Verdensherskeren

Dette er mit bidrag til Science fiction konkurrencen.
Mange har prøvet at gøre det. At overtage verden. På et tidspunkt lykkedes det en mand at gøre lige netop det ved hjælp af sine tankelæsende robotter. Men ikke alle er tilfredse med at være underlagt en mands styre. Et sted er der en oprører, som ikke bare ønsker verden fri for hans herredømme, men også er villig til at tage andre menneskers liv for at opnå dette.
Coveret er et billede jeg har fundet på google og jeg har ingen rettigheder til det.

32Likes
63Kommentarer
1205Visninger
AA

2. Verdensherskeren

Han kiggede udover verden. Sin verden. Selvom det var anderledes end han havde forestillet sig, føltes det stadig godt. At være verdenshersker. Han kunne selvfølgelig ikke se udover hele verden, men han vidste at den var der og at den tilhørte ham. Nogle ville kalde ham ond, men han var ikke ond. Han var ambitiøs, og han havde opnået det han ville. Det de fleste skruke i tegneserier prøver at opnå. Verdensherredømmet.

***

Hun kiggede også ud. Svævebilen svævede lydløst ned mellem skraldespandene for foden af det der engang havde været Empire State Building. Det var herfra, han herskede over verden. Hun sukkede lydløst, da hun kiggede til begge sider. Der var ingen. Hun steg langsomt ud af bilen med pistolen rettet fremad. Hurtigt og professionelt sonderede hun terrænet. Nu ville han fortyde, at han havde fortalt hende alt. At han havde skrevet det hele ned. Det gjorde ondt på hende, at hun var nødt til at forråde ham på denne måde. Hun vinkede de tre andre med sig. Hurtigt, men alligevel roligt, skyndte de sig hen til bagindgangen. Hun trak forsigtigt ud i den blå latexdragt, som alle skulle bære. Den klistrede til hendes svedige krop og var på alle måder ubehagelig. Hun sukkede. Hun ville ønske, at de havde beholdt deres normale tøj på, men alle under hans herredømme gik i disse dragter. Hun mærkede en vibration i luften og hurtigt vendte hun sig om og så en af hans robotter gøre klar til angreb. Uden et ord skød hun den i hovedet. Den rystede kraftigt, før den faldt til jorden. Hun tænkte tilbage på tidligere i lejren, imens oprørerenes næstbedste tekniker arbejdede med låsen ind til bygningen.

"Er du sikker på det her?" havde den gamle kvinde spurgt igen.

"Ja, jeg er sikker. Det her bliver vores bedste chance, før det er for sent. Hvis I starter et oprør skal vi nok myrde ham imens," havde hun svaret koldt.

"Udmærket," havde hun sukket.

"Husk at passe på jer selv," havde hun blidt sagt, selvom de begge vidste at ingen af dem ville overleve.

Den gamle kvinde havde nejet, før hun forlod hendes jordhytte. Solens lys var sluppet igennem åbningen, og hun havde mindes de gode gamle dage. De dage hvor solen var en kilde til leg og latter, ikke til altødelæggende, tankelæsende robotter. Hun havde sukket, før hun gik ud af hytten. Med faste skridt var hun gået hen til deres bedste tekniker. Han sad og undersøgte en af de robotter, det var lykkedes dem at få med til lejren.

"Har du fundet noget?" havde hun spurgt.

"Nej," havde han svaret og rystet på hovedet. "Jeg ved ikke, hvordan de læser vores tanker endnu. Er du sikker på, at du ikke vil vente med missionen til jeg ved det?"

"Ja, det er nu eller aldrig."

Hun blev straks revet tilbage til virkeligheden, da døren gik op. Hun kastede et hurtigt blik på sit ur. Oprøret gik i gang om to minutter.

"Er alle klar?" hviskede hun næppe hørligt. Men de hørte hende alle tre og nikkede. "Oprøret går igang om præcis 118 sekunder. Så har vi 30 minutter, før alle robotterne vender tilbage hertil og gør vores mission umulig. Vi skal finde ham uden at vække for meget postyr. Husk jeres træning, så skal det nok gå." Hun nikkede til dem alle tre og kiggede igen på sit ur. 95 sekunder tilbage.

***

"Min herre?" sagde generalen spørgende henne fra døren. Han vendte sig ikke om, men stirrede stadig ud af vinduet. Den eneste grund til at han havde mennesker ansat var, at det gjorde hans undesåtter mere samarbejdsvillige. Eller det var det, han sagde til dem. Sandheden var, at selvom robotter var hans store lidenskab kunne de ikke erstatte det at tale med et menneske. Han kunne selvfølgelig gøre dem mere intelligente, men det turde han ikke. Hans søster havde en pointe. Det kunne være farligt. Generalen rømmede sig, og han vendte sig om og kiggede på den høje mand.

"Ja?" spurgte han, imens han løftede sit ene øjenbryn.

