Jeg vil altid huske dig

Mathilde Lyngsgaard på 15 år mister hendes mor der dør af kraft. Hendes liv bliver helt forandret og hendes far mere og mere indelukket.
Vil Mathilde vende tilbage til skolen eller hvad?



(Dette var en skoleopgave)

0Likes
0Kommentarer
359Visninger
AA

1. Jeg vil altid huske dig

Det hele kørte rundt inden i mig, jeg fattede det ikke. Hvordan kunne hun gøre det mod mig, selv mod far? Jeg rystede på hovedet og fjernede de tårer, der løb ned af mine kinder med min håndryg. "Hvorfor mor?"  Tårerne strømmede nu ned af mit ansigt og jeg kunne slet ikke styrer dem, men hvorfor også prøve? Jeg tog hendes hånd og klemte den hårdt. Jeg vidste, hun ikke kunne mærke det og aldrig nogensinde ville kunne det igen. Hun havde opdaget det for sent. Troede det kun var stress, men hun havde taget fejl. Kraft er noget lort. Jeg hadede hende for ikke at havde fortalt os det noget før. Vi kunne havde hjulpet hende, men hun ville klare det selv. Hun troede, at hun var stærk nok. Mit had blev formindsker, da jeg kiggede på hendes kolde ansigt. Det skete i nat. Det der ikke måtte ske. Det jeg frygtede allermest. Jeg slap hendes hånd og aede kort hendes kind, inden jeg rejste mig for at finde min far.

Han sad helt alene i venteværelset og så snart han så op på mig, kunne jeg se, at han havde grædt. Selvfølgelig havde han grædt. Vi kastede os i hinandens arme og græd ud. Vi græd så længe, at vores øjne næsten tørrede ud. Jeg snøftede kort og trak mig væk fra ham. Han talte stille med en hæs stemme; "lad os tage hjem".

Jeg vågnede tidligt om morgenen. Det  var allerede tirsdag. Jeg havde fået fri et par dage, så jeg kunne komme mig over min mor. Som om jeg ville kunne det og så kun på nogle få dag. Jeg hadede dem. Sige at jeg bare skulle have et par dages pause og så ville jeg være klar igen Jeg tror aldrig, at jeg vil blive klar igen. Min far havde næsten ikke været hjemme i går. Han sagde, at der var  var meget arbejde, der skulle klares, men det troede jeg ikke på. Han plejede aldrig at arbejde over. Jeg faldt tungt tilbage i min seng og kiggede uklart op på loftet. Jeg havde ikke lavet andet end at græde i går. I overmorgen skulle hun bisættes. Hun skulle brændes først. Det havde min far valgt. Og så ud på de ukendtes gravsted. Jeg havde skændtes med ham i går morges. Det var nok også derfor, han blev på arbejdet i længere tid. Jeg ville kunne besøge hende og lægge blomster på hendes grav, men fra mente, at det var bedre, hvis hun lå på de ukendtes. Jeg havde forestillet mig en blank sort sten, hvor på der skulle stå med guldbogstaver- Marianne Lyngsgaard. Vores elskede datter, hustru og mor. Vi vil altid huske dig

Jeg skulle i skole i morgen, men jeg havde ikke tænkt mig at tage af sted. Min far lagde næsten ikke mærke til mig længere, så han ville nok slet ikke lægge mærke til, at jeg ville blive hjemme, med mindre han ville komme lidt tidligere hjem. Ikke at jeg regnede med det. Jeg havde ikke kunnet græde til begravelsen. Jeg havde nok grædt det hele ud, der var bare ikke flere tårer selv om, det var forfærdeligt trist. Der var kommet en masse mennesker, som jeg slet ikke kendte, men de må havde betydet noget for min mor...eller min far. Det havde set så smukt ud med alle blomsterne, der var lagt omkring kisten og ned af midtergangen i kirken. Det hele havde virket så underligt som om, det ikke var sandt, men det var det desværre.

Min far var taget af sted, før jeg overhovedet var stået op, men desværre var en af mine veninder kommet over for at hente mig. Jeg ville gerne have sagt noget om, at jeg var blevet syg eller andet, men jeg så ikke syg ud højst træt. Hele dagen havde været så lang. Jeg havde ikke fulgt med i timerne og det havde ført til nogle pinlige situationer, dog havde ingen gjort grin med mig.

Jeg stoppede op foran vores dør og tog en dyb indånding. Vi boede i et lille kvarter med fine små huse. Her var altid rent. Jeg løftede tøvende min hånd og bankede på- jeg havde glemt min nøgle. Jeg hørte nogle tunge slæbende skridt og så dørhåndtaget langsomt blev trukket ned. Min far kiggede sløvt på mig, inden han forlod døren. Jeg trådte forsigtigt ind og lagde min taske i gangen, hang min jakke på knagen og smed mine støvler ind i skabet. Jeg løb hurtigt op på mit værelse og smækkede døren i. Nu vidste han, at jeg ikke havde lyst til at snakke. Det var først, da jeg havde smidt mig på min seng med min iPod i hånden, at jeg undrede mig over, hvorfor han var så tidligt hjemme. Med min iPod i hånden og høretelefonerne i ørerne listede jeg langsomt ned ad trappen og ind i stuen, hvor han sad med avisen og en kop kaffe. Jeg stillede mig i dørkarmen og kiggede ham over skulderen; "hmm". Min far hoppede en smule og skyndte sig at folde avisen sammen; "du er tidligt hjemme i dag". Jeg nikkede og gik ud i køkkenet, hvor jeg fandt en pakke kiks og  tog et glas vand. "Det er du også", svarede jeg, da jeg gik forbi ham og hen mod trappen. Jeg kiggede kort tilbage på ham og gik så op af trappen.

Jeg blev hjemme den næste dag. Min veninde havde jeg skrevet til og sagt, at jeg var blevet syg, så hun ikke kom igen, Min far var taget tidligt af sted, så jeg havde sat mig ned foran tv'et med en kop te i hånden. Jeg sad og så Friends, da det ringede på døren. Tøvende rejste jeg mig op og gik ud for at lukke op. Der stod ingen, men der lå et lille brev på vores dørmåtte. Til Michael Bjerre Lyngsgaard. Jeg samlede det op vendte det rundt; Esrum Kostskole. Jeg smed hurtigt brevet fra og stirrede på det. Havde han tænkt sig at sende mig på kostskole? Hvad tænkte han lige på? Jeg havde lige mistet min mor, skulle jeg nu også miste ham og alle mine venner? Tårerne begyndte at strømme ned af mine kinder, jeg løb op på mit værelse og smækkede døren i. Jeg kom til at kigge på mig selv i spejlet og det var en stor fejltagelse. Det lyse hår så næsten helt gråt ud og min hud kridhvid. Min øjne skinnede af frygt og uro og mine ben var tynde som tændstikker. Jeg kastede mig i min seng og lod gråden komme ud. Jeg prøvede ikke på at stoppe det. Efter noget tid tog jeg mig sammen, rankede ryggen og gik ned til brevet. Jeg tog det op og hev forsigtigt det lille klistermærke af. som holdt det lukket. Inden i lå et lyseblåt kort. Jeg pillede det op af konvolutten og foldede det ud. Med store bogstaver stod der:

Vi kan hermed meddele, at Mathilde Bjerre Lyngsgaard er blevet optaget på Esrum Kostskole. Vi glæder os til at se dig og Mathilde torsdag d.11/2.

 

Med venlig hilsen

Bestyrelsen af Esrum kostskole

Esrum hovedgade 18, 3230 Græsted. Tlf. 45 55 98 02

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...