Demon`s Curse (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 mar. 2013
  • Opdateret: 14 nov. 2013
  • Status: Færdig
Ever er ikke helt normal. Hun er halv dæmon! Det er svært for den forældre løse 15 åri pige at klare sig i den normale verden, for inden i kæmper hun for at holde de onskabs fulde dæmoner ude. Hun har også evner, men jo flere af hendes evner hun bruger, jo mere dæmon bliver hun. Men det er fristende. Især når Xavier dukker op på hendes skole og hun bliver helt fortabt i ham......

5Likes
8Kommentarer
862Visninger
AA

4. Myter ♥

Stemmer. Jeg hørte svage stemmer, nogle der prøvede at få mig til at lytte. "..Hvad syntes du?".  Jeg prøvede at fokusere på min veninde, der stod og snakkede. "Hvad?", sagde jeg irriteret. "Hvad syntes du om filmen?". Et øjeblik var jeg forvirret. "Hvilken film?". Lissa så på mig, som om jeg var komplet idiot. "The Blood Boy, selvfølgelig!" Jeg så tom ud, i et sekund mere, men så kom jeg i tanke om, at mig om Lissa havde set en film, for nogle dage siden.

Hun var blevet dårlig den næste dag, og kom først i skole i dag. Hun havde ikke haft mulighed for at diskutere om den, og var der noget Lissa elskede, så var det vampyr film, med lækre fyre. Hun kastede sit ravn sorte hår over på den anden side, og så afventende på mig, med sine store mørke grønne øjne. "Den var vel god nok", sagde jeg henkastet, og begyndte at gå hen mod klassen. "God nok?", hun så tvivlende på mig. "Den var da fantastisk!". "Ja ja, det var den nok". Jeg hørte ikke hvad hun sagde.

Mit blik var rettet mod Kate, der stod, og fnisede (meget tøset) til Xavier. Xavier var smuk som altid, og så ud til at prøve at charmere hende. Sådan ville andre se det, men for mig, så det ud som om han havde dårlig samvittighed. Og som om han var bange. Han sendte diskrete blikke over i min retning, som for at sikre at jeg blev på en radios af 5 meter. Han så at jeg kiggede på ham, og han skyndte sig at gå længere væk, sammen med Kate, som så ud, som om hun bare opfattede det som en leg. Mine tanker ryg automatisk til i går, hvor det havde slået klik for mig. Jeg var stadig lidt usikker på hvad der skete.

Jeg var bare blevet så bange for at han ville forlade mig, men jeg var også blevet vred. Vred over, at han flygtede fra mig, men opsøgte Kate. Derefter... derefter havde min indre dæmon sagt ord. Lokkende ord. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at modstå, det gjorde jeg virkelig, men den var for stærk. "HALLO!" Jeg ryg ude af mine tanker, og opdagede at jeg stod stille, og en meget Utålmodig, og surt udseende Lissa, stod og råbte mig i ansigtet. "Hvad er der galt?", spurgte hun. "Du har virket meget... fraværende, på det seneste". Hun kiggede bekymret op på mig. Jeg kiggede bare bedrøvet videre, prøvede at undgå hendes øjne.

Hvad skulle jeg sige? At min indre dæmon igen havde lokket mig? At jeg igen havde givet efter? Problemet var, at mine veninder ikke vidste noget om det. De troede bare at jeg var normal. En helt almindelig pige, hvis største problem er, at hendes mor ikke vil give hende det nødvendige tøj, for at blive populær. Hvis jeg fortalte det, ville de enten Et: ringe til den lukkede afdeling, To: løb skrigene væk, eller Tre: tro det var en joke. Så hvad havde jeg af muligheder?

