Demon`s Curse (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 mar. 2013
  • Opdateret: 14 nov. 2013
  • Status: Færdig
Ever er ikke helt normal. Hun er halv dæmon! Det er svært for den forældre løse 15 åri pige at klare sig i den normale verden, for inden i kæmper hun for at holde de onskabs fulde dæmoner ude. Hun har også evner, men jo flere af hendes evner hun bruger, jo mere dæmon bliver hun. Men det er fristende. Især når Xavier dukker op på hendes skole og hun bliver helt fortabt i ham......

5Likes
8Kommentarer
858Visninger
AA

5. Fremtids Drømme ♥

Kate og Xavier  sad på blomster marken. De grinede over et eller andet, og Kate lænede sig ind mod Xavier. Han smilte. Jeg kunne kun se på som en grøn kugle af jalusi, og tænke, det skulle være mig. De begyndte stille at nærme hinanden. Deres læber krusede, og der sprang gnister fra deres øjne af spænding. De vidste ikke hvem af dem der skulle tage det første skridt, men så opgav Xavier at være høflig, og han kyssede hendes blidt. Han ville trække sig væk, men Kate trak ham ind og kyssede igen, denne gang nået grådigere. De blev helt opslugt af hinanden. Jeg blev så rasende. Det har den djævel ikke fortjent! Tænkte jeg.  Jeg knugede mine knoer så hårdt, at de blev helt hvide, og mine negle gik igennem huden.  Jeg gjorde alt for at holde mig tilbage, da Xavier pludselig afbrudte kysset. "Jeg elsker dig", sagde han med strålende øjne. Det blev for meget. "Neej!" Skreg jeg. Så blev alting sort. Byen. Blodet. Det hele var det samme. Indtil..

"Nej!" Skreg jeg, da Xavier var ved at blive kvalt af mig. Jeg så mig omkring, sengen, skabet, alt fra mit værelse var her, og var intakt. "Det var en drøm", hviskede jeg. Bare en drøm. En drøm som jeg havde haft lige siden jeg mødte Xavier, og det var kun blevet værre siden jeg havde fyldt 16. Sveden drev ned ad min ryg, og alligevel frøs jeg. Mit hjerte galoperede, og gad ikke at stoppe. Det var bare en drøm! Tænkte jeg beroligende.

Jeg lagde mig ned i sengen igen, men kunne ikke sove. Til sidst gav jeg op, svang det ene ben over sengen, og kæmpede mig op af sengen.  Jeg gik ud i køknet, og fyldte et glas, med iskold vand. Jeg drak grådigt af det kolde vand, og fyldte det op igen. Da jeg havde drukket to glas, gik jeg hen i seng igen. Men uanset hvor mange gange jeg vendte og drejede mig, kunne jeg simpelthen ikke sove. Så jeg tog en bog ud fra reolen, og lagde mig til at læse.  Det var den bog om dæmoner, jeg havde taget. Jeg sukkede, og da jeg hverken kunne sove, eller orkede at hente en ny, så kunne jeg vel lige så godt.

Jeg slog op på siden om "Dæmoner", og begyndte at læse teksten igennem igen, selvom hvert ord havde sat sig fast i mit hjerte. Fem minutter senere, klappede jeg bogen i, satte den på plads, og lagde mig i seng igen. Glem det, det betyder ikke noget, det kan jo ikke passe, prøvede jeg at bilde mig selv ind. Jeg prøvede at sove, imens jeg prøvede at glemme alt om det sidste linger, jeg havde læst. De få linger, jeg havde oversæt, og nu gentagede sig flere gange i mit hoved. "Dæmoner kan også spå om fremtiden, gennem deres drømme. Drømmende vil spå den måde som Kaos og Mørke vil ødelægge byen, og senere hen verden. Drømmen, eller spådommen, vil vil være uklar, indtil barnet fylder 16. så vil den med et, blive langt klarere..

***

Jeg stod og betragtede Xavier. Han havde ikke sagt et ord til mig, de sidste 6 uger. Selv ikke da vi fik 03 for vores opgave sagde han nået, Ikke et ord. Jeg havde opgivet håbet, eller rettere, jeg prøvede at opgive håbet. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det var en fejl, at han var sammen med Kate. At han fuldstendig havde misforstået hendes personlighed. I fjerde klasse "tabte" hun alt mit slik fra Halloween i skralde spanden. I syvende klasse, til skole festen, havde en eller anden "tilfældigvis" revet min kjole, som jeg havde sparret op til, i over flere måneder, i stykker.  I ottende, havde hun spredt rygtet om at jeg var en billig luder, og det slap først sit tag, nogle uger senere. Hun havde altid været ond mod mig, så hvorfor kunne Xavier ikke se det?

Jeg fattede det ikke, og nu, følte jeg mig mere ensom en nogensinde. Overladt til mine tanker. Mine venner, havde droppet mig, efter nogle... ikke særlig rare episoder. Lissa var den af dem, der havde holdt længst, men selv hun måtte opgive, da jeg kom ud med nogle ikke særlig pæne ord. Det hele startede med at hun, og jeg, var på vej over til idræt.

