Min historie - 1. kapitel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2013
  • Opdateret: 6 mar. 2013
  • Status: Igang
Dette er det første kapitet i den selvbiografi, som jeg er i gang med at skrive. Den handler om starten på mit liv.

Håber på at kunne få noget konstruktivt kritik :)

2Likes
4Kommentarer
291Visninger

1. Prolog

 

En sort lille kvinde står ved en faldefærdig hytte. Der er støvet og beskidt, og det samme er hendes tøj. Hun går og fejer med en kost, vis børster består af et par enkelte grene. Kvindens hår er langt og sort. Hun bærer en slidt kjole der slæber hen ad jorden når hun går. En krumrygget mand kommer ud af hytten. Han er iført et par cowboyshorts, der engang har været et par gode bukser. De har næsten samme farve som ham selv. Han kysser kvinden på kinden, og siger noget til hende. Hun kigger smilende ned på sin runde mave, og kigger efter ham, mens han går ind mod skoven. I samme øjeblik manden er ude af syne, rammes kvinden af en bølge af smerter der skyller ind over hende med minutters mellemrum. Hun skriger op, og kigger desperat mod skoven, det sted hun så sin mand gå ind. Hun kryber langsomt ind i hytten og et øjeblik senere hører man en velsignet lyd. Det er en lyd der får tid og levende, til at stå stille. Det er en lyd, man altid vil finde hjerteskærende og varm på en og samme tid. Det er ikke mindre end lyden af en baby, der er kommet til verden.

Det er ved at være mørkt omkring hytten, men indenfor i et tidløst øjeblik, har en nyfødt skabning spredt lys og varme til dens moder. Det er en varm nat i slutningen af juli. Året er 1993 i Nagpur, Indien.

Kvinden, der er iført sine fineste klæder, er på vej til byen. På armen bærer hun den lille pige, indsvøbt i de reneste stykker stof. Kvinden kigger ned på sin baby, der griner til hende. Selv er kvinden ikke til at genkende, for de sorger der løber ned ad hendes kinder. Kvinden går ind ad en stor sort gitterlåge. En vagt hilser på hende, da hun går forbi. Hun går op til kontoret, får kradset sit navn ned på et par papirer, selvom hun knap nok kan skrive, og afleverer hendes byrde og velsignelse. Hun haster ned ad trappen, alt imens hun håber på, at denne handling, ikke vil følge hende. Hun løber ud af byen og tilbage til hytten.

Men hun kan ikke løbe fra sine glæder og sorger. De følger hende for altid, og selv har hun ingen anelse om, hvilken start på livet, hun gav det lille uskyldige væsen, vis liv vil være mærket fra og med denne dag, der vil følge hende resten af hendes liv, som et ar på sjælen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...