Christoffer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2013
  • Opdateret: 3 apr. 2013
  • Status: Igang
Denne historie fungerer som mit produkt til et projekt om skilsmisse. Historien handler om en dreng, der er tvunget til at bruge et par uger af sin sommerferie hos sin mor og hendes nye mand, hvilket han ikke er meget for.
*bemærk at kapitlerne er ret korte*

9Likes
7Kommentarer
468Visninger
AA

6. Kapitel 5

Lørdag formiddag forlod Michael og Simon huset, fordi Simon skulle spille noget fodbold eller sådan noget. Hvad det helt præcist var, var Christoffer ret ligeglad med. Det eneste, der betød noget for ham, var at de to andre ikke var hjemme.

De to tilbageblivende stod længe og kiggede på hinanden, da de var blevet alene i køkkenet. De vidste begge, hvad den anden tænkte på, for det var det samme, de hver især selv havde i tankerne

”Hvorfor skal det være sådan her?” spurgte Christoffer til sidst, og hans mor sukkede, inden hun hev en af spisebordsstolene ud og satte sig på den.

”Jeg ved det ikke.”

”Hvorfor skal tingene ændre sig sådan? Hvorfor kan det ikke bare være, som det var engang?”

”Du ved,” begyndte den triste kvinde og betragtede sine hænder og den ring, der sad på hendes ene ringefinger. ”Lige da din far og jeg blev skilt, var det ret svært for os begge to. Jeg ved ikke med ham, men jeg syntes, det var hårdt. Mit liv var ikke godt og behageligt bagefter. Det føltes bare som om, alting var gået i stykker.”

”Nu har jeg fået et nyt liv,” fortsatte hun efter lidt tid. ”Det er måske anderledes, men jeg er glad for det. Jeg har det godt nu. Alting virker meget mere overskueligt.” Hun prøvede at forklare sin søn, og han prøvede at forstå.

Bagefter gik drengen tilbage til det rodede gæsteværelse og satte sig på skrivebordsstolen for at tænke tingene igennem.

Det tog ham ikke lang tid at finde ud af, hvad han skulle gøre.

Moderen blev ret overrasket, da hun kom ind til sin søn og så, at der var blevet ryddet fuldstændigt op, og at han var i gang med at lyne den sorte guitartaske. Hun betragtede undrende hans ryg, som det lange hår hang ned ad.

”Hvad laver du?”

”Jeg er ked af det, Mor,” fortalte han og vendte sig rundt. Han ignorerede de tårer, der var dukket op i de grønbrune øjne og fortsatte ufortrødent:

”Men jeg bliver her altså ikke. Jeg er glad for, at du har det godt. Det er jeg virkelig. Det er alt sammen fint med dit nye liv, og jeg vil ikke blande mig. Men så må du også lade være med at blande mig ind i det, for det kan jeg altså ikke. Jeg ville gerne give det en chance til, men jeg kan ikke overskue det.
Det er sikkert et meget godt liv, men det passer bare ikke til mig, og det er der ikke noget at gøre ved. Jeg tager hjem. Det er der jeg hører til.”

”Men det kan du jo ikke.”

”Jo. Der kører et tog om tyve minutter. Det kan jeg godt nå, og så kan jeg sove på sofaen hos en af mine venner, til Far kommer hjem.” Han svang guitartasken om på ryggen og hev håret op, så det ikke kom i klemme mellem den og hans ryg.

Han samlede det hurtigt i nakken med en elastik, havde haft om håndledet, hvorefter han tog fat i den fyldte sportstaske. Han gik over til den lyshårede kvinde, der havde ændret sig så meget og tog hendes hånd i sin egen frie.
Han var efterhånden begyndt at vokse hende over hovedet, lagde hun mærke til.

”Farvel, Mor.” Han gav hendes hånd et klem, inden han gik. Hun blev stående på gæsteværelset og hørte, hvordan døren først åbnede og kort efter smækkede. Det eneste tegn på, at der havde været nogen på værelset, var sengen, der var uredt, og stolen, der ikke stod under skrivebordet. Hendes søn var væk, og hun vidste ikke, hvornår hun ville se ham igen. Hun vidste hverken, hvem hun selv eller han ville være til den tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...