Skyggens Datter 6: Mit eget lille eventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
"Hvad?!" Spurgte Will vantro. "Det mener du ikke?" Spurgte jeg chokeret. Halt måtte dog let nikke. "Desværre, men sådan ligger sagerne lige nu." Forklarede han. "Men... men.. Elisabeth... Tvillingerne... hvad med... Horace..." Mumlede Will undrende for sig selv. Jeg var bestemt ikke begejstret for at Will skulle rejse, og at jeg så skulle være alene med tvillingerne. Halt skulle jo også afsted. Gilan var her ikke, og Horace var også af sted. Det var slemt nok at passe tvillingerne, når vi var to, men hvis jeg var alene. Jeg ville blive sindssyg. Halt trak let på skuldrene. Det havde han ikke lige en løsning på. Jeg sukkede let. Jeg havde jo lovet at jeg ikke vil forhindre hverken Will eller Halt i deres arbejde. Men kunne jeg holde det løfte, når det drejede sig om tvillingerne og mit helbred?

13Likes
35Kommentarer
4468Visninger
AA

17. Med Gilan og tvillingerne på opgave

”Undskyld mig, men kan vi få et værelse?”

Spurgte jeg, og gjorde mit bedste for at lyde uendeligt træt. Og det var faktisk meget svært. For jeg var så fuld af energi, at jeg ikke kunne stå stille. Jeg forsøgte at få det til at se ud, som om at det var fordi at jeg vuggede Athan, som sov i mine arme.

”Et værelse til en og en halv?”

Spurgte kvinden bag baren, og så på Athan med et tydeligt nårh-hvor-sødt-blik.

”Tre.”

Brød Gilan ind, og kom gående med den sovende Nathan i armene. Kvinden bag disken blev straks mere ivrig, og slog hurtigt op i en bog. Hun spurgte efter navne.

”Nikolas og Linea.”

Svarede Gilan, før at jeg kunne finde på noget. Jeg sendte ham et skjult smil. De dæknavne havde vi jo brugt før.

”Er det jeres børn?”

Spurgte hun, og så sødt på tvillingerne, som sov det hele væk.

”Det er min lillesøsters. Hendes mand er ude at rejse, så jeg hjælper lidt til.”

Forklarede Gilan, og vuggede hurtigt Nathan, som utilfreds udstødte en lyd i søvne. Den unge kvinde så straks på ham med et lystigt smil. Men da hun opdagede at jeg så på hende, gemte hun det hurtigt væk og så på mig.

”Så det er dine? Er de tvillinger?”

Spurgte hun. Jeg nikkede let, og strøg blidt Athan over kinden. Han pludrede let i søvne.

”Kom, så skal jeg vise jer op til værelserne. I får et tre personers-værelse, så der er en seng til børnene.”

Forklarede kvinden, og ledte os med sig. Gilan skar ansigt af mig, og hviskede lavt.

”Jeg fatter stadigt ikke hvordan at du fik mig overtalt til det her.”

Mumlede han irriteret. Jeg fnes ganske let, og trak på skuldrene. Gilan havde fortalt mig om sin opgave, og det lød som en rigeligt mundfuld, så jeg var taget med ham. Og havde tvillingerne med, som en dækhistorie.

Byen, som vi var ankommet til, blev terroriseret af nattelige røveri. Ingen så tyvene, hverken komme eller gå og det var et stort mysterium. Folk var begyndt at snakke om dæmoner og onde ånder, og det var lige en tand for galt. Og den hovedpine skulle vi så løse.

”Her er jeres værelse.”

Erklærede kvinden, og låste op for os, da hun kunne se at vi havde hænderne fulde.

”Der er aftensmad om to timer.”

Erklærede hun, og vendte sig for at gå.

”Er det ikke lidt tidligt?”

Spurgte Gilan undrende. Kvinden rystede hurtigt på hovedet.

”Ikke på disse kanter.”

Svarede hun med en gysen, og gik hurtigt sin vej. Gilan og jeg så undrende på hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...