Skyggens Datter 6: Mit eget lille eventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
"Hvad?!" Spurgte Will vantro. "Det mener du ikke?" Spurgte jeg chokeret. Halt måtte dog let nikke. "Desværre, men sådan ligger sagerne lige nu." Forklarede han. "Men... men.. Elisabeth... Tvillingerne... hvad med... Horace..." Mumlede Will undrende for sig selv. Jeg var bestemt ikke begejstret for at Will skulle rejse, og at jeg så skulle være alene med tvillingerne. Halt skulle jo også afsted. Gilan var her ikke, og Horace var også af sted. Det var slemt nok at passe tvillingerne, når vi var to, men hvis jeg var alene. Jeg ville blive sindssyg. Halt trak let på skuldrene. Det havde han ikke lige en løsning på. Jeg sukkede let. Jeg havde jo lovet at jeg ikke vil forhindre hverken Will eller Halt i deres arbejde. Men kunne jeg holde det løfte, når det drejede sig om tvillingerne og mit helbred?

13Likes
35Kommentarer
4652Visninger
AA

9. Kom hjem i et stykke, begge to

 

”Så… ja, sådan ligger sagerne lige nu.”

Forklarede Cassandra efter længere tids tavshed. Horace var forsvundet i Nihon-ja, og hun ville efter ham. Og hun anmodede om hjælp. Nærmere bestemt Wills og Halts hjælp. Jeg sad som stivnet på stolen, men undtagelse af mine arme, hvor jeg forsigtigt vuggede Athan. Han klukkede muntert, og forstod ikke hvad der foregik omkring ham.

”Jeg vil også godt tilbyde min hjælp.”

Tilbød Alyss og brød tavsheden igen. Cassandra nikkede let taknemmeligt, men var mere fokuseret på Will og Halt, som begge skævede til tvillingerne og mig.

”Kan vi lige få to minutter?”

Spurgte Halt. Cassandra nikkede let, og trak Alyss med sig ud på gangen.

”Tja, jeg må vist hellere pakke.”

Kommenterede Halt lavt.

”Hvad?”

Spurgte Will vantro. Han havde ikke tænkt sig at lade sin ven i stikken.

”Det mener du ikke?”

Spurgte jeg, og føltes det som om at jeg ville græde. Athan blev stille, og så forvirret omkring sig. Jeg ville gerne have Horace hjem i et stykke, men jeg ville heller ikke have at Will skulle forlade mig nu. Vi kunne jo knap nok styre tvillingerne, når vi var to. Hvordan skulle jeg så styre dem, når jeg var alene? Kunne jeg overhovedet klare det? Jeg sukkede fortvivlet, og lod Halt tage Athan ud af armene på mig. Will rejste sig fra sin stol, og kom over til mig. Han gik på knæ foran mig, og vuggede Nathan i sine arme.

”Jeg tager ikke af sted, hvis du ikke vil have det.”

Sagde Will uroligt. Det var tydeligt at han gerne ville af sted. Og jeg ville også gerne have at han skulle tage af sted. Horace var jo min ven, og jeg ville gerne have ham hjem i et stykke. Det afgjorde det hele, så jeg tog Nathan ud af armene på Will.

”Horace er min ven, men mere vigtigt, din bedste ven. Bring ham hjem i et stykke, Will.”

Bad jeg. Will nikkede let, og rejste sig, så han kunne kysse mig på panden.

”Du løber en risiko, og det kan jeg ikke lide.”

Sagde Will bekymret.

”Jeg kan snakke med Lady Pauline. Hun vil sikkert ikke have noget imod at du bor hos hende, og at hun må hjælpe med børnene.”

Tilbød Halt. Jeg nikkede let, og krammede Nathan ind til mig. Han pludrede glad, og forstod slet ikke at hans far skulle rejse fra ham. Og at der var en meget stor sandsynlighed for at han skulle være borte længe.

”Du har bare at komme hjem i et stykke.”

Sagde jeg surt. Will nikkede let, med et smil på læberne, og kyssede min kind. Jeg så hurtigt på Halt, som havde pakket Athan ind i noget af sin kappe.

”Også dig, bedstefar.”

Kommanderede jeg, dog med en munter tone. Halt skar let ansigt over at blive kaldt bedstefar, men nikkede så let.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...