"Der er udbrudt oprør i vestsektoren," sagde generalen en smule nervøst.

"Her? I hovedstaden?" spurgte han undrende. Det var første gang, det var sket. Alle vidste, at dette var en af de tolv byer, hvor robotterne blev produceret.

"Hvor mange er de?" fortsatte han, da det gik op for ham, at generalen ventede på en ordre.

"Omkring 200."

"Send alle robotterne her i byen efter dem, bortset fra mine vagtrobotter. Oprørerne er dygtige. Jeg vil være sikker på, at de alle dør. Forstået? Ingen fanger."

"Hvad med de civile?"

"De skal frygte mig. Forhåbentlig er de kloge nok til at holde sig indenfor." Han tog sig til tindingen og rørte ved den knap, som forbandt ham til sine robotter. De adlød kun ham. "New York. Skyd alle i vestsektoren, som ikke er indenfor. Skyd alle med tanker rettet imod mig. Jeg gentager: Alle." Han vinkede generalen ud. Han var så stolt af sine tankelæsende robotter. Han kunne tydeligt huske den dag, han overtog verden med dem.

"Du er sindssyg," havde hans søster råbt.

Han havde ignoreret hende og strøget sin ene hånd over metallet på den nærmeste robot.

"Disse vidunderlige robotter kan læse tanker, har indbyggede lasere og så kører de endda på solenergi." Han havde smilet og set op i forventning, om at se hende smile tilbage. Men der havde kun været afsky at se i hendes ansigt.

"Hvad er der galt?" havde han undrende spurgt.

"Du er sindssyg," havde hun sagt igen, roligt denne gang. Det var som om, alle hendes følelser havde forladt hende i løbet af et sekund. "Hvad skal du med verdensherredømmet?"

"Magt, min kære søster. Jeg har fået magten til at udslette alle dem, som ikke troede på mig. Alle dem som mobbede mig. Alle dem som gjorde os begge ondt. Jeg kan gøre verden bedre, mere.... grøn." Han havde smilet af den sidste del. Han var ikke ude på at gøre verden grøn på samme måde som søsteren. Hun ønskede verden tilbage til middelalderen. Han ønskede teknologi overalt. Grøn teknologi.

"Hør lige dig selv," havde hun sagt koldt. "Hvis du virkelig var ude på at gøre verden bedre, havde du ikke gjort alle de mennesker ondt. Myrdet dem."

Før han kunne nå at svare hende, var hun ude ad døren. Han overvejede kort at få sine robotter til at stoppe hende, men lod være. Hun var trods alt kun et barn. Og han elskede hende stadig, selvom de var ligeså forskellige som nat og dag.

*** 

De gik alle fire så stille som muligt ned ad den blanke gang. Man kunne svagt høre deres bløde sko ramme gulvet og lugten af klor sved i næsen. Deres åndedræt var roligt. Hun kiggede sig over skulderen for at se, om de alle var med. Hendes oprørere. Selvom hun var forholdsvis ung, var det lykkedes hende at samle mange mennesker. De var ikke alle som hende. Nogle ønskede ligesom hende selv, at sende teknologien langt ud i verdensrummet. Andre ønskede blot at blive fri for ham. Verdensherskeren. Hun drejede om hjørnet og stoppede brat op. Det havde undret hende, at de ikke var stødt på nogle af robotvagterne endnu. Grunden var, at de stod lige foran hende. Der stod tolv robotter, klar til angreb. Hun prøvede ikke at tænke men bare at angribe. Men som de alle sammen vidste, kunne robotterne forudse deres mindste træk. Det var et under, at det overhovedet var lykkedes dem at ødelægge nogle en gang imellem. Hun stoppede op og tog en dyb indånding for at prøve at tømme hovedet. Imens hun tog dybe vejrtrækninger kun afbrudt af lyden af pistoler og lasere tog hun forsigtigt granaten op af lommen. Hurtigt trak hun splinten ud og kastede granaten ind midt i flokken af robotter. I et par sekunder var der gnister overalt. Men det var for sent. Selvom granaten kortsluttede alle tolv robotter i løbet af nogle få sekunder, havde de stadig nået at dræbe to af hendes kammerater, og der lugtede af svedt kød. Den ene af de døde var teknikeren. Den anden var en pige, som kun havde været hos dem i nogle få måneder, men hun havde allerede været dygtig. Hun kiggede roligt rundt omkring. Den sidste hun havde haft med, en mand på omkring 60, var en af de dygtigste. Han nikkede stille til hende. Han var klar. De fortsatte ned ad gangen. De løb, men prøvede at holde sig skjult. Han var ikke dum. Han havde flere robotter. Hun bandede af sig selv. Hun skulle ikke have ventet med at kaste granaten. Hun skulle have gjort det med det samme. Hun kiggede på sit ur. Fem minutter endnu.

