Confused.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2013
  • Opdateret: 9 apr. 2013
  • Status: Igang
Emma er en pige på 12 år. Lige for tiden, så går det ikke så godt. Hendes forældre skændes rigtig meget, så meget at hun bliver nødt til at låse døren og sætte høj musik på, for ikke at kunne høre deres råb. Hun er bange for, at de skal skilles. Hun kan ikke rigtig koncentrere sig i skolen, hendes karakterer bliver dårligere og dårligere. Samtidig er der denne her onde pige i hendes klasse, som driver alle til vanvid. Især Emma. Hun føler sig krænket, trådt på, men hun har ikke mod på at sige det. Hun er rigtig meget sammen med hendes gode veninde, som hele tiden flirter med hendes kæreste. Hendes liv er så frustrerende, og oven i det hele, så begynder hun at komme i puberteten.

1Likes
2Kommentarer
286Visninger
AA

2. Er jeg okay?

Jeg sad på min plads, helt stille og kiggede bare ud af vinduet, da Amalie kom hen for at spørge, om jeg var okay. '' Nej, selvfølgelig er jeg ikke okay, du prøver at stjæle min kæreste, mine forældre skændes hele tiden, jeg får dårlige karakterer og alt er bare noget lort. Tror du selv, jeg er okay?'' . Det var det, jeg havde lyst til at sige til Amalie, men selvfølgelig sagde jeg det ikke. I stedet nikkede jeg bare, og sendte hende et svagt smil. Var det virkelig sådan her livet skulle være? Læreren kom ind af døren, og jeg skyndte mig at finde mine bøger frem, så jeg slippede for at snakke mere med Amalie. Please, hun ikke spørger om vi skal være sammen efter skole. Please, hun ikke spørger om vi skal være sammen efter skole. Please.. '' Emma, skal vi ikke være sammen efter skole? '' Åh, suk. Selvfølgelig skulle Amalie spørge om lige præcis dét. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg har ikke lyst til at være sammen med hende, men jeg vil heller ikke sige nej til hende. Jeg tænkte hurtigt, og nikkede derefter. '' Ja, men jeg har lovet at være tidligt hjemme, da det er min maddag i dag. '' Amalie ved da godt, at det ikke er min maddag i dag, men jeg håber ikke hun lægger mærke til noget. Hun nikkede bare, som om hun ikke vidste noget som helst. Men hun er heller ikke så klog, så man kan ikke rigtig bebrejde hende det. Jeg slog op på den side i bogen, vi var nået til og begyndte at lave de matematikopgaver, vi var blevet bedt om at lave. Hvad er 1678:58? Jeg kradsede tallene ned i kladdehæftet, ikke fordi jeg vidste svaret, men fordi vores lærer gik meget op i orden. Jeg er ikke den skarpeste til matematik, og det er nok dels også fordi, jeg ikke rigtig følger med. Jeg prøvede at regne det ud i hovedet, men det var for store tal. Åh, hvad er metoden nu? Jeg glemmer den altid. Jeg kiggede op, og læreren sad fordybet i nogle andres opgaver. Jeg trak hånden ned i lommen, for at finde min sprit nye iPhone frem, som jeg havde fået af mor og far. Som om det ville gøre det bedre? Som om jeg ikke stadig bliver ked af det, når de skændes, bare fordi jeg har fået en iPhone? Jeg gik hurtigt ind på lommeregner, og skrev stykket ind. 28,9310345. Det var da ikke så svært. Jeg skrev hurtigt 28 ned i kladdehæftet, og så på det næste stykke. Jeg skyndte mig at skrive det ind på lommeregneren uden nogen så det. '' Hvad laver du, Emma? ''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...