Christoffer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2013
  • Opdateret: 3 apr. 2013
  • Status: Igang
Denne historie fungerer som mit produkt til et projekt om skilsmisse. Historien handler om en dreng, der er tvunget til at bruge et par uger af sin sommerferie hos sin mor og hendes nye mand, hvilket han ikke er meget for.
*bemærk at kapitlerne er ret korte*

9Likes
7Kommentarer
514Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

Det var ikke ligefrem fordi, det var det mest vellykkede første møde, og der var bestemt ikke nogen form for kærlighed ved første blik. Manden med det korte, mørke hår havde sendt den fremmede dreng et misbilligende blik, hvorefter han kiggede kort på sin kone. Han vendte igen blikket mod drengen og hilste stift på ham, inden han gik længere ind i huset med sin taske.

Christoffer hilste igen og følte sig ubehageligt til mode under den anden drengs stirrende blik. Det blev en lige så kort hilsen, og drengene forsvandt ind på hver deres værelse. Den ene for at pakke ud; den anden meget enkelt for at være alene.

Det var en meget trykket stemning, der lagde sig over de fire mennesker, da frokosttid blev nået. Den eneste, der rigtig prøvede at starte en samtale, var den lyshårede kvinde, og det lykkedes hende ikke rigtig. Manden, som hed Michael, var ikke videre interesseret i at snakke med den anderledes udseende dreng, og denne havde heller ikke den store lyst til at snakke til ham.

Den anden dreng, Simon, så bare ud til at være fascineret af drengens dreadlocks og det faktum, at han fik lov til at rende sådan rundt. Hans far ville i hvert fald aldrig have givet ham lov til at se sådan ud. Hvad ville folk ikke tænke?

Resten af lørdagen forløb, ligesom den var startet. Ingen var helt tilpas med situationen, og ingen gjorde det store for at gøre noget ved det. Det blev en smule bedre i løbet af søndagen, da folk lige så stille vænnede sig til den forskel, det var at have endnu en person i huset.

Christoffer følte sig ikke helt velkommen, og han vidste, at han aldrig rigtig ville kun føre en rigtig samtale med den mand, der egentlig var hans papfar.

Ikke at det var noget, han nogensinde ville kalde ham. Han vidste også godt, at hans mor prøvede at få det til at fungere, men det gik ikke helt for hende. De havde ikke været særlig tætte de sidste par år, og tingene i det røde hus havde ændret sig gevaldigt, siden denne mand og hans søn flyttede ind.

Lige da forældrene blev skilt, havde sønnen brugt meget tid begge steder, men som tiden gik, blev han for det meste i lejligheden hos sin far. Det var også så besværligt at skulle have det hele til at passe med skole, togtider og fritidsinteresser.

Der blev så tit holdt noget i weekenderne, og så var det ikke muligt at nå begge dele. Efter moderen og Michael var flyttet sammen, havde han kun været kort forbi huset, mens manden ikke var hjemme og aldrig mere end en times tid ad gangen.

Andre steder havde han heller ikke brugt meget tid med sin mor, for det var heller ikke nemt at få til at passe, og når de endelig havde været sammen, havde de aldrig rigtig haft noget at snakke om.

Nu var han der så igen. I huset. Han sad på den gamle skrivebordsstol og betragtede sengen, der ikke længere var pænt redt, og tasken, der stod på gulvet med halvdelen af indholdet i en bunke ovenpå. Den orden, der havde været i den, da han tog hjemmefra, var der ikke længere spor af. Orden havde aldrig været hans stærkeste side.

Måske det også lidt var et af problemerne. Der var blevet så ordentligt, siden han sidst rigtig havde været i huset. Køleskabet var ikke længere overklistret med små sedler og tegninger.

Der lå ikke papirer eller breve og flød nogen steder. De halvslidte lænestole og den matchende sofa var skiftet ud med noget dyrere og pænere. Radioen kørte stort set ikke, og ingen anden musik var der heller. Der var bare stille, og en sjælden gang imellem kunne fjernsynet høres.

En smule lettet var Christoffer, da det blev mandag, og begge de voksne skulle på arbejde.

Det betød, at han bare kunne passe sig selv hele dagen. Han skulle ikke undgå ubehagelige sammenstød eller sidde i mere eller mindre akavet tavshed sammen med andre lige så tavse mennesker.

Simon kunne han nok ikke undgå hele ugen, men forhåbentligt havde han en masse venner, han kunne besøge. Det her var ærlig talt ikke helt det, han havde håbet på at bruge sin sommerferie på. Den ferie, han sådan havde set frem til, blev ikke helt, som han gerne ville have haft den.

Han skulle have været hjemme sammen med alle sine venner, hvor de kunne gøre, som det passede dem, uden at det generede nogen som helst. Jo, han havde da engang haft venner her, men dem kendte han ikke længere. Han kom her så sjældent, at det ikke var en kontakt, der var blevet vedligeholdt. Nu havde det været rart.
I stedet brugte han hele dagen på gæsteværelset. Det var da i det mindste noget, at han havde guitaren og computeren.

På den måde fik han nemt nok dagen til at gå. Problemet var bare at aftenen og et par uger skulle det samme.

I løbet af ugens første dage blev det faktisk en smule bedre. Christoffer havde vænnet sig til, at der nu var andre end hans mor i huset, og han vidste efterhånden hvilke ting, man ikke skulle sige, når de var der. Han havde også fundet ud af, hvad der havde fået moderen til at ændre sig. Det var meget enkelt hendes nye mand.

Michael havde til sidst accepteret, at der de næste dage ville rende en høj dreng med – efter hans mening – mærkeligt hår og piercing rundt i huset, og at denne dreng altså var typen, der godt kunne finde på at smække fødderne op på sofabordet.

Det hele så ud til at blive okay indtil onsdag aften, hvor de første problemer langsomt begyndte at opstå. Christoffer havde sat sig med den akustiske guitar, da Michael kom ind og bad ham om at stoppe for i aften, da det larmede i de andre rum.

Hvis det var blevet ved det, ville tingene måske være fortsat i den rigtige retning, for Christoffer forstod og kunne affinde sig med det.
Hvis det bare var blevet ved det, ville det måske ikke være gået, som det gik. Men i stedet for bare at gå kiggede Michael rundt på det, der engang havde været en pænt og rydeligt gæsteværelse, og hævede det ene øjenbryn en smule.

Selvom drengen ikke havde haft vildt mange ting med, var det alligevel lykkedes ham at få værelset til at se utrolig rodet ud på meget kort tid.

”Burde du ikke få ryddet lidt op?” spurgte han, og drengen kiggede op på ham.

”Hvorfor?”

”Fordi her ser forfærdeligt ud.”

”Så er det jo heldigt, at det er mig og ikke dig, der skal kigge på det.” Christoffer vidste godt, at det ikke ville gavne at svare igen, men han var typen, der havde ret svært ved at lade være.

”Derfor skal det da gøres alligevel.”

”Bestemmer du måske det?” spurgte drengen og lød med vilje undrende. Manden pressede læberne sammen til en tynd streg og kneb øjnene en smule sammen, inden han svarede:

”Det er mit hus.”

”Sidst jeg tjekkede, var det faktisk min mors,” påpegede Christoffer, hvilket kun fik manden til at knibe øjnene endnu mere sammen. ”Så det er jo slet ikke dit problem.”

”Javel ja,” mumlede Michael, og det var vist mere overordentligt set end et svar til det, drengen havde sagt. Han vendte rundt og forlod det rodede gæsteværelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...