Demon`s Curse (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 mar. 2013
  • Opdateret: 14 nov. 2013
  • Status: Færdig
Ever er ikke helt normal. Hun er halv dæmon! Det er svært for den forældre løse 15 åri pige at klare sig i den normale verden, for inden i kæmper hun for at holde de onskabs fulde dæmoner ude. Hun har også evner, men jo flere af hendes evner hun bruger, jo mere dæmon bliver hun. Men det er fristende. Især når Xavier dukker op på hendes skole og hun bliver helt fortabt i ham......

5Likes
8Kommentarer
906Visninger
AA

7. Kaos og Mørke ♥

Alting var mørkt, Også alligevel ikke. Jeg hørte svage stemmer. Paniske, Bange, Forvirrede.  Hvad sker der!" Råbte jeg ud i mørket. Men der var ingen der svarede. Jeg begyndte langsomt at blive vred. Jeg ved ikke hvorfor, men alligevel ulmede en vrede så kraftigt, at den tog form af en ildkugle. Ildkuglen blev større og større, imens min vrede voksede. Jeg sendte ildkuglen hen foran mig. Den bevægede sig længere og længere ind i mørket, indtil den til sidst ramte noget. Det den havde ramt, begyndte at gå i flammer, og det brændte ligesom et filmlærred. Jeg kunne se noget.

En by. Eller, nærmere en ruin. Det var mærkeligt. Jeg så det hele, som om jeg stod på en høj bygning.  Ilden bredte sig over hele mørket, og snart var jeg inde i en by. Mennesker løb rundt, huse brændte, og der lå flere lig end jeg nogen sinde havde set før. Men vent lidt, jeg havde set den der pige før. Sort hår, grønne øjne. Et navn begyndte at forme sig i mit hoved. Lissa. Jeg kendte pigen, og hun hed Lissa. Langsomt begyndte det hele at vende tilbage til mig. Kate og Xaviers stævnemøde, Min kamp for at se det med Elisabeth, Og min vrede. Jeg var lige ved at gå i panik. Hvad havde jeg gjort? Hvad var der i det hele taget sket her? Hvor var jeg, hvilken gade? Men lige før jeg kiggede ned, blev alting sort, og jeg blev  ramt af en ligegyldighed.

De er jo bare svage væsner, de fortjerner ikke at leve. Selvfølgelig gør de det! Det er min skyld at flere hundrede mennesker er døde! De bringer ikke andet end død og had over sig selv, de er egoistiske og skal dø. Jeg gjorde alt for ikke at lytte til stemmerne, men de var så kræftfulde, så stærke.  Det var Kaos og Mørke der styrede mig. Åh gud, tænkte jeg. Hvad har jeg gjort? Jeg måtte se at få kontrollen over mig selv igen, så jeg kunne se hvad der skete. Jeg prøvede at lave en plan, men jeg kunne bare ikke. Det var som om der var en mur. Hvad skulle jeg gøre? Mørke og Kaos. Hvad er deres svage punkt? Hvis de altså havde et svagt punkt. Måske ild? Det havde i hvert fald brændt deres illusion. Men hvad skulle jeg så nu gøre? Skulle jeg prøve at at lave en ildkugle igen? Jeg prøvede at skabe en, Men intet skete. Jeg prøvede med vand, men samme resultat. Jeg prøvede alle elementerne, men intet virkede. Jeg kunne mærke der var en forbindelse, men jeg kunne ikke se den. Ild, jord, luft, vand. Hvad havde de til fælles? De er modsætninger! Selvfølgelig! Hvis jeg skulle få kontrol over mig selv igen, skulle jeg tænke på det modsatte af Mørke og Kaos.

Lys og orden? Jeg måtte prøve. Mig, der ligger på sengen derhjemme, og er syg. Elisabeth passer mig, og plejer mig. Mine gamle  Pleje Forældre, Johan og Mira. Johan der beskytter mig mod monstrene under snegen. Mira der læser godnathistorier. Pludselig bliver jeg overvældet af minder, nogle gamle, andre jeg slet ikke vidsts jeg havde. Min mor står og holder mig. Hun hvisker alle mulige beroligerne ord til mig, imens jeg græder. Men så synger hun, og jeg holder op med at græde. Hendes stemme er så lys, og  rigtig, og jeg føler at alt bliver godt igen. Jeg bliver revet ud af mine minder ved et skrig. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal beskrive det. Der var to stemmer der skreg så højt, at jeg ikke kunne høre mine tanker. Endelig holdt skrigene op, og pludselig hørte jeg to stemmer. De var som et ekko af hinanden, så ens, men alligevel så forskellige.

Du har kæmpet godt, hvislede den ene. Vi har haft meget svært ved at kontrollere dig, hvislede den anden. Nu du har kæmpet så inderligt for at kunne se, vil vi lade dig se, hvislede de i kor. Se, men ikke røre, hvislede den ene. Se, men ikke røre, gentog den anden. Jeg blev revet ind i byen igen. Jeg tog mod til mig, og så ned ad mig selv. Jeg var en skygge, En fast skygge. Jeg kiggede ind i et butik vindue, og så at mine øjne var sorte. Min skygge artige krop, havde samme farve som Lava med skorper. Rød og sort, Smuk, og mørk. Jeg var mindst 10 meter høj, og alle menneskerne virkede små som myre. Selvom jeg var så høj, bevægede jeg mig hurtigt og listigt. Som en skygge, tænkte jeg bittert. Som ud af intet, kom stemmerne igen.

