Skyggens Datter 6: Mit eget lille eventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
"Hvad?!" Spurgte Will vantro. "Det mener du ikke?" Spurgte jeg chokeret. Halt måtte dog let nikke. "Desværre, men sådan ligger sagerne lige nu." Forklarede han. "Men... men.. Elisabeth... Tvillingerne... hvad med... Horace..." Mumlede Will undrende for sig selv. Jeg var bestemt ikke begejstret for at Will skulle rejse, og at jeg så skulle være alene med tvillingerne. Halt skulle jo også afsted. Gilan var her ikke, og Horace var også af sted. Det var slemt nok at passe tvillingerne, når vi var to, men hvis jeg var alene. Jeg ville blive sindssyg. Halt trak let på skuldrene. Det havde han ikke lige en løsning på. Jeg sukkede let. Jeg havde jo lovet at jeg ikke vil forhindre hverken Will eller Halt i deres arbejde. Men kunne jeg holde det løfte, når det drejede sig om tvillingerne og mit helbred?

13Likes
35Kommentarer
4423Visninger
AA

13. Rigtigt dumt træk

”Sæt mig ned.”

Sagde jeg hidsigt, men Gilan fortsatte og virkede komplet ligeglad.

”Hvad hulen? Bortfører du hende?”

Spurgte Rodney med et grin. Gilan rystede på hovedet, og stoppede op foran ham. Stadigt med mig på ryggen.

”Nej, jeg tænkte at hun kunne overvåge undervisningen lidt. Måske give nogle hints.”

Forklarede Gilan, og var ligeglad med at jeg slog ham i ryggen.

”Sæt mig ned.”

Sagde jeg surt. Han gjorde det dog ikke.

”Hun ser mig lidt bleg ud.”

Kommenterede Rodney, og lød bekymret.

”Hun har brug for frisk luft, og noget andet at lave end at passe børn.”

Svarede Gilan, og tog mig endeligt af skulderen. Han satte mig ned, og jeg skulede ondt på ham. Jeg havde en overvældende lyst til at slå ham, men lod være. Han ville bare blive til grin, hvis jeg gav ham et blåt øje. Igen.

”Jeg skal tilbage til…”

Begyndte jeg, men straks holdt Gilan mig over munden og rystede opgivende på hovedet.

”De er din eneste bekymring lige nu, men også det eneste som du gør. Og det gør dig syg af bekymring.”

Forklarede han utålmodigt, og slap mig igen, netop som jeg skulle til at bide ham i hånden. Det var nok derfor, at han hurtigt slap mig.

”Du har brug for noget andet at lave, bare et par timer om dagen, hvor tvillingerne alligevel sover.”

Tilføjede Gilan forklarende, og rystede opgivende på hovedet.

”Forstår du?”

Spurgte han, og var tydeligvis bekymret. Jeg nikkede let.

”Ja, du har måske en pointe.”

Indrømmede jeg, og rettede på min kjole. Det gik op for mig, at den nok ikke var den mest praktiske at have på.

”Jeg har som regel ret.”

Sagde Gilan drillende, så jeg straks sparkede ud efter ham. Han undgik, og lo bare af mig. Og det var et rigtigt, rigtigt dumt træk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...