De omvendte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2013
  • Opdateret: 13 mar. 2013
  • Status: Igang
En gang for længe siden, blev De Mørke pludselig væk.
En dag dukkede de op - midt i byen!
De Mørke overtager det hele. Udnævner sig selv til konger, og dem som ikke lystrer, bliver smidt i kløften.

0Likes
0Kommentarer
261Visninger
AA

2. De omvendte

En af De Mørke råbte på mig: "Du der! Kan du så komme her! Du mangler at lave den her hat!"

Jeg stod i mine egne tanker, og hørte ham først ikke.

"DU DER! KOM SÅ HER!", råbte han så.

Jeg fór op, og løb derhen. Mit arbejde er dødsygt! At sidde og lave hatte dagen lang, er ikke ligefrem det bedste!

Den Mørke rev mig i jakken. "Se så at komme i gang!", brølede han ind i hovedet på mig.

"Jaja..", mumlede jeg.

"Hvad sagde du!?", Den mørke kiggede på mig.

"I-ikke noget...", sagde jeg stille og tog hatten.

Jeg kunne mærke hans blik i ryggen på mig, men arbejdede videre.

Jeg stak mig i fingeren med den snavsede nål. "Av!", mumlede jeg for mig selv. Jeg havde lært på den hårde måde, at man ikke skulle råbe op derinde.

Heldigvis var arbejdsdagen snart slut, så kunne jeg komme over til Stella. Stella er Albert og Albertes datter. Min ynglings af deres katte, er den lille Mille. Jeg har selv givet hende det navn, for da hun blev født, var hun så lille, så Mille passede godt fordi det rimer på lille. Lille Mille.

 

Jeg rettede på min snavsede trøje, og gik om bag i flokken der skulle ud.

En tyk dreng bag mig skubbede hårdt til mig, så jeg faldt. De andre gik videre. Jeg rejste mig op igen, og gik som den sidste ud.

Jeg luntede af sted ned ad vejen, og kæmpede for at holde balancen, fordi vejen gik nærmest lodret nedad.

Endelig var jeg uden for Stellas dør. Jeg bankede på, men der skete ingenting, hvilket heller ikke er så mærkeligt, for man kan ikke høre, når der bliver banket på døren.

"Stella?", råbte jeg. Alberte åbnede døren, og jeg skyndte mig ind. "Hej!", sagde jeg.

"Hej Anna!", sagde Alberte glad.

"Hvor er Stella?", spurgte jeg.

"Hun ligger i sengen med feber.", svarede Alberte, "Men bare kom ind, Lille Mille har ventet på dig!"

"Årh, stakkels Stella!", sagde jeg, "Lille Mille!

Mille kom løbende mod mig.

Jeg satte mig ned, og sagde hej til hende.

Jeg tog hende op, og gik ind til Stella.

"Hej", sagde jeg.

"Hej Anna", svarede Stella med grødet stemme.

"Hvordan går det?", spurgte jeg.

"Ikke så godt...", svarede hun.

"Æv", sagde jeg, "Men se det fra den lyse side - Du skal ikke på arbejde."

"Jaaa...Men jeg tror nu hellere, at jeg vil på arbejde uden at være syg, i stedet for ikke at være på arbejde og være syg...", svarede Stella.

Jeg tænkte lidt over, hvad hun havde sagt, og sagde så: "Hmm...?"

Der var en pinlig tavshed. Så jeg sagde: "Nå, jeg må hellere lade dig være lidt..."

"Ja, vi ses", svarede hun. Jeg kunne godt se på hende, at hun havde gennemskuet mig. Altså, at jeg gik på grund af den der pinlige tavshed.

Jeg gik pinligt berørt ud og kiggede ikke tilbage.

Jeg satte Mille ned. Hun skød ryg, og smøg sig op ad mine ben. Jeg bøjede mig ned, og kælede lidt med hende. Hun spandt veltilfreds, og jeg smilede. Mille kunne altid gørehumøret bedre, om man så var nede i et stort, sort hul af dårligt humør - Som i dag.

Jeg sagde farvel til Stella, Mille og Alberte, og gik ud på vejen igen.

For første gang, lagde jeg mærke til en lille sprække oppe i den forurenede himmel. Lyseblå himmel og skarpt lys vældede ud. Det var helt igennem fantastisk!

En mand kom gående på vejen ved siden af mig. Jeg spurgte nysgerrigt: "Kan du også se det?" Jeg pegede ivrigt op på "tingen".

Mand gloede på mig, som om jeg var sindssyg, og gik sin vej.

Jeg kiggede forbavset op igen. Jo, den var der stadig!

Så kom der en gammel dame, og jeg spurgte igen: "Kan du se den der?"

"Hvad mener du, kære?", spurgte den gamle dame.

"Jo altså, den der sprække oppe i himlen!", svarede jeg, "Kan du ikke se den?"

"Jamen kæreste barn dog!", sagde den gamle dame og kiggede forskrækket på mig. "Kom, nu skal jeg følge dig hjem! Du må have slået hovedet!"

"Hvad? Nej! Se nu! Det vælder ud med lys!", sagde jeg desperat. Hun måtte ikke følge mig hjem. Hvad ville mor og far ikke sige? De siger jo altid, jeg ikke på tale med fremmede.

Hun kiggede på mig. Jeg løb min vej. Hjem til det gamle hus.

Jeg måtte undersøge Den Lysende Åbning!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...