Skyggens Datter 6: Mit eget lille eventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
"Hvad?!" Spurgte Will vantro. "Det mener du ikke?" Spurgte jeg chokeret. Halt måtte dog let nikke. "Desværre, men sådan ligger sagerne lige nu." Forklarede han. "Men... men.. Elisabeth... Tvillingerne... hvad med... Horace..." Mumlede Will undrende for sig selv. Jeg var bestemt ikke begejstret for at Will skulle rejse, og at jeg så skulle være alene med tvillingerne. Halt skulle jo også afsted. Gilan var her ikke, og Horace var også af sted. Det var slemt nok at passe tvillingerne, når vi var to, men hvis jeg var alene. Jeg ville blive sindssyg. Halt trak let på skuldrene. Det havde han ikke lige en løsning på. Jeg sukkede let. Jeg havde jo lovet at jeg ikke vil forhindre hverken Will eller Halt i deres arbejde. Men kunne jeg holde det løfte, når det drejede sig om tvillingerne og mit helbred?

13Likes
35Kommentarer
4401Visninger
AA

29. Velkommen hjem

”Lige her.”

Svarede jeg, og var lidt overrasket over at de ikke havde opdaget mig endnu. Ved lyden af min stemme, spjættede Horace overrasket. Cassandra hvinede. Halt vendte hurtigt rundt, og stirrede chokeret på mig. Og Will sad bare på jorden med tvillingerne, og så længe på mig.

Gilan fnes let. Han havde set mig for længst, men havde heller ikke haft ryggen til.

”Elisabeth!”

Udbrød Halt, og lød lige så sur, som han var chokeret. Så slog han armene om mig i et overvældende kram, og sukkede lettet for sig selv.

”For alt i verden.”

Mumlede han opgivende for sig selv, og slap mig igen, men kun for hurtigt at se mig efter.

”Jeg har det fint.”

Forsøgte jeg at forsikre ham. Men han gloede fortsat undersøgende på mig.

”Hvor har du dog været?”

Spurgte Will opgivende, og forsøgte at rejse sig. Tvillingerne ville dog ikke give slip på ham, så han måtte blive siddende.

”Jeg har været på mit eget lille eventyr, når det tog dig så pokkers lang tid at komme hjem.”

Svarede jeg med en hård tone. Pauline skubbede dog let påmindende til mig, så jeg straks blødte op ved synet af tvillingerne som hang på min elskede Will. Hvor havde jeg dog savnet ham, og endeligt var han hjemme igen. Jeg var ved at gå hen til dem, da Horace spurgte.

”Hvad har du lavet? Og hvad er det for noget underligt tøj, som du har på under kappen?”

Jeg havde egentligt forventet de spørgsmål fra Will, men han var optaget af tvillingerne, som hang ham bestemt om halsen og armen, og som bare ikke ville slippe.

”Erak har lige smidt mig af, inden at han sejlede hjem, så tøjet er skandisk. Mit sommertøj, som Erak vist engang kaldte det.”

Svarede jeg, og smilede let, da Will utilfreds så på mig. Det tøjsæt huskede han godt, men også hvor meget han ikke brød sig om det.

”Hvad angår min opgave, så er det hemmeligt. Men jeg kan fortælle at det involverede sørøvere, kvindelige sørøvere vel at mærke. Men det er alt hvad jeg fortæller.”

Sagde jeg på den mest luskede måde, som jeg kunne. Straks lød der en masse spørgsmål om hvad jeg havde lavet, hvor, hvorfor og om sørøverne og kvinderne. Men jeg holdt drillende min mund lukket med syv segl.

I stedet vendte jeg min opmærksomhed mod Nathan, og hev ham af Wills arm. Jeg lagde armene om ham, og holdt ham ind til mig. Han udstødte en tilfreds lyd, og sagde mor. Will fik endeligt rejst sig med armene omkring Athan, og kunne give mig et kys som velkommen hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...