jeg havde at sige i situationen. Dog vidste jeg, at hun ikke ville lytte. For hende, var jeg en bedrager. Jeg ville bare ønske, at hun ville glemme det, tilgive. Men jeg frygtede det værste, og håbede på det bedste. Bare at hun ville blive, så ville jeg vinde hende tilbage hver eneste dag, hvis det var det, som der skulle til. Så længe at hun blev, det var det eneste jeg bad om. Jeg kunne ikke undvære hende, lige meget hvor dumt det så lød. ”Er der noget at forklare?” Svarede hun næsvist, og så ned på sine foldede hænder. ”Du kan ikke bare tage ud, og drikke dig stiv, og tage med en tilfældig fyr hjem!” Råbte Harry, og fik mig til at spjætte. Tage med en tilfældig fyr hjem? Havde hun tænkt sig at…? Det kunne hun ikke mene! Hun pustede røg ud gennem munden, og så snobbet på mig. Hun skulle droppe den attitude! Jeg så ned på hendes smøg, og mærkede usikkerheden brede sige. Det var ikke bare en cigaret. Det var en joint. I et snuptag, greb jeg den, og holdt den ved min side. ”Hvad fuck er det her?” Mit råb var voldsomt, det havde skræmt hende, hvis ikke hun havde været så fuld. ”Zayn!” Skreg hun i en falsk tone. ”Kom med den!” Hun prøvede at rejse sig, men Harry havde lagt mærke til alvoren i mit ansigt, og holdt hende nede. Hun kæmpede, men det hjalp intet. ”Du drikker dig stiv, tager stoffer – er der andet vi skal vide?!” Jeg råbte virkelig højt af hende, og så hende mørke øjne. Jeg kastede hendes joint ud af vinduet, og ønskede, at jeg kunne snakke med hende, fordi denne opførsel, kunne jeg ikke acceptere.

Men jeg forstod det ikke. Hvorfor var hun sådan? Hvad havde jeg gjort? Det havde startet med en diskussion med Harry, men den var endt mod mig. Jeg forstod det ikke..? Hun havde grædt, hun havde råbt. Hun havde sagt, at vi intet havde. Hvad mente hun? Det gav ingen mening! Jeg forstod ikke hvorfor, hun havde flippet ud. Jeg forstod ikke hvorfor hun var så ked af det. Var jeg den eneste, der ikke kunne se det? ”Vi skal snakke!” Min stemme var kold. ”Under fire øjne!” Endnu koldere.

”Gider du forklare?!” Halvråbte jeg, da jeg fik hevet hende til side, helt ud på gangen. Hun stod og svajede, holdt sig til væggen. Hendes balance var helt ude at sejle. Hendes ånde stank for groft af alkohol, og nu stoffer. Var det første gang? Var hun afhængig af dem? ”Tror du selv, jeg gider tale med dig?” Hvæsede hun af mig, og lignede en der kunne brække sig. Over mig eller pga. druk, vidste jeg ikke. Hun så forfærdelig ud. ”Var det dig, der sendte dem efter mig?” Spurgte hun interesseret, men prøvede at undgå mig. ”Harry var dødbekymret! Tror du ikke vi andre også var det? Eller den følelse kender du måske ikke? Du tænker kun på dig selv!” Jeg fortrød straks mine ord. Det sårede hende. Hvorfor var jeg sådan?! Idiot Zayn.. IDIOT! Hun skubbede hårdt mod mit bryst inden hun vendte ansigtet væk, på vej mod døren til trapperne. ”Nej stop!” Løb jeg efter hende. Hvor var jeg åndssvag! Hvad tænkte jeg på? Jeg greb hendes arm lige inden hun smuttede gennem døren. Jeg fik drejet hende tilbage, hun stod så tæt med front mod mig. Det var dér, det slog mig. Hun græd. Hendes hænder fór op, prøvede at gemme ansigtet, men det var for sent. ”Lad mig være!” Med stemmen fyldt med gråd, knækkede den over og hun brød sammen. Hun prøvede at kæmpe sig ud af mit greb, men jeg var i chock, og gav ikke en muskel. Sorte streger løb ned af kinderne, der burde være svagt røde, ikke fyldt med tårer. Hun vendte rundt i mine arme, hamrede hænderne ind i muren. Begge hænder gemte ansigtet. ”Jeg mente det ikke! Det var forkert! Undskyld!” Jeg kæmpede med at fjerne hendes hænder – uden held. ”Du skal bare fucke ad helvedes til!” Hviskede hun med sammenbidte tænder. Det gav et stik i hjertet, der ikke var til at beskrive. Jeg følte, jeg blev kvalt i mine egne ord, jeg var mundlam. Uden nogen ordre, gav jeg slip om hende, tog et skridt tilbage, og lod mit blik hvile på hendes skælvende skuldre. Jeg slog mod væggen, dybt frustreret, og vred på mig selv. Hvorfor kunne jeg ikke styre mit temperament? Føj jeg var åndssvag..!

