Demon`s Curse (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 mar. 2013
  • Opdateret: 14 nov. 2013
  • Status: Færdig
Ever er ikke helt normal. Hun er halv dæmon! Det er svært for den forældre løse 15 åri pige at klare sig i den normale verden, for inden i kæmper hun for at holde de onskabs fulde dæmoner ude. Hun har også evner, men jo flere af hendes evner hun bruger, jo mere dæmon bliver hun. Men det er fristende. Især når Xavier dukker op på hendes skole og hun bliver helt fortabt i ham......

5Likes
8Kommentarer
857Visninger
AA

6. Stævnemødet ♥

Jeg var på vej ud i køkkenet, for at spørge Elisabeth om vi ikke kunne spise tidligt i dag. Hun kiggede mistænksomt på mig, og spurte hvorfor. "Jeg skal mødes med nogle af mine veninder",  løj jeg. Jeg var efterhånden god til at lyve.

Jeg kunne tydeligt se, at hun ikke købte den. "Hvornår skal du det?". "Efter maden", svarede jeg. "Hvor lang tid havde du tænkt dig at være sammen med dem?", spurgte hun. "Til omkring 1 tiden", sagde jeg, mens jeg nervøst pillede ved min T-shirt. "Du ved godt at jeg ikke bryder mig om, at du er så sent ude", sagde hun. "Desuden, så er der mange røvere ude på denne her tid".  Jeg begyndte så småt at blive vred. Helt ærligt, måske på en vinter dag, men nu? Midt om sommeren? Der var helt lyst udenfor, og skulle der alligevel gemme en røver, eller en hjemløs der ville gøre mig fortræd, så var der mange folk ude i det 17 graders vejr, der ville kunne høre mig.

"Jeg er altså fyldt 16", sagde jeg kampklar. "Næste år skal jeg begynde på efter skole, så kan i for en gangs skyld ikke lad mig føle mig som en 16 år?". "Hør nu her, jeg vil bare beskytte dig", sagde hun. "Og uanset om du vil det eller ej, så bestemmer jeg over dig, indtil du fylder 18". Jeg var efter hånden godt rasende. "Okay, hør hvad vi gør, jeg ringer til alle de veninder du skulle være sammen med, og så kan i være sammen her, okay?"

Hun gik hen mod hjemmetelefonen. "Nej, vent, det må du ikke!", sagde jeg lidt for hurtigt. "Hvorfor ikke?". Shit. Hvad skulle jeg nu sige? "Ever, hvorfor må jeg ikke det", gentog hun lidt skarpere. Det her var ikke godt. Hvad skulle jeg gøre? Jeg ville bare med til det stævnemøde. Det næste der skete, er jeg ikke stolt af. Hvis det stod til mig, så skulle i ikke høre det her. Men ingen kan ændre på fortiden.

"Må jeg ikke nok komme ud?", spurgte jeg. Jeg kunne ligefrem selv høre min indre Mørke og Kaos, juble af fryd over  at blive brugt igen. "Pleease", bliv jeg ved. Et øjeblik så hun tom ud, men så sagde hun skarpt "Nej, jeg vil ikke have at du er ude ude så sent". Det gjorde mig vred, Seriøst! Hun skulle da bestemt ikke bestemme over mig. Jeg var 16 år, og måtte ikke være ude over 12? "Du vil lade mig gå ud, ik?", sagde jeg sukkersødt. Hun kiggede mærkeligt på mig, hvilket betød at hun ikke var under min fulde magt. "Jeg skal nok passe på, og du stoler selvfølgelig på mig, ikke også?" Hun nikkede nærmest umærkeligt. "Vi spiser tidligt i dag og så tager jeg ud, og jeg må blive lige så længe jeg vil, har jeg ikke ret?", Spurgte jeg. Jeg vidste godt at mine øjne var lige så sorte som et sort hul, og at jeg lige som det, sugede Elisabeth dybere og dybere ned.

Hun så fjern ud i blikket, og jeg vidste at hun lige nu var under min kontrol. Sved perlerne dryppede ned fra min pande. Det var virkelig hårdt at holde hende fast, men jeg måtte være sikker. "Ikke også?" Min stemme lød skarp og fængslende. "Jo, selvfølgelig", sagde hun endelig. Jeg pustede ud, og gav slip. Hendes øjne blev langsomt mere klare. Til sidst blinkede hun et par gange, og så var hun fri. Jeg trådte et par skridt baglæns. Alting drejede rundt. "Er du okay", lyd en stemme. Stemmen blev mere og mere fjern. Noget, eller nogen ruskede i mig. Jeg blinkede et par gange med øjnene,  prøvede at fokusere. Det første jeg lagde mærke til, var at jeg lå ned. Jeg satte mig stille op. "Du må hellere lægge dig ned igen", sagde Elisabeth. "Hvad skete der?" Spurgte jeg fortumlet. "Du besvimede". Pludselig væltede det hele ned over mig. Jeg havde brugt mine evner, til at få lov til at tage med til Xavier og Kates møde.

