Who

En historie jeg skrev som afslutning på et forfatterkusus.
Den blev skrevet ud fra verden 100 år ud i fremtiden.

Freedom fylder 16 i morgen. Så skal hun igennem en udvælgelse, for at finde ud af, hvad hun skal bruge resten af sit liv på. En dag fyldt med spænding og nervøsitet, men Freedoms sande natur er ikke som man kunne forvente...

0Likes
0Kommentarer
272Visninger

1. I morgen

 

I morgen fylder jeg 16. Jeg lægger tandbørsten fra mig, og trækker sokkerne af. Så går jeg ud i gangen og ind på mit værelse. Jeg sætter mig ned, og begynder åndsfraværende at spille spil. Mine tanker kredser om i morgen. I morgen fylder jeg 16. Sammen med alle de andre fra mit kuld. Vi kommer i kuld, en gang om året. Hvert andet år er det piger, hvert andet år er det drenge. Vi bliver ”født” i laboratorier. Hvis man vil have børn sender man lidt DNA til folketinget, og så bliver ens barn lavet. I morgen går vi ikke i skole, men tager til polterabend, hvor det sidste kvinde-kuld venter på os. Der får vi udleveret et sæt neutralt tøj, som vi så skal have på til udvælgelsen, og når den er slut, får vi udleveret novicetøjet fra vores respektive grupper. Derefter bliver der holdt en stor fest, hvor alle grupperne er med. I overmorgen får vi en hviledag. Så skal vi begynde på vores uddannelse. Og når vi er færdige med den, kommer vi ud at arbejde. Der bliver vi, indtil livet ikke har mere at give os, og vi bliver brændt. I morgen begynder alt det.

 

I Zone 13 bor der ca. 2000 mennesker. De har hver deres funktion. Nogle arbejder i de små haver. Andre arbejder i sikkerhedsgruppen. Nogle arbejder med kontakten til de andre zoner. Og nogle arbejder i skoven. Det er ikke et noget, man vælger. Når man bliver 16, kommer man op til en prøve, og derefter bliver man sendt ud på et job. Nogle er selvfølgelig mere eftertragtede end andre. Min familie er healere. Min mor, min far og min storebror. Som den eneste i min klasse er jeg ikke nervøs for udvælgelsen. Hver dag har jeg hørt de andre i klassen hvine og fnise over de forskellige muligheder. Men jeg ved, hvad jeg skal være. Og healer er langt fra det værste job at få. Sidste år, da drenge-kuld nummer 123 skulle udvælges, blev halvdelen af dem sendt ned til mineindustrien. Det sker en gang imellem. Det er folketinget, der bestemmer. Hvis der f.eks. mangler folk til at drive atomkraftværkerne, bliver halvdelen af det færdige kuld lige perfekte til jobbet. Det sker altid kun med de farlige jobs, dem som folk dør af.
Men ikke i år. folketinget mangler ikke nogen. Sidste år hentede de alle ind. Fra Zone 44 kom alle kemikalie-bearbejderne, fra Zone 10 kom dykkerne og fra os kom minearbejderne. Der er ikke nok, der er døde i år til, at de skal hente nye ind. Så jeg bliver healer. Ikke fordi jeg har noget stort talent for det, ligesom min mor og storebror. Jeg kan det mest basale, og det er mere end f.eks. lille Sally fra bageren kan. Hun har levet hele sit liv inde i bageriet, og hun ved alt, hvad der er at vide om bagværk. Men hun ville ikke kunne lægge en forbinding, om det så gjaldt hendes liv. Det er også derfor, at en familie ofte er healere alle sammen. Men lærer det fra barnsben. Kun en sjælden gang imellem bliver folk noget andet end deres forældre. Så når jeg sidder her, i min hvide stol på mit værelse, der lugter af jod og krydderier, er det svært at være i tvivl. Alligevel bobler min mave lidt, når jeg tænker på i morgen.

 

Min mor er helt oppe og køre. Hun fiser rundt, stryger mit tøj, laver mad, pynter op. Af en eller anden grund er hun ligeså spændt på udvælgelsen i morgenm, som pigerne fra mit kuld er. Min far er ikke meget bedre end hende. I går gik han over til mig, lige inden jeg gik i seng, klappede mig på skulderen og sagde:
”Jeg er stolt af dig” Så vendte han sig om og gik, men ikke uden lige at tørre den tåre væk, der sad i hans øjenkrog. Min storebror er det eneste normale menneske. Men selv han ryster på hovedet, når jeg fortæller ham, hvorfor jeg ikke er nervøs.
”Man ved ikke, hvad man bliver før sidste sekund,” siger han. Og så smiler han bare sit hemmelighedsfulde smil og stikker mig en ekstra småkage under bordet.

 

Jeg bemærker først hvad klokken er, da min mor banker på døren.
”Du skal få dig noget søvn” siger hun. Selvom døren dæmper hendes stemme, kan jeg høre hvordan hendes toneleje er lidt højere, end det plejer at være. ”Du skal tidligt op i morgen.”
Jeg svarer hende med et kort godnat. Normalt ville hun brokke sig over min kortfattethed, men i dag kan jeg vist tillade mig alt. Langsomt lukker jeg min ipad178 ned, trækker i min blå pyjamas, nusser lidt ved et af de mange huller, trækker lidt ned i den, for at få den til at dække lidt mere og lægger mig under min dyne. Sensoren lukker langsomt lyset ned, indtil der er så mørkt, at jeg kan mærke det.

 

 

//Hvis du har tid, må du endelig gerne skrive en kommentar, give den stjerner, eller hvad du nu kan finde på :)

Jeg vil meget gerne vide, hvad jeg kan gøre bedre, så skriv bare!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...