JESSICAS SYNSVINKEL: Jeg stirrede ud i mørket, tæppet trukket godt op under hagen. Liggende på ryggen, på drengenes sofa, kørte alle mine tanker igennem mit hoved. Zayn var en nar. Hvad bildte han sig ind? At sige, at jeg kun tænkte på mig selv? Wow han var sunket lavt..!

Men hvorfor var jeg så vred? Så ked af det? Så knust? Faktisk forstod jeg det ikke selv. Det hele var forvirrende, det kørte rundt i hovedet på mig. Rundt og rundt. Om og om igen. Jeg følte mig svagt svimmel. Hvad skete der? Zayns ansigt fløj forbi. Det var plantet på min net hinde. Hans berøringer brændte stadig på min hud, som rørte han ved mig. Jeg blev hevet ind i hans øjne, forsvandt derinde. Mærkede hans læber blide mod mine. Mine øjenlåg fløj op. Men det var ikke en drøm. Der lå han, halvt bøjet ind over mig, pressede sine læber mod mine. Skubbede sin tunge ind til min. Jeg ville løfte mine arme, men de var tungere end jeg havde regnet med. De lå som plantet i mit skød, mens jeg langsomt satte mig op. Hvad havde jeg gang i?! Stop ham! Skub ham væk! Få ham ud! Han skulle ikke røre mig, aldrig igen. Men ingenting reagerede, i stedet kyssede jeg ham igen. Man skulle tro, at jeg hadede mig selv for det, men jeg havde aldrig oplevet noget så dejligt. Alt indeni skreg efter mere. Mine hænder rørte på sig, og kørte gennem hans hår, nød hans små støn mod mine læber. Hans hænder lå om min hofte, han trak blidt i min trøje, rev den over mit hoved. Hans varme ånde, der med en dybvejrtrækning stønnede mod min hals, gjorde min lyst ubeskrivelig stor. Jeg lod ham strippe mig ned til undertøj, og langsomt ligge sig over mig. Jeg tog hans ansigt i mine hænder, mærkede hans skægstubbe kradse mod min kind, men selv det tændte mig. Jeg tog om hans buksekant, så hvordan hans ansigt fortrak sig af nydelse, da jeg bevægede mig længere ned. Et højt støn lød fra ham, og hans mund smeltede sammen om min. Jeg mærkede hvordan han prøvede at holde sine støn inde. Idiot.. Det ville han fortryde! Jeg satte tempoet op, sørgede for at han ikke sparede på nogen kræfter.

