Broken Glass

Drengen Oliver var en dag alene hjemme - fordi hans mor var på nattevagt. Den dag var ikke Olivers heldigste dag.

Denne fantasy krimi er skrevet ud fra en virkelig hændelse, faktisk ud fra min gamle bedste vens liv.

7Likes
10Kommentarer
547Visninger
AA

1. Lukket inde i sindet

 

Mor lukkede forsigtigt den høje dør i efter sig, og en knirken fulgte efter. Jeg stirrede mod min opslagstavle, som var fuld af virvlende papirstykker. Jeg ledte efter det stykke dokument, det stykke papir med det skrækkelig blæk presset ned på papiret, den seddel jeg afskyede så dybt. Mine øjne faldt hurtigt derpå, jeg skimtede den igennem, nok for otteogtyvende gang idag, for ligegyldigt hvor mange gange jeg læste den, ville det slet ikke gå op for mig, hvad den betød.

Ordene rammer mig så hårdt, for jeg har ikke lyst at tage derhen, jeg er der så tit - og det er ikke engang fordi jeg får noget ud af det. Bare en masse hårdt rammene ord om, hvor syg jeg egentlig er, hvorfor jeg burde snakke med alle mulige voksne, der tror de har forstand og visdomhed angående alt der handler om mig. De kender mig ikke, ingen kender mig. Ikke engang migselv, så hvordan - hvordan skulle de kunne finde ud af bare en støvklat om mig? 

Det kan godt være jeg ikke er som alle andre -  men dog synes jeg heller ikke, at folk burde gå så meget op i, hvordan jeg har det. Jeg bryder mig ikke om deres såkaldte hjælp. Jeg har ikke brug for hjælp, jeg mener ikke selv jeg har brug for hjælp. 

Jeg er træt af alting, ikke fysisk, men træt af at blive psykisk pinet. Pinet af dem. Dem der altid fortæller mig, at jeg er forkert, at jeg ikke har en plads - herpå jorden - som alle andre. At jeg er spild af ilt, at jeg ikke har nogen grund til at prøve. Jeg forsøger altid at få dem til at give op, men de sidste gange de har været på besøg i mit sind har de ikke ladet mig være. De bliver ved med at fortælle mig at det er mig der er problemet. 

Nu er de der igen, men jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg føler mig så nytteløs, jeg er nytteløs. De fortæller mig altid, at alting er så trist. De fortæller mig, at jeg skal give slip. At jeg ikke er stærk nok. Nogengange forfører de mig oven i købet. Der er så mange gange, hvor jeg har været tæt på at lade mig flyde væk, men det har jeg ikke gjord. Ikke endnu. Men noget fortæller mig, at jeg snart ikke kan mere. Dette 'noget' er dem. Stemmerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...