"Dig og ham den nye kyssede i går, ikke?". Jeg rykkede mit hoved brat, og kiggede rundt, som om jeg var bange for at nogen hørte det. "OMG i gjorde det faktisk!", skrålede hun videre. Jeg tyssede på hende, og så mig nervøst omkring.  "Hvis jeg fortæller om det hele, lover du så at holde mund?". Hun nikkede ivret. Jeg sukkede og gik i gang. Jeg prøvede at få så meget sandhed som muligt, ind i historien uden at fortælle det hele. Det med at jeg ikke var normal, turde jeg ikke betro hende. Hun var en af mine bedste veninder, men alligevel. Jeg ville ikke fortælle en eneste person om det, før jeg var sikker på hvad jeg var, og om jeg var ufarlig. Hvilket var grunden til at jeg skulle på biblioteket i det næste frikvarter...

***

Jeg ventede på bibliotekaren. Hun var kommet ind med en masse bøger i hænderne, og sagde at hun skulle ligge dem på plads. Jeg tilbød min hjælp, men hun smilede bare, og sagde at det gik nok. Hun hed Angie, og var i 50 erne. Jeg syntes hun var rigtig flik; og hun var altid klar til at hjælpe fok. Jeg var nærmest en stamkunde, og kom tit her. Men jeg kunne ikke finde rundt, vores bibliotek var nemlig større en det fleste skolers, og havde et rimelig udvalg af gode bøger. Jeg var mest til Krimi, men jeg kunne da også side med en kærligheds roman, i ny og næ. Jeg kiggede rundt, og spekulerede om jeg alligevel skulle gå ned og hjælpe hende, da hun kom tilbage. Det grå, men stærke hår, var sat op i en fletning. Fletningen gik hende til midt på talgen, hvilket passede godt til hendes blå øjne. "Hvad kan jeg hjælpe dig med?", spurte hun venligt. Hvad skulle jeg sige? Jeg tror jeg er et fremmed væsen? Det gik vist ikke. "Jeg leder efter en bog om myter"

Hun kiggede mistænksomt på mig. Det kunne jeg nu godt forstå. I de tre år jeg er kommet her, har jeg ikke læst en eneste fantasy bog. Ikke en!  "Jamen dog, det var da noget nyt". "Men du kom i rette tide, vi har lige fået en ny bog der er blevet oversat fra latin." "Den originale udgave, er flere hundrede år gammel". "Men den ligger også på museem". "Kom med". Hun vidste mig igennem masse vis af reoler, med alle mulige bøger, indtil vi til sidst kom til bordrende der er længst inde i biblioteket. "Bare sæt dig, så kommer jeg lige straks". Jeg skulle til at sige tak, men hun var allerede væk. Gode gamle Angie, tænkte jeg. Jeg var lige ved at smile for mig selv, men så kom jeg i tanke om, hvorfor jeg var her, og mit smil falmede.

"Verse god!", sagde Angie. Det gav et sæt i mig, da jeg hørte hendes stemme. Jeg mumlede et tak, og så gik hun så jeg kunne læse i fred. Jeg kiggede ned, og læste overskriften, MYTER OG LEGENDER. Jeg slog op på første side, og en masse tekst kom til syne. Det her bliver tung læsning, tænkte jeg. Indtil videre stod der bare hvem der havde oversat den til engelsk, og en lille historie, om den oprindelige  forfatter, som var død for længst. Endelig kom første afsnit, der handlede om engle. Jeg skimtede det hurtigt igennem, og kiggede på næste side. Den næste side, så ud som om den ikke var lavet om, men simpelthen bare kopiret over i bogen, Hvilket jeg godt kunne forstå. Man skulle lede længe efter en der var så god til at tegne!

Biledet lignede ikke noget jeg nogensinde havde set før. Det forstillede forfatterens opfattelse af, hvordan engle så ud. Manden på biledet var fuldstændig nøgen, men så slet ikke krænket ud. Tvært imod, så han guddommelig smuk ud, og der var en sær stolthed over ham. Han havde blå øjne, der havde præsis samme nuance af blå, som himlen bag ham. Han havde hvidt hår, der var sat i en hestehale, og som gik til midt på ryggen. Men det mest fantastiske, var hans vinger. De var fuldstændige hvide, inden i, men gyldne ude i kanterne, som om solen lyste med sine første stråler på dem. De så så blide ud, og bløde. Jeg havde lyst til at række min hånd ind til bogen, og røre dem. Ved siden af billedet af manden, var et af en kvinde. Hun så nogenlunde ligeså dan ud som manden, men i stedet for gyldne vinger, havde hun blå. Hendes hestehale gik dog helt ned til fødderne.