Der blev så heller ikke sparet på noget derefter. Hans desperate hænder lå overalt på min krop. Han sørgede for at få kontrollen, men det var ikke så let som han troede. Dog havde han fået mig med. Jeg havde hoppet alt for tideligt med på toget. Hvorfor var det så let for ham? I løbet af ingen tid, havde han revet alt mit tøj af, trængt op i mig, og svedte på min krop. Hvordan kunne han det? Det var som om, jeg glemte alt, når han var i nærheden. Glemte min aftale, om at holde mig fra ham, men i stedet havde vi sex?! Jeg var alt for nem..! Jeg vidste, at jeg ville fortryde. Fortryde hver en berøring. Men jeg fortrød intet endnu. Alt føltes velfortjent. Det var meget mere end bare ”dejligt”. Jeg nød det. Det hele. Hvordan var det muligt, at elske en, man havde lyst til at skubbe væk, og for ingen grund overhovedet? Jeg forstod det ikke. Jeg forstod ikke mig selv. Jeg forvirrede mig selv. Det der gav heller ingen mening.. Eller det.. Wow jeg måtte være forvirrende at høre på!

Jeg mærkede hans læber lægge sig på min hals, kysse den blidt. Han begyndte at suge, og efterlod helt klart sugemærker. Så ville drengene vide hvad der var sket.. Eller ville de tro, at det var fra festen? Gad vide om jeg også havde nogle derfra..? Hans hænder greb fat om min hofte, hev mig ind til ham. Jeg lod et gisp slippe fra mine læber, både af smerte og nydelse, da han satte tempoet kraftigt op. Jeg kneb øjnene sammen, og mærkede kun hans berøringer og kys. Men der heller ikke noget andet, jeg hellere ville.

Duften af bacon, bredte sig. Det gik op for mig, at det var virkelighed, da den bevægede sig længere om i mine næsebor.

Gross.. Men sådan var det!

”Jess?” Det var Niall. Jeg kom vaklende gennem stuen, fuldt bevidst om, jeg ikke var iført noget. ”Du burde overveje noget tøj..?” Sagde han og rømmede sig. ”Spar dig, jeg er på vej.” Sagde jeg træt og muggent, og samlede tøj op fra gulvet inden jeg gik mod badeværelset og hoppede i det.

Da jeg tvang mine ben ud i køkkenet, bevidst om de frygtelige tømmermænd der truede med at kaste alle indvolde op, satte jeg mig ved bordet, med hænderne mod min pande for at holde hovedet. Der var ingen ud over Niall, men det var også nok. Hans smil var snu og ondskabsfuldt. Åh nej.. ”Var det godt?!” Grinte han, og puffede til mig. Jeg vidste den ville komme. Hvorfor havde jeg ikke set det komme? Han fniste, og blev ved at se på mig, ville tydeligvis have svar. Bare han ikke bad om detaljer. Jeg smilte svagt ned i bordet, gemte mit ansigt i mine håndflader. Wow han var pinlig. ”Ja ja..!” Sukkede jeg smilende, og mødte hans øjne da jeg løftede hovedet. De krystalblå øjne smilede tilbage, smukke og dejlige, lige til at smelte i. Hans blege kind, der så sødt viste smilehuller, så blød ud. Det blonde hår hang om hans ansigt, som han kørte sine fingre igennem. De hvide tænder blændede mig. Så smuk en irisk dreng. Han var virkelig bare en snack! Jeg kunne mærke, at jeg sad og savlede over ham, og rettede min opmærksomhed ned mod bordet igen. Han grinte. Han havde lagt mærke til det.. Damnit!

”Du ved godt, at du ikke slipper for at tale om din opførsel?!” Lød det fra Harry, der havde siddet og stirret på mig i ti minutter. Han var kommet ind i køkkenet, set mig, hevet en stol til side, boret sine øjne på min hud. De brændte sig ind i mig, det føltes så ubehageligt! Jeg ønskede bare at han ville stoppe! Det virkede for forældre agtigt, men det beskrev Harrys opførsel ret godt. Vi var sikkert det perfekte søskendepar, den ustyrlige, og den ordenlige.. Desperat, prøvede jeg at ignorere hans blik, men det var langt sværere end man skulle tro. Hans øjne fangede lidt for let min opmærksomhed, men de gjorde ondt at kigge ind i. Den grønne farve blev mørkere og mørkere. Til sidst næsten sorte. De var kolde, og gav mig kuldegysninger. Jeg vidste ikke hvordan han gjorde, men han gjorde det, og det var så ubehageligt. Som kunne hans øjne se igennem min sjæl.

