Skyggens Datter 6: Mit eget lille eventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
"Hvad?!" Spurgte Will vantro. "Det mener du ikke?" Spurgte jeg chokeret. Halt måtte dog let nikke. "Desværre, men sådan ligger sagerne lige nu." Forklarede han. "Men... men.. Elisabeth... Tvillingerne... hvad med... Horace..." Mumlede Will undrende for sig selv. Jeg var bestemt ikke begejstret for at Will skulle rejse, og at jeg så skulle være alene med tvillingerne. Halt skulle jo også afsted. Gilan var her ikke, og Horace var også af sted. Det var slemt nok at passe tvillingerne, når vi var to, men hvis jeg var alene. Jeg ville blive sindssyg. Halt trak let på skuldrene. Det havde han ikke lige en løsning på. Jeg sukkede let. Jeg havde jo lovet at jeg ikke vil forhindre hverken Will eller Halt i deres arbejde. Men kunne jeg holde det løfte, når det drejede sig om tvillingerne og mit helbred?

13Likes
35Kommentarer
4645Visninger
AA

26. Rangerhjælp, som ikke er rigtig rangerhjælp

”Slap du væk?”

Spurgte Gilan muntert, da jeg kom gående.

”Pauline leger med dem.”

Sagde jeg roligt, og var slet ikke nervøs for at lade dem være ude af syne. De var jo meget selvstændige efterhånden. Gilan havde et enormt smil på læberne, hvilket gav mig grund til at mistænke at han havde løjer for.

Og rigtigt nok. Knap var vi nået tre skridt, før at han angreb med et sværd. Jeg afværgede det lynhurtigt med mit eget, og spændt ben. Han faldt tungt ned på ryggen, og hostede, da luften blev slået ud af ham.

Jeg stod klar, da han fik kæmpet sig på benene igen. Han gjorde tegn til at han intet ville forsøge igen, men jeg troede ham ikke, og blev roligt stående i en forsvarsstilling.

”God… godt.”

Sagde Gilan, og havde stadigt ikke fået vejret igen. Jeg rullede opgivende med øjnene, og hev ham hurtigt op at stå. Han trak vejret dybt et par gange, før at han kunne trække vejret ordentligt igen.

”Det klarede du udmærket.”

Sagde Gilan med et tilfreds smil. Jeg måtte give ham ret. Nu var der ingen måde, hvorpå at han kunne slå mig i sværdkamp. Den tid var ovre. Gilan rettede sig helt op, og så forbi mig.

”Er hun godkendt?”

Spurgte Gilan muntert. Jeg drejede omkring, og måtte ligge hovedet lidt tilbage for at se op på personen foran mig.

”Mon ikke.”

Sagde Erak med et bredt smil, og gav mig et let klap på skulderen, så jeg nært var styrtet til jorden. Den mand kunne slå allerhelvedes hårdt, hvis det passede ham. Men det der havde bare været et mildt klap. Jeg var glad for at være venner med Erak.

”Godkendt til hvad?”

Spurgte jeg undrende, og så mellem Gilan og Erak, som bare smilende lusket.

”Til hvad?”

Gentog jeg irriteret, og lagde armene over kors.

”Til en lille opgave, hvor jeg skal bruge rangerhjælp, som ikke er rigtig rangerhjælp.”

Sagde Erak. Jeg så skævt på ham. Rangerhjælp, som ikke var rangerhjælp. Hvad talte han dog om?

”Nærmere bestemt dig. Du er jo uddannet som en ranger, men ikke helt. Nåh ja, også er du en kvinde, hvilket er til min fordel.”

Forklarede Erak. Jeg så stadigt skævt på ham. Hvad i alverden snakkede han dog om?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...