Skyggens Datter 6: Mit eget lille eventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
"Hvad?!" Spurgte Will vantro. "Det mener du ikke?" Spurgte jeg chokeret. Halt måtte dog let nikke. "Desværre, men sådan ligger sagerne lige nu." Forklarede han. "Men... men.. Elisabeth... Tvillingerne... hvad med... Horace..." Mumlede Will undrende for sig selv. Jeg var bestemt ikke begejstret for at Will skulle rejse, og at jeg så skulle være alene med tvillingerne. Halt skulle jo også afsted. Gilan var her ikke, og Horace var også af sted. Det var slemt nok at passe tvillingerne, når vi var to, men hvis jeg var alene. Jeg ville blive sindssyg. Halt trak let på skuldrene. Det havde han ikke lige en løsning på. Jeg sukkede let. Jeg havde jo lovet at jeg ikke vil forhindre hverken Will eller Halt i deres arbejde. Men kunne jeg holde det løfte, når det drejede sig om tvillingerne og mit helbred?

13Likes
35Kommentarer
4413Visninger
AA

19. Kærren er blevet stjålet

”Gilan. Gilan”

Sagde jeg ivrigt, og ruskede ham hårdt. Men han snorkede bare videre, om kap med tvillingerne, som var blevet lagt over i min seng.

”Gilan, stå op.”

Sagde jeg hårdt, og ruskede ham igen. Jeg sukkede opgivende, da han snorkede videre. Så jeg nev ham hårdt i øret.

”Av! Av!”

Sagde Gilan, og vågnede endeligt op. Jeg prustede utilfreds, og tjekkede hurtigt at tvillingerne ikke var blevet vækket. Men de sov trygt videre. Gilan blinkede træt, og var lige ved at ligge sig til at sove igen, da jeg så hårdt på ham. Han satte sig straks op på sengen, og forsøgte at ryste søvnen af sig.

”Jeg kunne godt bruge et par timer mere.”

Sagde Gilan, og gabte højt. Jeg sukkede opgivende, og rettede let på tæppet over mine børn.

”Hvor længe har du været oppe?”

Spurgte Gilan træt.

”Et par timer. Det er næsten middag.”

Svarede jeg, og smed hans tøj i ansigtet på ham. Nu var det hans tur til at pruste utilfreds.

”Helt ærligt. Jeg er altså ikke vant til at der er småbørn, som vækker mig midt om natten af flere omgange.”

Jamrede Gilan. Jeg rullede opgivende med øjnene. Tvillingerne måtte have opdaget det, da jeg var stået op om natten et par gange.

”Du kunne i det mindste have advaret mig om…”

Begyndte Gilan utilfreds, og trak sin skjorte over hovedet. Jeg sukkede opgivende.

”Vores kærre er blevet stjålet.”

Sagde jeg stilfærdigt, og forklarede hvorfor at jeg havde vækket ham så voldsomt. Jeg var simpelthen blevet for utålmodig til at lade ham sove længere.

”Vent, hvad?”

Sagde Gilan træt, og så på mig.

”Kærren er blevet stjålet.”

Gentog jeg, og lagde armene over kors.

”Indholdet i den eller hvordan?”

Spurgte Gilan vantro. Jeg rystede opgivende på hovedet.

”Nej, Gilan. Hele kærren er blevet stjålet. Den er væk.”

Svarede jeg, og rystede opgivende på hovedet endnu engang, da han gabte igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...