Til sidst lod han sin hånd glide hen over bordet, kaste en bunke aviser i skødet på mig. Forvirret tog jeg dem op i hænderne, og mærkede tæppet blive trykket væk under mig. Den ene overskrift efter den anden. Billeder, der ikke var til at tage fejl af. #Fuld 18-årige Jessica Styles trukket hjem fra bar, af 19-årige Harry Styles# og en anden: #Hvem er denne mystiske pige i drengenes lejlighed? En kæreste? Hvem af drengene har gang i hende?# Flere lignende. Det var samme dag, samme aften de var taget, så rygtet om hvem jeg var, havde ikke været spredt godt nok. Harry havde afsløret det, så nu var det ikke længere en hemelighed. Der var billeder af Harry, der trak mig gennem de mørke gader, med en stram mine, og mit ligeglade blik, og vilde øjne, der var helt tomme. Jeg havde drukket mig tom for alt. Så var der billeder af mig på Zayns altan. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det? Selvfølgelig havde paparazzierne set mig i drengenes lejlighed. Heldigvis – for enten drengene eller mig, jeg vidste ikke for hvis fordel det var – vidste de ikke hvis altan det var, så det var vel lettende. Men det gjorde mig frygtelig vred. ”Snak nu for helvede.!” Zayn var trådt ind, han havde vidst gættet situationen. Minderne om aftnen før strømmede tilbage, tvivlen, vreden, det hele hang over mig som en sort sky. ”Jess..!” Bad Harry, da jeg vendte ryggen til dem. ”Hvad vil I høre?!” Jeg slog ud med armene, og fortrød straks, at jeg havde åbnet munden. Nu havde jeg givet det op. Jeg kunne lige så godt have serveret dem alle mine tanker på et sølvfad.

Med mit hovede.                                                                            

Med et æble i munden.

Måske ville det holde den lukket..!

Dumpap!

De stolede jo ikke på mig, de hadede min opførsel. Hvis ikke også, at de hadede mig. Men det var klart, jeg var familiens sorte får, de var flove over mig. Hvornår havde jeg sidst gjort noget rigtigt? Præcis.. Jeg huskede det heller ikke. Ikke engang hvis jeg anstrengte mig.

”Jeg fucking gider ikke det der! OM JEG ER TRÆT AF DET!” Hans greb om min arm var stramt, og han hev mig længere hen af gangen, inden han gav slip, og gav mig et skub. Hans kolde tone skræmmede mig ikke længere, og den måde han havde trykket på ordene for at bevise, at han mente dem, kunne rende mig. De mørke øjne gemte sig under hans hår der faldt ned over dem. De var kolde, og prøvede at tvinge sandheden ud af mig. Bare ærgerligt, at de ingen effekt havde på mig længere. ”Så du tror ikke, at jeg er træt af det?” Svarede jeg flabet igen, selvom det ikke engang var meningen. Men jeg fortrød ikke min hurtige respons, det fik ham i baglås i få sekunder, inden han selv svarede. ”Du drikker, ryger, er bitchy, og lige bagefter kan du sagtens gå i seng med mig.” Min næve blev knyttet, og kunne være på vej mod hans kæbe, hvis ikke han reddede sine ord i en fart! ”Jeg kan umuligt være den første! Men kan du ikke bare fortælle mig grunden? Det er det eneste jeg ber’ om!” Han kunne godt gøre det bedre.. ”Please.” Han lænede sig ind mod mig, hans læber så tæt på, så dejlige og imødekommende. Jeg stoppede ham – eller mig selv – inden hans læber rørte mine, og skubbede ham væk. Jeg så elevatoren bag ham, og gik direkte hen, og ind i den. Dørene skulle til at lukke, da hans skikkelse stak op, og kiggede mig op i ansigtet. ”Vi tager den ovenpå!” Råbte han, og løb mod trapperne. Jeg sukkede højlydt, og lod mit hoved falde tilbage mod væggen, da rystelserne startede, og jeg blev trukket op gennem bygningen.

