Skyggens Datter 6: Mit eget lille eventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
"Hvad?!" Spurgte Will vantro. "Det mener du ikke?" Spurgte jeg chokeret. Halt måtte dog let nikke. "Desværre, men sådan ligger sagerne lige nu." Forklarede han. "Men... men.. Elisabeth... Tvillingerne... hvad med... Horace..." Mumlede Will undrende for sig selv. Jeg var bestemt ikke begejstret for at Will skulle rejse, og at jeg så skulle være alene med tvillingerne. Halt skulle jo også afsted. Gilan var her ikke, og Horace var også af sted. Det var slemt nok at passe tvillingerne, når vi var to, men hvis jeg var alene. Jeg ville blive sindssyg. Halt trak let på skuldrene. Det havde han ikke lige en løsning på. Jeg sukkede let. Jeg havde jo lovet at jeg ikke vil forhindre hverken Will eller Halt i deres arbejde. Men kunne jeg holde det løfte, når det drejede sig om tvillingerne og mit helbred?

13Likes
35Kommentarer
4601Visninger
AA

30. Ti år senere...

”Onkel Gilan! Onkel Gilan!”

Skreg Athan af grin, og for i dækning bag den høje ranger. Gilan så undrende ned på ham, og opdagede Nathan, som kom lige så hurtigt stormende.

”Hvad har i nu lavet?”

Spurgte han med et suk, og hørte straks et hysterisk hyl ude fra skoven. Åh åh. Det lød som Lina. Så var der problemer. Han greb først den ene og så den anden i kraven.

”Har i nu mobbet jeres søster igen?”

Spurgte han utilfreds. Straks rystede tvillingerne på hovedet, og gav ham deres mest uskyldige smil.

”Det kunne vi aldrig finde på.”

Sagde de i munden på hinanden, og alene det var nok til at vide, at det havde de gjort. Gilan sukkede opgivende, og slap dem.

”Bare vent til jeres far kommer hjem. Så får i en ordentligt omgang ballade, gør i.”

Sagde Gilan advarende, men de to drenge hørte ikke efter og skubbede i stedet til hinanden drillende. Hvilket hurtigt udviklede sig til en slåskamp. Han sukkede opgivende, og lod dem ligge. De holdt vel op på et tidspunkt.

”Morfar!”

Hylede Athan så pludseligt af lykke, og så var slagsmålet ovre. De to drenge for over til Halt, som roligt kom gående. Han smilede let, og greb dem i et tæt kram.

”Mormor!”

Hylede Nathan så lykkeligt, og kastede sig derefter i armene på Lady Pauline, som straks smilede lykkeligt.

”Hvor er Lina?”

Lød det pludseligt bag Gilan, så han gav et let sæt. Elisabeth fnes straks, men gjorde sit bedste for at skjule det.

”MOR!”

Skreg Lina så højst som hendes lunger kunne mønstre det, og det var højt nok til at kunne høres i miles omkreds. Den lille pige kom løbende fra skoven, og for op i armene på Elisabeth.

”Jamen lille skat dog.”

Sagde hun blidt, og bemærkede at hendes yngste barn var løbet lige forbi Halt. Og han fik ellers altid et kram, så snart at hun fik øje på ham.

”Mor, mor, se.”

Sagde Lina trist, og lød fuldstændigt knust. Hun pegede på nogle beskidte pletter på sin kjole, og begyndte at græde. Elisabeth tog hende op i armene, og holdt hende ind til sig, mens at hun gav sine sønner et utilfreds blik.

”Så lille skat, det er ikke så slemt. Mor skal nok få kjolen ren igen.”

Tørstede Elisabeth, og bar sin datter ind i hytten. Den var for nyligt blevet bygget om, så der var plads til hele den store familie.

Lina var blevet langt fra af hvad Elisabeth havde håbet på. Ja, faktisk, så var Lina nærmest som en lille prinsesse. Hun blev fuldstændig hysterisk, hvis hendes tøj blev det mindste beskidt. Hun nægtede at gå i andet end kjoler, og hvis hendes legetøj blev rørt af andre end hende selv. Så vankede der ballade. Til gengæld så var hendes værelse altid fint opryddet, og hun gjorde rent, det bedste hun nu kunne. Men Elisabeth elskede hende stadigt, og ville for alt i verdenen ikke ændre på hende. Hun var perfekt, som hun var.

Tvillingerne var en anden sag. Lige så ustyrlige de var, lige så rodet var der på hver deres værelse. De elskede at blive beskidte, at drille Lina og de var så småt begyndt at udvise en interesse for deres forældres buer. Og med interesse, så mentes der at de tog dem uden at spørge om lov. Og det havde de fået ballade for mere end en gang før.