"Jeg tror jeg besvimede på grund af vandmangel", Løj  jeg. "Jeg har næsten ikke drukket noget hele dagen". "Jeg henter lige et glas", sagde Elisabeth."Okay", sagde jeg, og nikkede. Hun gik ud af værelset, og kom to minutter senere ind, med et glas vand. "Vi spiser om 5 minutter", sagde hun og gik ud af værelset igen. Så snart hun var gået, havde jeg tørstig kastet mig over vandet. Selvom det bare havde været en løgn, så var jeg faktisk meget tørstig. Da jeg havde drukket det hele, rejste jeg mig langsomt op. Jeg var meget træt, men udover det, så havde jeg det nogenlunde. "Der er mad!", hørte jeg Elisabeth råbe. "Jeg kommer!" Råbte jeg tilbage. Jeg gik ud, og spiste aftensmad. Hans, min plejefar, var taget på overarbejde, og havde ikke været hjemme hele dagen. Han kom først i morgen. Efter maden sagde jeg tak for mad, og gik ind på værelset. Grunden til at jeg gerne ville have vi skulle spise tidligt, var at det for det første tog en time at køre hen til blomsterparken. For det andet ville jeg gerne gøre mig lækker, i det tilfælde jeg blev opdaget. Selvom det nu var meningen at jeg ikke skulle opdages. Jeg begyndte at gå hen mod bus stoppestedet, mens jeg tænkte på hvad der ville ske. Jeg ville aldrig have gættet at det skulle blive min sidste dag...

***

Da jeg kom hen til blomster parken, stod jeg lidt og trippede. Jeg vidste ikke hvor de skulle mødes, og parken var ret stor. Jeg stod og kiggede mig forlegent omkring, mens jeg tænkte på hvad jeg skulle gøre. Jeg hørte i det samme, Xavier der snakkede i mobil. "Altså, du går ind midt i parken, og så kan du se det". Der var en lille pause, sikkert fordi at personen i den anden ende snakkede, og så sagde han "Nej, du må ikke få at vide hvad vi skal". "Jamen fordi det er en overraskelse". Der var stille lidt, og jeg så at Xavier kom nærmere. Jeg skyndte mig at springe ind i den nærmeste busk. "Ja, jeg glæder mig også til at se dig", sagde Xavier. "Vi ses", sagde han og lagde på. Han stod lige foran den busk, jeg gemte mig bag, og kiggede rundt. Så gik han videre.

Jeg fyldte lydløst efter ham. Jeg kiggede på mit armbånds ur, og så at klokken var 15 minutter i 12. Sekunderne slæbte sig af sted, og endelig var vi inde i midten af parken. Xavier gik hen til et stort piletræ, og gik under de lange blade der hang ned af det. Jeg fulgte lige så stille efter, og gik om bag træet, og gemte mig i en busk. Det var en hule! Det ville jeg aldrig have gættet. Grenene gik så langt ned, at de dækkede det meste hele vejen rundt. Jeg kunne kun svagt se skygger derinde.

Jeg måtte tættere på. Lige så forsigtigt kravlede jeg hen til Grenene, og svang dem lidt til side. Nu kunne jeg se, at der var lagt et tæppe på det bløde græs, og at der stod en picnic kurv, på det. På hvert hjørne var der sat et lille levende lys, der gav hulen et svagt anstrøg af skygger. Jeg kunne ane omridserne af Xavier, der sad og rode rundt i kurven. Kate var ikke kommet endnu, så jeg havde rig lejlighed til at studere Xavier. Hans mørke hår, var blevet endnu mørkere, eller måske var det bare det dæmpet lys der var. Det hang fladt ned, foran hans øjne. Han havde en hvid nystrøget skorte på, og sorte jeans. Til sidst havde han sorte converse på. Jeg kunne bruge timer på at betragte ham. Det begyndte at regne let. Jeg følte mig temmelig synlig, og blev også våd, så jeg begyndte ligeså stille at gå baglæns, mod busken. Men alting var vådt, og jeg gled, og faldt ned med et lille tøset "Gisp!" Jeg lå helt stille og lyttede.