”Hvorfor er du så ude af den? Så sur på mig?” Hans øjne var ikke længere kolde, men sårede. Hvorfor de havde skiftet så hurtigt, vidste jeg ikke. Hvordan, vidste jeg heller ikke. ”Zayn..!” Et suk slap ud gennem mine læber, mine øjne himlede, hvilket pissede ham af. ”Jeg mener det!” Lidt koldere.

”Jeg er så træt af dine løgne!” Indrømmede jeg til sidst. På dette tidspunkt, havde vi fået kørt diskussionen godt op, for ikke at snakke om at have kørt ham op. Vi havde råbt af hinanden, og det var til at blive syg i hovedet af. ”MINE løgne?” Lød den flabede stemme, og han gik et skridt tættere på. ”Zayn! Det fungerer ikke!” Hvor kom det fra? Selv mine egne tanker forvirrede mig..! ”Hør her..” Prøvede Zayn, hans temperament under kontrol. ”De sidste uger har været lange, mit arbejde kræver meget af min tid..!” Han anede ikke hvad han snakkede om! ”Vi er ikke kærester Zayn! Vi er bare venner der sover sammen!” Jeg gentog mig selv så mange gange, og hver gang blev han mere og mere ophidset. Han kunne ikke tage, at jeg snakkede sådan om ham. Eller som han kaldte det - om os.  ”Der er ingenting Zayn!” Men han greb fat om mig, og hamrede mig ind i væggen. ”Vi har haft så meget, men noget siger mig, at du ikke lægger mærke til en skid! Har du lukket øjnene de sidste måneder?” Han råbte mig lige ind i hovedet, det var det han lige præcis ikke skulle gøre, og det var han udmærket godt klar over. ”Jeg er så træt af dig, og din fucking telefon.” Sagde jeg hårdt med sammenknebne øjne, og mærkede grebet om min arm blive løsnet, og chokket i hans øjne brede sig ud i resten af kroppen. ”Og alle dine tomme løfter –” Hans øjne viste alle hans følelser, vreden boblede deri, sorgen var ikke til at gemme. ”- du holder dem jo ikke!” Han var ikke helt så lammet længere, han kom hurtigt til sig selv. ”Alle mine tomme løfter?” Igen – super flabet. Jeg mærkede ham trygge mig op af muren, hans hofter ramte mine tvang mig dér. Hver hånd på hver side af mig, holdt mig indespærret. Selv hans kropsprog viste, at han ikke gav slip på mig, sådan uden lige. ”Tomme løfter?!” Gentog han, pressede på. Men min facade knækkede. Det var det forkerte tidspunkt, helt forkerte tidspunkt! Tårerne pressede sig på. Hvorfor gjorde de det? Jeg kunne skrige! Skrige af mine lungers kraft. Eller råbe. Skubbe ham fra mig. Rive alt væk mellem os. Men jeg gjorde intet. Jeg stod forstenet op af væggen, tavs. Ikke en lyd undslap mine læber. Det eneste tegn på liv, var den første tåre der banede sig vej ned af mit ansigt. Zayns forbløffede ansigt kunne tydes nemt. Men det forhindrede ikke endnu en tåre at falde ud af øjenkrogen, og glide ned af min kind og lande på hagen. Et snøft brød stilheden, og det lod til at vække mig. Han skulle ikke se mig græde. ”Du lovede – ” Jeg gispede efter vejret. ” – Du lovede, at du ikke ville blande følelser ind i det her!” Det lod til at svække ham, hans øjne blev tomme, ansigtet ikke til at tyde.

Han tog et lille skridt bagud, stirrede tomt ud i luften. Jeg blev fanget af hans blik, hevet ind i de brune øjne, og mærkede det sidste jeg havde lyst til. Selvom jeg vidste, jeg ikke kunne ændre det, rystede jeg på hovedet, og lod som om, at sandheden aldrig var sivet ind. Som om, at den var en løgn. Den var i hvert fald lige så meget værd som en løgn.