"Hvad er der galt med dig?", spurte hun. "Der er ikke noget galt", snerede jeg. Hun havde spurt om det samme, hver evig eneste dag, og jeg var ved at blive træt af det. "Du skændtes med Natalie, og Jasmin, Niki, Jo, og nu også mig", sagde hun. "Og?", svarede jeg ret flabet. "Tja syntes du ikke at det er at overdrive bare en lille smule, at skændtes med alle dine venner?", sagde hun lidt hårdt. "Det var deres egen skyld". "De var begyndt at opføre sig som små Journalister", sagde jeg hånligt. "Hvad mener du?", spurte hun. "Bare fordi jeg måske ikke lige snakker med Xavier, så begynder de at udspørger mig", sagde jeg. "Helt ærligt Ever! Du overdriver jo totalt!", sagde hun irriteret. "Det er venners pligt at holde styr på hinandens kærlighedsliv", sagde hun. "Nå, så du mener måske også at du ret til at vide hver eneste ting i mit privat liv!" Halv råbte jeg. "Nej, men jeg syntes måske at jeg, som din bedste veninde, havde ret til at få af vide hvad det var der plagede dig så meget, at du bliver så led"! Råbte hun. "Du er præsis ligesom de andre, i er så desperate efter at vide alt om mig!" Råbte jeg igen.

"Hvorfor!". "Er det fordi i syntes jeres sølle liv er for kedeligt? er det derfor?" Råbte jeg. Men så fortrød jeg med det samme, da jeg så Lissas sårede ansigt. "Undskyld Lissa, det mente jeg jo ik...".  Jeg ville give hende et knus, men hun trak sig væk. Jeg fik et chok, da jeg så hendes ansigt. Det var smukt, som sædvanlig, men selve hendes ansigt, var indrammet af vrede, og hun så sårede ud. "Nå men, hvis vores liv er for sølle til dig, hvad laver du så her, og ikke sammen med Kate?", sagde hun. Det værste var at hun ikke råbte. Hun lød heller ikke sur. Bare... sårede, Og tom. Tom for følelser.  Jeg skulle til at sige noget, men hun løb foran mig, og da jeg prøvede at følge efter hende, satte hun bare farten op...

Det var en uge siden, ingen af mine venner havde talt til mig siden. Nej faktisk gjorde de et kæmpe numre ud af at ignorere mig. Du er for god til dem, hvislede mit indre. Jeg stoppede op. Jeg var absolut ikke en skid bedre end dem! Måske var jeg virkelig ved at blive som Kate? Men i det mindste havde jeg en undskyldning for at være ond. Især efter jeg var fyldt 16. Jeg havde ikke lagt mærke til det, men jeg var åbenbart tæt på Xavier og Kate, for pludselig hørte jeg Kates stemme. '"Jamen så sig det dog! Hvad er det? Imens hun grinede. Jeg kiggede diskret ud af øjenkrogen, og så dem stå henne i skyggen under halvtaget ude i skolegården.

"Ikke her", sagde Xavier. "Hvor så?", sagde Kate utålmodigt. "Mød mig i blomster parken, lørdag klokken 12", sagde han, og snoede en af hendes lange gyldne hårlokker om fingeren. "Hvorfor så sent?", spurgte Kate. Xavier smilede hemmeligheds fulgt, og sagde "Det er en hemmelighed".  "Okay, jeg glæder mig allerede", sagde Kate og fnisede da Xavier gav slip på hårlokken. Hvad var det for noget? Møde i blomster parken? Hvad havde han tænkt sig? At fri?

"Jeg vil tælle hvert minut, min elskede", sagde Xavier, og kyssede hende (meget ridderligt) på hånden. I samme øjeblik ringede klokken. De begyndte at gå ind mod klassen, mens jeg stadig stod lamslået. Det var uretfærdigt! Kate fortjente ikke ham! Jeg kiggede efter dem, og pludselig kiggede Kate direkte på mig. Hun smilede et bredt smil, og blinkede med det ene øje. Hun var bare så... så... så led! HUN var en dæmon, ikke mig. Det er vidst på tide med en lille lære streg, hvislede mit indre. For en gangs skyld er jeg enig, tænkte jeg, og begyndte at gøre mig klar.

Jeg koncentrerede mig om at samle alle mine negative førelser, og og kastede dem fra mig med sådan en kraft, at jeg vaklede nogle skridt baglæns. Kate blev slynget op i luften, og kastet ind i en mur. Der var kaos over alt, og et sted var der nogle der skreg. Kate, lå og Jamrede sig. Synd, tænkte jeg, Hun er stadig i live. Så begyndte jeg at gå hen mod klassen, uden at værdige Kate et blik, for at se om hun var okay. Inden i mig var der en stemme der råbte. Råbte, at det var forkert, og jeg skulle komme til mig selv. Men jeg ignorerede stemmen, og den holdte snart op.  

 

    

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...