Der var blevet meget stille inde under træet. Mon han havde hørt mig? Det havde han, for han stak hovedet ud. Kære gud, lad ham ikke se mig, kære gud, bad jeg inderligt. Et øjeblik kiggede han direkte på mig. Han så ikke ud til at have fået øje på mig. Jeg lå helt stille og holdt vejret. Heldigvis var der næsten kul sort, og han kiggede den anden vej igen. Men jeg kunne ikke holde vejret længere, mine lunger skreg på luft, og til sidst gav jeg efter. Han opfangede lyden af mit åndedrag, og kiggede igen hen mod mig. Han begyndte langsomt at gå hen mod mig. Men da han stod under en meter fra mig, hørte vi begge den sukkersøde stemme. "Wow", har du virkelig gjort alt det for mig?". Kate var kommet. Xavier kiggede en sidste gang hen mod mig, og gik så ind i tørvejr. "Jamen selvfølgelig har jeg det", sagde han til Kate. Jeg var plask våd, men jeg turde ikke gå hen til busken igen.

Jeg kravlede lige så stille, hen mod træet, og svang lidt af grenene forbi, så jeg havde et kig hul, på cirka en centimeter. Kate havde en Pink paraply med, og så virkelig godt ud. Hun havde en knald rød top på, og en sort nederdel, der ikke var særlig lang. Tilsvarene Knald røde Ballerinaer, og et sort hårspænde med glimmer. Hun svang sit farvet blonde hår om på ryggen, og blinkede med de kolde grønne øjne. De så dybt ind i hinandens øjne. "Nå, hvorfor er jeg så blevet inviteret, hertil, min unge ridder?", spurgte Kate. "Fordi, min skøn jomfru, jeg har længe villet spørger dig om noget", svarede Xavier. De begyndte begge to at grine. De begyndte at spise maden. Xavier havde pakket druer, Saft, nogle dyre chokolader, og små mini muffins. Xavier Gav lige så stille Kate druerne i munden, og smilede. Da de havde spist alt maden, lå de og nussede lidt, og Kyssede en gang i mellem.

"Kate?" Spurgte Xavier blidt. "Mm", sagde Kate, som lå på hans lår, og fraværene flyttede på hans hår. "Jeg planlagde alt det her, fordi..", han prøvede tydeligvis at samle mod. "Altså vi har jo været kærester i en måned nu, og jeg ved godt det er meget tidligt at spørger om det, men.." Han tøvede, hvilket fik vækket Kates interesse. "Hvad?", sagde hun blidt. "Kom nu, det er jo kun mig". "Tja jeg tænkte på om du var klar?". "Klar til hvad?", spurgte hun. Men i det samme gik det op for hende hvad han mente. Der kom et lille "åh", ud af hendes mund. Xavier så meget forlegen ud. "Vi behøver ikke, hvis du ikke er klar, jeg kan godt vente, det var bare.." Mere nåede han ikke at sige, for Kate standsede ham, med et kys. Der gik lang tid før de slap hinanden. Xavier trak sig lidt væk, men Kate trak ham ind mod sig igen. "Betyder det ja?", spurte han blidt. "Ja", sagde hun.

Jeg spændte alle mine muskler. Jeg vidste udmærket godt hvad der ville ske lige om lidt. Jeg borede mine negle dybt ind i huden, for ikke at gøre noget dumt. Xavier begyndte langsomt at kysse hende. Først blidt, men så vildere. De kastede sig begærligt ind mod hinanden. Jeg kunne fornemme spændingen i luften. Stadig mens de kyssede, begyndte Xavier at trække hendes top af. Den faldt ned med et bump, og Kate stønnede. "Mere", hviskede hun hæst. Langsomt trak hun sig også lidt tilbage, men kun for at begynde at tage Xaviers skorte af. Hun knappede knapperne op, en for en. Da den var nede, begyndte hun at lyne hans jeans, op, samtidig med at han to hendes nederdel af. De var tydeligt for enhver, at det var deres første gang, begge to. Hvilket overaskede mig. Jeg troede at Kate havde sex, med alle og enhver?

Da de næsten var færdig med at klæde hinanden af, sagde Xavier, "Jeg elsker dig", og kyssede hende hele vejen ned ad hendes hals. Det var for meget. Jeg trak mine blodige hænder ud, mine negle havde presset alt for hårdt, og skreg, ligeglad med at de ville høre mig. "Neej!" Og så blev alting sort...    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...