***

Han stod og betragtede byen. Han kunne ikke høre den, men han kunne se den. Han havde for længe siden indset at byen larm ikke var noget for ham, når han tænkte, og havde derfor lydisoleret sit arbejdsværelse. Men han kunne stadigvæk se de hundredvis af robotter, der var derude. De lavede forskellige ting. Nogle af dem samlede skrald, andre vaskede de skinnende metalgader og soldrevne svævebiler. Men de fleste enten stod stille eller svævede forbi husene. De læste tanker. Tjekkede at der ikke var nogen, der lagde planer imod ham. Han kunne ikke se oprørernes lig, men han vidste, at nogle af robotterne var ved at rydde dem op. Selvom oprørerne var hans fjender, insisterede han alligevel på, at de fik en ordentlig begravelse. Eller han sørgede for det. Der var ingen, han skulle spørge om lov. Det føltes godt. Han satte sig ned ved skrivebordet for at se på sine tegninger. Han var ved at opfinde en maskine, der fik frø til at blive til modne planter på få minutter. Så var det slut med marker. Han smilede for sig selv. En anden af tegninger, en gammel tegning, forestillede en maskine, der lavede CO2 om til ren ilt. Maskinen var lavet og allerede i brug flere steder. Snart ville der ikke brug for planter, som andet end mad.

Han strakte sig, knappede sin kappe op og lagde den på stolen lidt væk. Den mørke kappe var varm at have på. Det var prisen for, at den ved hjælp af et kraftfelt beskyttede ham mod alle former for våben. Han huskede sin søsters reaktion, den første gang han viste hende den.

"Ej, den kan da ikke beskytte dig mod alting. Den ligner noget fra en tegnefilm," havde den lille pige sagt, da hendes ældre bror viste hende kappen.

"Jo, så længe jeg har den i nærheden skal den nok beskytte mig. Vil du prøve den?" havde han spurgt.

Først rynkede hun på næsten af den, men man kunne se i hendes øjne, at hun var vild efter at prøve den. Det tog heller ikke lang tid, før hun gav sig.

"Okay," havde hun sagt og smilet. Han havde smilet til hende og hjulpet hende i kappen. Hun havde hoppet rundt i stuen og råbt: Jeg er en superhelt. Men pludselig var hun standset op og havde set på ham med bekymrede øjne.

"Hvad skal du med sådan en kappe?" havde hun spurgt.

Han havde tøvet, men sagde det til sidst som det var.

"Når jeg bliver en mægtig mand, vil folk prøve at skade mig."

Den lille pige havde taget kappen af og givet den til ham.

"Hvis folk vil skade dig, betyder det så, at du er ond?" havde hun eftertænksomt spurgt.

"Nej, selvfølgelig ikke," havde han svaret og strøget hende over håret. "Vil du også have en?"

Hun havde kigget imellem ham og kappen, før hun endelig havde trukket vejret dybt ind og sagt:

"Nej bror, jeg kommer aldrig til skade."

Hun havde givet ham et kram, og de havde ikke nævnt det siden. Han havde syet en kappe til hende, til når han overtog verden og hun også ville være fare. Men hun havde forladt ham, før hun fik den.

***

De to oprørere var nået frem til hans dør. Hun vidste instinktivt, at det var her. Hun tog en dyb indånding og rørte ved dørhåndtaget. Og pludselig stod der over tyve robotter omkring dem. Manden kastede let hovedet i retning af døren, og hun vidste, hvad han mente. Uanset hvad skulle hun derind. Men robotterne afskar dem fra døren. Hun fik en idé, og før robotterne kunne nå at opfange den, skyndte hun at lægge sig ned på det kolde metalgulv. Hun lå så stille som muligt uden at tænke og håbede, at de ville hoppe på den. Flere af robotterne kiggede på hende og en af dem bøjede sig ned over hende, undersøgende, men så begyndte det at ryge fra den, Manden havde skudt den, og nu vendte alle robotterne sig mod ham. Hun så sit snit og skyndte sig at løbe over til døren, åbnede den og løb ind ad den så stille som muligt. Hun var i en slags entre, hvor man kunne tage skoene af, efterade sine våben og hvor gæster blev skannet på flere måder. Hun skød skanneren med sin pistol og åbnede forsigtigt døren ind til det næste rum. Hun holdt vejret. Dér sad han med ryggen til hende. Han så ud til at være fordybet i tanker. Hans kappe lå på gulvet for langt væk til at beskytte ham, selv hvis den var tændt. Hun listede hen bagved ham. De mange år hun havde brugt på at liste stille rundt i skoven, havde givet pote. Hun løftede pistolen og lagde den mod hans tinding, uden at den rørte ham. En tåre trillede ned ad hendes kind. Så hviskede hun, lige akkurat højt nok til at han kunne høre det:

"Farvel bror. Jeg elsker dig," og trykkede af.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...