Demon`s Curse (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 mar. 2013
  • Opdateret: 14 nov. 2013
  • Status: Færdig
Ever er ikke helt normal. Hun er halv dæmon! Det er svært for den forældre løse 15 åri pige at klare sig i den normale verden, for inden i kæmper hun for at holde de onskabs fulde dæmoner ude. Hun har også evner, men jo flere af hendes evner hun bruger, jo mere dæmon bliver hun. Men det er fristende. Især når Xavier dukker op på hendes skole og hun bliver helt fortabt i ham......

5Likes
8Kommentarer
859Visninger
AA

2. Første fejl ♥

Jeg styrtede ud af værelset, for at spise morgenmad. Nu tænker i sikkert, at jeg er ved at komme forsendt. Men nej, jeg ville bare have en mulighed for at snakke med Xavier. Jeg havde tænkt på ham, lige siden skolen. På hans perfekte træk, på hans hår, der faldt ned i hans smukke ansigt. I nat drømte jeg om ham. Det var en vidunderlig drøm i starten, men jeg ville gøre alt for at glemme det der kom bagefter....

Mig og Xavier sad på en romantisk blomster mark. "Kan du lig mig?", spurgte Xavier. Der kravlede en lille glæde boble nede i min mave. "ja, Selvfølgelig!", svarede jeg. Han slog en lille latter af, som lød så glad, at jeg kom til at smile. "Jeg mener lig lig, dit fjollehoved". "Nåå", svarede jeg rødmende. Så pludselig blev jeg mere sikker. Selvfølgelig elskede jeg ham. "Ja,  jeg elsker dig", sagde jeg. "Godt", sukkede han. Så lænede han sig længere ind mod mig, og jeg gjorde det samme. Men lige inden vores læber rørte hinanden, blev alting sort. Så begyndte der at komme et lille flakkende lys. Lysest blev større. det gik op for mig, at det var en flamme. Jeg opdagede at det var mig der lavede den. Jeg mærkede et pludseligt raseri. I afmagt, sendte jeg kuglen af sted, ind i mørket. Den brændte noget, og så begyndte jeg at høre svage stemmer. Jeg kunne ikke høre hvad de sagde, men de lød ret paniske. Så med et, kunne jeg se og høre alt.  Jeg stod midt i en by. eller rettere, det der var tilbage af den. Alle menneskerne skreg og løb. Der lå en masse rødt væske på jorden. Det var blod.  Jeg kiggede ned ad mig selv, som for at tjekke at jeg ikke var død. Jeg udtrykte at skrig, da jeg så ned ad mig selv. Jeg var meget stor, omkring fem meter.  Jeg havde skarpe negle, nok nærmere kløer, og i et butiksvindue, så jeg mine sorte øjne, der mindede om en dyb sort afgrund . Under mine fødder lå der mange lig. Til  min gro, så jeg at der også lå et barn. Det var mig der var monsteret, men jeg kunne ikke stoppe.  Jeg prøvede, men jeg kunne bare ikke. Min indre dæmon var kommet op til overfladen, og jeg blev nødt til at adlyde den. Jeg hørte to stemme hvæse: "Dræb hende".  Jeg gjorde som de sagde, og kvalte den kvinde jeg havde i min hånd. Jeg var som i trance. Pludselig kunne jeg høre Xaviers stemme. Løb ville jeg sige, men der kom ikke en lyd ud af min strube. "Tag ham",  hvislede de, og jeg adlyd. Jeg tog fat om ham og løftede ham op. "Dit uhyrre!", skreg han og kiggede direkte op i mine sorte øjne."Gør det af med ham!", skreg stemmerne i kor. "Dræb mig", bad jeg inderligt i mine tanker, og kvalte Xavier...

Det gik op for mig, at jeg rystede. Jeg gik ned i køkkenet, men var englelig ikke sulten. Så jeg tog bare noget cornflakes. Jeg skyndte mig at spise det, mens jeg gjorde alt for at glemme den forfærdelige drøm. Men jeg kunne bare ikke. Selv hvis jeg tænkte på Xavier, kom mine tanker hele tiden tilbage til drømmen, hvor vi sad på den der blomstermark. Jeg skyllede min tallerken af, og skyndte mig over i skolen.....