Så snart at Lina endeligt havde udvalgt sig en kjole af det store udvalg, som hun havde fået sin mor til at sy, så kunne de gå ud igen. Der var blevet stillet et bord op udenfor, så de alle kunne spise sammen og hygge. Tvillingernes ti års fødselsdag skulle fejres.

”Morfar.”

Sagde Lina med sin sødeste pigestemme, og gik med pæne artige skridt hen til ham og gav ham et kys på kinden. Han smilede, og tog hende i armene i et kærligt kram. Hun klukkede let af grin, og krammede ham ivrigt igen. Og så satte de sig til bords.

”Kunne Horace og Cassandra ikke komme?”

Spurgte Gilan diskret. Elisabeth rystede på hovedet.

”De har nok at se til med deres egne børn lige nu. Desuden er det ikke anstændigt for Araluens konge og dronning at dukke op her og spise med os.”

Svarede Elisabeth irriteret. Hende og Cassandra var stadigt ikke helt gode venner, men kunne da tåle hinandens selskab, bare ikke for lang tid af gangen. Forskellen på dem, var simpelthen for stor.

”Hvor er Will?”

Spurgte Gilan lidt højere, da de larmende tvillinger satte sig til bordet.

”Ude på patrulje. Han skulle egentligt være kommet hjem i går, men må være blevet forsinket.”

Svarede Elisabeth med et let suk. Uanset hvor lang tid Will og hun var adskilt, om det var et år eller en uge, så savnede hun ham altid så forfærdeligt. Hun ville aldrig vende sig til det, på trods af at de ofte var adskilt, når en af dem var af sted på opgave.

Elisabeth blev aldrig en ranger, men hendes evner kom ofte i brug, når der var brug for noget lignende en ranger, men så alligevel ikke.

”Drenge.”

Sagde Elisabeth irettesættende, og straks blev kartoflerne lagt ned på tallerkenerne igen. De havde ellers lige været ved at ville kaste med dem.

”Spis. Jeg har lavet mad nok til flere dage.”

Bød Elisabeth Halt fadet med oksesteg. Han slikkede sig om munden, og tog imod det. Gilan kastede sig over kaninen, som han vidste bare ville smage super godt. Det havde han ofte fået før, når han havde skullet hjælpe med at passe børnene, når enten Elisabeth eller Will var bortrejst. Pauline tog noget fisk, og Lina kastede sig over salaten. Hun påstod at det var synd at spise dyr. Tvillingerne så længe rundt på bordet, og kunne ikke bestemme sig for hvad de skulle have. Så mærkede de hver især en hånd på deres skulder, og en utilfreds stemme, som spurgte:

”Har i været efter Lina igen?”

De sank en klump. Det lød uhyggeligt meget som deres far, så de så hurtigt op. Rigtigt nok. Will stod bøjet ind over dem med en utilfreds mine.

”Har i, eller har i ikke været efter Lina og har kastet mudder efter hende?”

Spurgte Will med en utilfreds tone i stemmen. Han havde set dem i skoven, da han havde været på vej hjem.

”Jo, far.”

Svarede tvillingerne, og hang med hovederne. Nu vidste de godt hvad det betød. De havde jo lavet en aftale med ham. Hvis de opførte sig ordentligt, så ville de få noget ekstra godt i fødselsdagsgave. Men hvis de ikke var ordentlige, så fik de ingenting.

”Så ved i godt, hvad det betyder ikke?”

Spurgte Will, utilfreds over sine sønners opførsel. De nikkede let.

”Ja, far.”

Svarede de triste, og så ned i bordet. Han slap dem, og satte sig ved Elisabeths side. Endeligt slap han dem med blikket, og så på Elisabeth. Straks lyste hans ansigt op i et smil, og hun fik et let kys på kinden, før at de begyndte at spise.

Will ventede helt til desserten, hvor han bemærkede at hans sønner intet spiste af deres yndlingskage. De var så ked af at de havde været uartige, at de havde mistet appetitten. Så han sukkede opgivende. Han var ikke den hårde type. Han kunne lade som om, men aldrig overfor sin egen familie.

”Jeres gaver ligger under jeres senge.”

Sagde Will kort. Tvillingerne så kort mistroisk op, men så at deres far roligt sad og spiste kage, men at han lyttede til deres søsters fortællinger om hvad hun havde lavet, mens at han havde været væk. De så kort på hinanden, og for så ind på deres værelser, hvor deres buer lå klar til dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...