”Det sker mand. Hun forlader mig.” Hørte jeg Zayn sige i telefonen, i værelset ved siden af. Der var gået knap en time siden, at jeg havde sagt til ham, at jeg ikke kunne mere. At hans tomme løfter, det hele.. Det fungerede jo ikke mere! Gnisten mellem os var væk. Altså, hvis den nogensinde havde været der, som han påstod.

Jeg pakkede alt fra lejligheden, der tilhørte mig. ”Hun kunne ikke mere, jeg var for indviklet at finde ud af, det hele er et fucking rod! Hun er den eneste jeg nogensinde har holdt af! Jeg har mistet det der betød mest!” Et højt bump lød, og der var ingen tvivl om hans vrede havde udløst, at han slog mod væggen. Før, var han faldt sammen, prøvede desperat at holde tårerne inde, men de flød ned af hans kinder. Jeg havde aldrig set ham sådan. Tårerne pressede sig på, som de havde gjort så lang tid, men jeg blev nød til, at holde masken. Hvis jeg brød ud i gråd nu, havde jeg tabt. Hans bedende øjne, der havde set trætte og desperate på mig, var ikke til at holde ud! Jeg sank en klump, og prøvede at holde mig stærk da jeg trådte ud af værelset. Gulvet knirkede svagt, men alligevel lagde han mærke til mig, og stod og så på mig med åben mund.

ZAYNS SYNSVINKEL: Hun havde grædt. Grædt over mig! Hendes mascara havde formet lange sorte striber ned af de perfekte kinder. Nu så hun ud som en der var itu. Hun kunne være en porselæns genstand, sådan som hun så ud. Et ødelagt porselæns genstand. Hendes hud var så bleg, al farve havde forladt hendes krop. Stregerne var tydelige, hun havde ikke engang prøvet det mindste at gemme dem væk. Hun så skrøbelig ud, som kunne hendes krop mases, ved et simpelt kys. Hendes hånd var spændt om den taske hun bar, det gav et stik i hjertet. Det var der, at Harrys ord dukkede tilbage ”Man kan ikke tale hende udenom, når hun først har besluttet sig” Nej! Det måtte ikke være sådan, der måtte være en undtagelse! ”Der findes ingen regler uden undtagelser.” Var det ikke sådan man sagde? Hun kunne ikke bare forsvinde, det skulle ikke være sådan!

”Lad være..!” Bad jeg, og følte absolut ingenting. Jeg var tom for følelser, lige ud over de følelser for hende. De hang ved og gjorde smerten ubærlig. Det var det eneste jeg følte. Men hvorfor lige de følelser frem for alle? Det her var pinefuldt nok i forvejen, min egen krop behøvede ikke også at fortælle mig, at jeg havde kvajet mig. Men den lyttede ikke engang mens jeg beklagede mig. ”Du mener det jo ikke..” Prøvede jeg igen, og gik frem mod hende. Hun tog få små, forsigtige skridt. Men da jeg nærmede mig, standsede hun. Intet skulle forhindre mig i at overtale hende til at blive. Mellemrummet mellem os blev mindre, og til sidst så lidt, at jeg kunne række min arm ud, og røre hendes kind. Hun tog et enkelt skridt i retningen væk, men jeg spærrede den. ”Jo Zayn..” Lød det fra hende med en rystende og usikker stemme. ”Jeg mener det.” Den lød lidt stærkere. Hun undgik mit blik, og så væk. ”Det kan du ikke!” Jeg kunne mærke vreden brede sig, det var ikke rigtigt, det var ikke den rigtige beslutning. Jeg lænede mig ind over hende, så hendes skræmte øjne. Igen holdt jeg mine hænder på hver side af hende, hvilende op af muren. Vores kroppe var så tætte, hvis ikke situationen var så stram, havde vi været endnu tættere. Tanken om vores kroppes sammenkomst, der ikke ville ske igen hvis jeg lod hende gå, var ikke til at bære. Det gjorde ondt, helt indeni. Udenpå virkede jeg sikkert cool, men indeni var jeg i stykker, itu. Hvis bare hun vidste hvad jeg følte..! Hvis bare..