Jeg måtte bruge alle mine kræfter på at slippe billedet, og koncentrere mig om bogen. Englenes øjne skifter farve, efter himlen. Det forklarede da en hel del. Da jeg havde læst hele siden ud, gik jeg over til næste side. Der var et billede der var mindst lige så smukt, men bare på en anden måde. Det forstillede en pige med røde øjne, der svagt lyste i mørket. Øjne var røde som blod, og passede godt til pigens kuld sorte hår. Hun havde en mørkebrun krop, som næsten skinnede. Man kunne kun lige se, at hendes hår var mørkere, og mere indtens. Kvinden bar et stykke stof, der lignede rødt silke, og det smyg sig om hendes hud. Hun smilede, og afslørede  fuldstændig sorte tænder, der var kniv skarpe. Ved siden af hendes stod en mand, der lignede hende, men som havde brunt silke på sig, og silket sad på tværs over skulder og mave.

Jeg bladrede over på den næste side, og den næste. Jeg kom forbi havfruer, med hale om dagen, og ben om natten. Forbi vareulve, der blev forvandlet til ulve, som kunne tale, og vampyre der faktisk ikke var så forskellig som  nutidens teori endda, bortset fra at det havde en meget mager krop. Så mager og tynd, at de lige så godt kunne være skeletter. Jeg gys, og bladrede hurtigt videre, og stivnede. Et lille grådkvalt "Gisp!", undslap min mund. Biledet forstillede en pige, med helt almindelig lys hud, og lyst hår. Men hun var ikke almindelig. Hun var smuk. Smukkere end alle væsner i bogen, selv smukkere end sirenerne. Hun havde helt sorte øjne, der glimtede som tusind stjerner, som glimmer, som... ingen ord kunne beskrive dem. Jeg var næsten klar til at springe ud fra en klippe for hende. Mine hænder rystede meget, da jeg begyndte at læse. En dæmon.

En dæmon er kendt for sin uendelige trang til kaos og mørke. I modsætning til sirener, har de ikke noget imod at forføre både mænd, og kvinder. Når de bliver født, kan de være så uheldige at der render en lille del af det store intet forbi. Det store intet skal have kroppe for at fungere, og vil dermed gå direkte ind i kroppen på den lille baby, der både kan være en pige, og en dreng. Inde i kroppen vil den lille del af det store intet så dele sig op i to dele. For hvert år der går, vil begge dele nærme sig sit mål. Den ene, kaos, vil nærme sig  hjernen, den anden mørke, hjertet. På barnets16 års fødselsdag, vil begge dele nå sit mål, og så vil barnet være kontrolleret af kaos og mørke for evigt.

Jeg trak vejret i gispende stød. Faktisk var jeg et øjeblik bange for at besvime. Min 16 års fødselsdag var om en måned. Det kunne være at det bare var myter... Pigen lignede i højgrad mig, og det hele passede. Nej, det var ikke bare myter. Det jeg plejede at kalde min indre dæmon, var i virkeligheden kaos og mørke.

Det hele passer, tænkte jeg. Kvalmen steg op i mig. Jeg måtte ud herfra! Jeg klappede bogen i, og gik stille og kontrolleret hen til disken, nede i den anden ende. Jeg lånte bogen, og prøvede ikke at tabe den, da mine hænder rystede så meget. Jeg var lige ved at være ude af biblioteket, da Angie kom. "Nå, hvad syntes du så om bogen?", spurgte hun.  Jeg trak vejret dybt og svarede så roligt jeg kunne. "Den var meget.." Jeg ledte efter det rigtige ord. "Fængslende". Angie nikkede anerkende, og gik ned med nogle bøger. Så snart jeg var ude af døren løb jeg ind på det nærmeste toilet, og kastede op...         

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...