Skyggens Datter 6: Mit eget lille eventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
"Hvad?!" Spurgte Will vantro. "Det mener du ikke?" Spurgte jeg chokeret. Halt måtte dog let nikke. "Desværre, men sådan ligger sagerne lige nu." Forklarede han. "Men... men.. Elisabeth... Tvillingerne... hvad med... Horace..." Mumlede Will undrende for sig selv. Jeg var bestemt ikke begejstret for at Will skulle rejse, og at jeg så skulle være alene med tvillingerne. Halt skulle jo også afsted. Gilan var her ikke, og Horace var også af sted. Det var slemt nok at passe tvillingerne, når vi var to, men hvis jeg var alene. Jeg ville blive sindssyg. Halt trak let på skuldrene. Det havde han ikke lige en løsning på. Jeg sukkede let. Jeg havde jo lovet at jeg ikke vil forhindre hverken Will eller Halt i deres arbejde. Men kunne jeg holde det løfte, når det drejede sig om tvillingerne og mit helbred?

13Likes
35Kommentarer
4463Visninger
AA

14. Ude af træning

”Kom så, Elisabeth. Kom så!”

Blev der ivrigt heppet fra sidelinjen.

”Kom så Gilan!”

Råbte en anden, og heppede på ham. Størstedelen holdt dog med mig, og heppede så højt, at de næsten overdøvede de andre. Lærlingene heppede ivrigt, og havde indgået væddemål om hvem der ville vinde.

Gilan undgik i sidste øjeblik, ellers ville jeg have vundet. Jeg kunne helt klart godt mærke forskellen fra tidligere. Der ville jeg nemt have kunnet slå Gilan i sværdkamp, men nu kæmpede vi næsten på lige fod.

Han havde udfordret mig til en kamp, for at se hvor meget ude af træning jeg var og lidt som en demonstration overfor lærlingene. Vi svedte begge, dog Gilan mere end mig. Jeg havde virkeligt fået ham til at bevæge sig meget. Og det kostede ham vigtig energi.

Jeg fik endeligt min chance, og spændte ben. Han faldt, og landede tungt på ryggen. Jeg stillede mig straks ind over ham, med sværdet mod hans hals.

”Jeg… giver… op… Elrondi… anere… er… umulige… at… slå.”

Sagde han så forpustet, at jeg næsten ikke forstod ham. Jeg stak sværdet tilbage i skeden, og hev ham på benene igen. Han trak vejret tungt, og lo så let.

”Se selv. Jeg fik… ret.”

Sagde han forpustet, og hentydede til at jeg havde hevet ham op at stå. Det ville jeg ikke have været i stand til for en uge siden. Jeg måtte bide i det sure æble, og let nikke. Jeg havde væsentligt bedre af at træne, end at bekymre mig om tvillingerne konstant. Det var faktisk bedre for os alle tre.

Tvillingerne havde nu fået lært, at jeg ikke længere kom løbende ved den mindste lyd. De var begyndt at sove helt igennem. Lady Pauline havde anskaffet en lille vogn, hvor tvillingerne kunne ligge og sove i. De stod lige nu i en øde krog af træningsområdet, hvor de sov til middag. Hvor jeg kunne holde øje med dem, men samtidigt også koncentrere mig om træningen.

”Imponerende.”

Roste Rodney, og skævede let til Gilan, som stadigt hev efter vejret. Jeg havde fået min vejrtrækning under kontrol igen, og trak det helt roligt igen.

”Det er faktisk… utroligt… dårligt for hende. Hun er ude af… træning.”

Svarede Gilan forpustet, og samlede sit sværd op fra jorden. Rodney nikkede let, og smilede bare.

”Ja, jeg mener at huske det.”

Sagde han bare, og skævede til lærlingene, som var ved at få betalt deres væddemål. De var blevet lidt spredt. Jeg holdt mig hurtigt for ørene, da han tog en dyb vejrtrækning.

”I stilling!”

Råbte han højt, så lærlingene kort for forvirret rundt. Jeg lod hænderne falde ned, og gav Rodney et anklagende blik. Han smilede bare lumsk, og talte i et lidt lavere tonefald til sine lærlinge.

”Elisabeth viser nogle korte øvelser. Jeg forventer at i kan dem til perfektion ved udgangen af ugen.”

Beordrede Rodney, og forlod så træningsområdet. Så der stod jeg tilbage, og skulle styre alle hans lærlinge. Godt, at jeg havde Gilan ved min side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...