Hun rykkede på sig, prøvede at komme væk. Hun skulle ikke forsvinde nu, så hun forblev i min favn. Hendes hår hang ned over hendes skuldre, rodet men frækt. Hendes grønne øjne lyste op, hendes læber kiggede imødekommende på mig, og trangen til at bukke mig ned og kysse dem var frygtelig stor. Men jeg vidste hun ikke ville godkende det. ”Lad mig gå..” Hun holdt vejret, undgik stadigvæk mit blik og kæmpede svagt. Men hun havde ikke kræfterne til det. Hun var kvæstet, hun var træt. Om det var af mig, eller bare i det hele taget var jeg ikke sikker på, men jeg var helt klart indblandet. ”.. Zayn flyt dig!” Hendes stemme var hård men skrøbelig, hendes tænder sammenbidt. Jeg maste min hofte mod hendes, så hvordan hendes ansigt så smertefuldt op på mig, da hun blev hamret ind i væggen. Jeg bandede for mig selv. Hun skulle ikke komme i mere smerte end hun var i forvejen, det kunne jeg ikke tillade. Men alligevel var jeg den skyldige. ”Zayn..” Bad hun, sukkede, og hendes øjne mødte mine. Et sug gik igennem min mave, mit hjerte bankede af sted, jeg gispede efter vejret. ”Kan du huske mine tomme løfter, du snakkede om?” Jeg snakkede udenom, min stemme rystende. Hendes ansigt var ikke til at læse. Om det var forvirret, såret, uinteresseret eller bare ligeglad med mig, alt og alle, anede jeg ikke. Hun svarede ikke, og lod stilheden brede sig. ”Du har selv et..” Min stemme knækkede over, og jeg var ikke stærk længere. Jeg bed mig i læben, bange for at tårerne ville vælte ud af min øjenkrog. Hendes ansigt var stadig ikke til at læse, så hun tvang mig til at fortsætte. ”Du lovede – ” Jeg blev nødt til at trække vejret endnu engang. ”- Du lovede at du aldrig ville forlade mig..!” Jeg mærkede mine arme falde, og lande langs min side, mit indre brænde af smerte, men samtidig helt følelsesløst. Det var det værste ved det hele.

Vi stod længe, kolde som sten, virkede sikkert ligeså følelsesløse, men indeni mig kørte alt rundt, brændende. Hun slap ud af mit greb, gemte ansigtet i sit hår da hun gik. Hun rev tasken med, der lå på sengen, og fór en af gangen. Mit hjerte pumpede der ud af. Det var slut. Færdig. Jeg kom til mig selv, og løb efter hende. Jeg greb hendes håndled få meter fra døren, som ville føre ud til gangen, til elevatoren, så omverdenen, og hun ville være tabt.

”Stop.” Lød det fra en stærk stemme, men i et normalt tonefald. ”Stop..” Lød det så, lidt svagere. Uden den mindste selvkontrol gav jeg slip, og så hende forlade lejligheden og smække døren. Jeg stod og stirrede på døren, som ville jeg ikke tro det. Ekkoet fra den kraftige lyd hang stadig i luften, blæste sindet ud af mig. En lyd, i en blanding af vrede og sorg slap fra mine læber, og jeg bøjede mig svagt, maste mit hoved med albuerne. Mine arme var om mit hoved, neglene pressede sig ind i kødet i nakken. Smerten bredte sig, men det var ingenting i forhold til alle de andre følelser der flød gennem min krop.

Jeg vågnede fra mine egne beklagelser, det var ikke mig det handlede om, jeg skulle ikke have ondt af mig selv. Jeg tog nogle lange skridt, og endte henne ved døren. Jeg rev den op, og fandt til min overraskelse en smuk ung pige stå lige bag den. Langsomt rettede hun hovedet op, hendes øjne mødte mine. ”Jessica” hviskede jeg så lavt, som det nu var muligt.

- Stay - Rihanna ft. Mikky Ekko

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...