Se hvad vi har gjort sammen. Vi kunne blive langt stærkere hvis du bare gav slip. Du høre ikke til der, det vil du aldrig gøre. Hvis du giver slip, kan vi styre hele verden. De hvislede lokkerne ord, og Jeg var lige ved at give slip. Hvad skulle det nytte? De havde vundet kampen allerede på forhånd, så hvorfor kæmpe?  Men jeg kunne ikke give slip. Kunne ikke give efter. Om det så betød jeg skulle kæmpe til døden. I er stærke, men det her er min krop, og jeg bestemmer! Råbte jeg i mine tanker. Jeg prøvede at tænke på lyse og rare ting, men jeg kunne bare ikke når byen stod i flammer. Giv op, hviskede de. Aldrig! I har ødelagt mange hundredes liv, og jeg giver aldrig op, hvisk i bare ord, jeg vil ignorere dem!

Et øjeblik, bare et øjeblik, havde jeg fuld kontrol, og kunne tænke klart. Men så væltede deres stemmer ind, og frys mit hjerte til is. Vi kan se du har truffet et valg, det forkerte valg, og nu skal hver en indbygger i denne by lide for det valg! Jeg blev fyldt med en indre rædsel, og så hvordan mine læber formede ord, ord, som ikke var mine, men som lød som mig. Min stemme var melodisk, og stærk. Den nåede ud til hver et menneske, og til min rædsel, så jeg hvordan de begyndte at adlyde. De gik alle sammen samme vej. Ned mod havet, og klipperne. Alle som ind, stillede de sig op i en lang kø på klipperne, og begyndte at springe ud fra den. Jeg skreg at de skulle stoppe, skreg alt hvad jeg kunne, men det kom ikke over mine læber. Stop det! Vil i ikke nok stoppe det? Græd jeg inde i mine tanker. Kun hvis du giver slip, lød det kolde svar. Jeg kunne ikke give slip. De ville dræbe dem alligevel. Hvad skulle jeg gøre?

For hvert et minut der gik, døde flere mennesker. Jeg kunne ikke gøre andet end at kigge på alle de ansigter. Nogle bekendte fra skolen, andre jeg aldrig havde set. Se godt efter, lige lidt til højre, og tæt på klippen, hvislede de. Jeg begik den store fejl at kigge, og stivnede. Jeg kunne ikke tænke andre tanker end, ikke ham! Ikke Xavier! For det var ham, der stod på klippen, og gjorde sig klar til at springe. Nej! Skreg jeg, og var ligeglad med at ingen hørte mig. Alle mine tanker, faldt hen på ham. Hans Brune øjne, der altid lyste med en svag anstrøg af kærlighed. Hans smil, der var hvidt og naturligt. Hans latter, der lød både sødt, og genert. Som om han ikke vidste helt om det var meningen at han skulle smile. Pludselig skete der noget mærkeligt. Han stoppede, lige før kanten, og kiggede op på mig. Direkte på mig. Jeg skreg, men han hørte det ikke. Jeg prøvede at sige at han skulle løbe væk, men det var forsendt.

Mine hænder åbnede sig, og jeg bukkede mig, og samlede ham op. Jeg prøvede at stoppe, tænke på andet, men det nyttede intet. De gjorde det langsomt. Klemmede ham mere og mere, så han havde mindre og mindre luft. Jeg græd, og røde tåre løb ned ad mit ansigt. Han brugte alle hans kræfter, men jeg var alt for stærk. Det måtte ikke ske. Jeg tog alt hvad jeg havde, samlede alle mine tanker, og lukkede mig inde i mig selv. Jeg lukkede alle lyde ude, og lukkede mine indre øjne for Xavier, der var lige ved at blive dræbt. Jeg tænkte ikke på mig. Det havde aldrig været mig, hans kærlighed var rettet mod.

Kate smilede, da han kyssede hendes hånd. De grinte sammen, og var inde i deres egen verden. Deres lykkelige øjeblikke, som det stævne møde. Xaviers arme, der helt naturligt lukkede sig om hendes. Xaviers omsorg for Kate, efter at jeg kastede hende ind i muren. Langsomt fik jeg mere og mere kontrol, og jeg åbnede mit indre øje igen. Xavier lå helt stille i min hånd, og et øjeblik blev jeg bange for at det var forsendt. Jeg løftede ham forsigtigt hen til mit hjerte, og græd stille. Kaos og Mørke trak i mig, og jeg vidste at jeg snart ikke kunne holde kontrollen længere. Jeg ønskede at dø. Det var mit eneste ønske, bare at dø, så jeg ikke skadede flere. Jeg holdt kontrollen så længe jeg kunne. Ville havde disse få minutters fortrydelse for mig selv.

Pludselig bevægede Xavier sig, og jeg ville kigge ned, igen fyldt med håb. Så ramte en intens smerte mig. Jeg kunne ikke få vejret, kæmpede for at få luft. Jeg kiggede ned, og så et langt glaskår stikke ud, der hvor mit hjerte sad. Jeg gispede efter vejret og  skreg af smerte, da Xavier trak den længere ind. Xavier kiggede ind i mine øjne, og hans øjne blev store. Jeg så genspejlingen af hvad han så, i hans øjne. Mine øjne var blå igen. De blev gradvist mere sorte, men de var blå, som eftervirkninger af min kontrol. Jeg så hans mund udformene et enkelt lydløst ord. "Dig". Jeg samlede alt hvad jeg havde, og prøvede af al magt at sige det enkelte ord "Undskyld". Men ordnerne kom ud lydløst, og gik tabt med resten af alle de skrig, jeg skreg.

Så kom mørket og tog mig væk. Men ikke det Mørke, som sammen med Kaos havde prøvet at styre mig, nej dette Mørke føltes rart og lunt. Endelig et sted uden smerte, tænkte jeg, og smilede inden døden kom og tog mig...   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...