***

Da jeg kom over i skolen, kunne jeg ikke se Xavier inde i klassen. Jeg gik udenfor i skolegården, og så ham stå inde under halvtaget, helt alene. Jeg måtte virkelig anstrenge mig for ikke at råbe af lykke. Jeg gik derhen, med meget hurtige skridt. "Hey", sagde jeg. "Er du den nye dreng?, spurte jeg neutralt. Som om jeg var lige glad, selvom inden i var jeg ved at boble af lykke. "Æhm ja", sagde han, en lille smule nervøst. "Øh, hvad syntes du om skolen?", spurgte jeg. Det gik op for mig; at jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige. "Tja, den er vel cool nok". Han blev mere og mere nervøs, men så kom Kate stormene hen mod os. "Hvad laver i?", spurgte hun med sin sukkersøde stemme.

"Vi står bare og snakker", sagde Xavier. Han virkede mere rolig. (Og det var pisse irriterende!) "Nå", men Xavier, kan du ikke lige hjælpe mig med noget?" Nej han kan ej! Havde jeg lyst til at sige. "Vi står faktisk og snakker..", siger jeg køligt. "Men vi er færdige, afbryd Xavier. "Fint, vi ses Ever, sagde hun i et endnu koldere tonefald. Men hvis Xavier lod mærke til det, sagde han det ikke. "Kommer du Xavier?, sagde hun med sukkerstemme. Xavier skyndte sig over til hende, som en lydig hund. Jeg blev simpelthen så rasende, og det mærkede min indre dæmon, selvfølgelig.

Hun fortjener en straf, det ved du godt, hvislede den. Du behøves ikke at skade hende, bare ydmyge hende lidt...

Jeg begik den fejl at lytte til den. Jeg kunne ikke gøre for det, Kate var bare så led. Der var en vandpyt, ti meter fra Kate. Den så stor ud, og var mindst en cm dyb. Jeg samlede lidt af mine kræfter, ikke meget, men en bitte smule. Så satte jeg al min fokus på Kate. Jeg forstillede mig hvordan luften lavede en snor, jeg forstillede mig, at hun snublede over den, og ramte lige ned i vandpytten. Jeg koncentrerede mig kun om den ene snor. Holdt  den spændt, lige til det sekund hun ramte den. Så slap jeg den, og hun faldt. Jeg hørte et lille piget skrig. De første piger der gik forbi tog sig den frihed at grine, indtil de så hvem det var. Så mumlede de et ydmygt undskyld, og små løb ind til klassen.

Jeg gik med dem, men i modsætning til dem, kunne jeg ikke lad være med at vise at jeg grinte. Da jeg gik forbi hende, kiggede hun direkte op på mig, med at blik der sagde alt. "Vi to er ikke færdige", sagde hun ondt. Så rejste hun sig op, og lod som ingenting. Hvilket totalt mislykkes, da hendes tøj var drivvådt. Det sidste jeg så inden jeg gik ind i klassen, var at Xavier kiggede på mig.

15 minutter senere, læste Ms Fire op, hvem der skulle være makkere til et bilogi projekt. "Amanda og Johanne". Hun læste op i en evighed, indtil hun sagde Xaviers navn. Det var som om hele klassen holdte vejret, og ventede på at få af vide hvem der endte sammen med Xavier. "Xavier, og Kate", læste Ms Fire op. Var der noget skole arbejde hvor de ikke var makkere? Kate vendte sig om, og vinkede til Xavier, der gjorde det samme. Det var lige til at få kvalme af.

Det sker bare ikke det her! Skreg jeg, inde i mit hoved. Jeg forstillede mig hvordan det skulle have været. Ms Fire sagde ups! "Jeg læste forkert, det er Xavier og Ever, ikke Xavier og Kate. Xavier vente sig om og smilede, og jeg smilede tilbage. Pludselig, før jeg vidste af det, var det sket. Ms Fire sagde "Vent lidt!".  "Jeg kom vist til at læse forkert". "'Det er Ever og Xavier". Min første førelse var frygt. Var jeg virkelig ved at blive ond? Men så faldt roen over mig. Det havde jo ikke været med vilje, og jeg redde jo faktisk Xavier fra at blive Kates slave. Jeg kiggede til højre for mig, og smilede til Xavier. Xavier smilte ikke tilbage. Men det så jeg ikke, fordi jeg havde for travlt med at tænke. Nej Kate, vi to er slet slet ikke færdige med hinanden...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...