Christoffer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2013
  • Opdateret: 3 apr. 2013
  • Status: Igang
Denne historie fungerer som mit produkt til et projekt om skilsmisse. Historien handler om en dreng, der er tvunget til at bruge et par uger af sin sommerferie hos sin mor og hendes nye mand, hvilket han ikke er meget for.
*bemærk at kapitlerne er ret korte*

9Likes
7Kommentarer
477Visninger
AA

5. Kapitel 4

Det var det, der fik det hele til at blive for meget. Drengen der havde stået lænet op ad væggen skubbede fra og skyndte sig tilbage til det værelse, han var kommet fra. Han ville ikke høre så meget som et ord mere, og han var både vred og ked af det på samme tid.

Vred fordi denne mand kunne finde på at snakke sådan om hans far. Christoffers far var en god far, og han havde faktisk styr på sine ting. Han var måske ikke overbestemmende, men det var bestemt heller ikke fordi, at han lod sin søn gøre hvad som helst.

Ked af det var han, fordi det åbenbart var sådan, folk så ham. Dum, uforsvarlig, oprørsk. Han var måske ikke Guds bedste barn, men han var heller ikke den, Michael troede han var.

Han smed hurtigt de ting der lå på sengen ned på gulvet, mens han mindede sig selv om, at han skulle huske at sende dem en kopi af sit karakterblad, når han kom hjem.

Han klarede sig faktisk meget godt i skolen, og han havde aldrig så meget som overvejet at få flere piercinger. Det var nok heller ikke noget, hans far ville have givet ham lov til, men det ville Michael nok aldrig tro på, hvis man fortalte det til ham.

Selvom han egentlig var træt, kunne drengen ikke falde i søvn. Han lå bare på sengen i det mørke værelse, mens han kunne høre, at de voksne gik i seng. Der gik ikke længe, før han var ret sikker på, at han var den eneste, der var vågen.

Han vidste, at han ikke ville kunne blive i dette hus i over end en uge mere, så han brugte den søvnløse tid på at finde ud af, hvad han så skulle gøre. Hvor kunne han tage hen?

Han sov ikke godt, da han endelig faldt i søvn, og han var i dårligt humør, da han endelig vågnede igen. Han gik ud i køkkenet for at finde noget mad og ignorerede fuldstændig Simon, der sad ved spisebordet og lavede et eller andet. Det var heller ikke fordi, at denne dreng interesserede dig sønderlige om den anden, før det gik op for ham, hvad det var, han havde gang i.

”Du kan da ikke bare tage det med ned på værelset,” bemærkede Simon, og den anden dreng vendte opmærksomheden mod ham.

”Og hvorfor ikke?”

”Fordi at spise da er noget, man gør i køkkenet.”

”Nå. Dengang jeg boede her,” begyndte Christoffer og tog tallerkenen og det juicefyldte glas op. ”Måtte man altså gerne tage mad med ned på værelset, og der er altså ikke nogen, der har forklaret mig de nye regler.”

Han gik, inden den anden kunne nå at svare, og han ønskede mere end noget andet, at der slet ikke var kommet nogen nye regler.

Ligesom dagen før valgte han at forlade det røde hus, men denne gang var det mest af alt fordi, han ikke kunne holde ud at være der.

Hvordan det lykkedes ham at få så meget tid til at gå, vidste han ikke, men det meste af eftermiddagen forsvandt til sidst, og han bestemte sig for at gå tilbage. Han kunne jo sætte sig og spille guitar. Det var altid godt, når man var i dårligt humør.

Det viste sig, at Jeanette lige var komme hjem, så hun var stadig i entréen, da han kom ind. Hun prøvede forsigtigt at tvinge et smil frem, og han gengældte det halvt. Selvom hun var færdig,, blev hun stående og betragtede sin søn.

”Så der blev måske lavet bål igen i dag?” spurgte hun til sidst.

”Eh, hvad?” Drengen rettede sig op efter at have bundet sine sko op og kiggede på sin mor.

”Jeg er ikke dum,” Christoffer,” sukkede hun. ”Jeg kan godt lugte, at det der ikke er bålrøg.” Han kiggede bare på hende uden at svare, og derfor valgte hun selv at fortsætte:

”Fortæl mig nu bare sandheden. Er du begyndt at ryge?”

”Og hvad hvis jeg er?” spurgte han og maste sig forbi hende, samtidig
med at han svang de lange dreadlocks over den ene skulder.

”Så var det måske noget, vi lige burde snakke om.”

”Hvorfor?” Han vendte sig rundt, så han igen kiggede på hende. ”Du kan jo være ligeglad. Det er ikke dit problem.”

”Ved din far det?” spurgte hun opgivende.

”Det ved jeg ikke,” blev det eneste svar, og han trak en enkelt gang på skulderen, inden han gik.

”Du kan da ikke bare gå,” kaldte hun efter ham, men det kunne han. Moderen var udmærket klar over, at hun ikke havde sin søns fulde respekt, men hun vidste også, at det var hendes egen skyld.

Den aften endte for Christoffer med at blive den værste. Han følte sig kun endnu mere uvelkommen og tilovers, end han havde gjort de tidligere dage, og han vidste nu, hvor lave tanker hans papfar egentlig havde om ham.

For første gang i løbet af den tid, han havde været der, prøvede hans mor ikke engang på at starte nogen form for samtale op. Det faktum, at hun havde opgivet, viste bare, hvor håbløst det var.

Han havde ikke lyst til noget som helst. Ikke engang guitaren havde han lyst til at spille på. Han havde bare lyst til at finde ud af, at det her havde været en ond drøm. At han ville vågne lige om lidt, at hans mor stadig ville være den samme, og at er ikke boede nogen dum mand og hans søn i hendes hus.

Problemet var bare, at han var lidt for klar over, at det her var virkeligheden, og at der ikke var noget, han kunne gøre ved det. Det eneste, han kunne gøre, var at kæmpe sig igennem fredag aften og frygte lørdag morgen. Skulle han virkelig være der en hel uge mere? Det ville han aldrig kunne overleve.

Hvorfor skulle hans far også lige til Norge i ferien? Hvorfor havde han
ikke haft nogle andre muligheder, der havde været rarere? Noget han rent faktisk selv ville have troet på fra starten af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...