Skyggens Datter 6: Mit eget lille eventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
"Hvad?!" Spurgte Will vantro. "Det mener du ikke?" Spurgte jeg chokeret. Halt måtte dog let nikke. "Desværre, men sådan ligger sagerne lige nu." Forklarede han. "Men... men.. Elisabeth... Tvillingerne... hvad med... Horace..." Mumlede Will undrende for sig selv. Jeg var bestemt ikke begejstret for at Will skulle rejse, og at jeg så skulle være alene med tvillingerne. Halt skulle jo også afsted. Gilan var her ikke, og Horace var også af sted. Det var slemt nok at passe tvillingerne, når vi var to, men hvis jeg var alene. Jeg ville blive sindssyg. Halt trak let på skuldrene. Det havde han ikke lige en løsning på. Jeg sukkede let. Jeg havde jo lovet at jeg ikke vil forhindre hverken Will eller Halt i deres arbejde. Men kunne jeg holde det løfte, når det drejede sig om tvillingerne og mit helbred?

13Likes
35Kommentarer
4600Visninger
AA

22. Ja, jeg taler med min hest

”Fandt du noget?”

Spurgte Gilan, da jeg kom tilbage. Jeg nikkede let.

”Vores spand uden bund. Den står inde i hestestalden.”

Forklarede jeg. Gilan nikkede tænkende, og rejste sig fra hvor han havde undersøgt sporene.

”Den gad de nok ikke have med.”

Sagde han lidt fjernt, og så hen af vejen. Jeg rystede opgivende på hovedet.

”Den var ikke blevet smidt hen. Den stod fint i et fjernt hjørne. Sølvmanke siger…”

Begyndte jeg. Gilan skævede straks til mig med et let smil.

”Så du taler med din hest?”

Spurgte han drillende. Jeg fik straks lyst til at pande ham en, men lod være.

”Det skal du passe på med. Folk skulle jo nødigt tro, at du er tosset.”

Tilføjede Gilan og grinede let for sig selv.

”Kommer det fra ham, som synger for sin hest?”

Spurgte jeg. Han stivnede kort, og så så længe på mig. Det havde han ikke regnet med, at jeg havde opdaget. Men det havde jeg altså. Han trak opgivende på skuldrene.

”Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Du kunne ikke være meget mere ranger, end hvis du var vokset op hos Halt.”

Sagde Gilan med et let smil. Jeg rystede let på hovedet, men kunne ikke lade være med at smile.

”Jeg har skam haft lyst til at være opvokset hos Halt, men på den anden side… Tror du så at han var den mand, som han er i dag?”

Spurgte jeg. Gilan ville sige noget, men stoppede op for at tænke. Han måtte ryste på hovedet.

”Højst sandsynligt ikke. Hverken Will eller jeg ville være blevet hans lærlinge, hvis du havde boet hos ham. Du er jo trods alt en kvinde.”

Sagde Gilan. Jeg var glad for at han ikke sagde, at jeg var en lille pige længere. For så var jeg nok sprunget på ham. Jeg trak let på skuldrene.

”Præcist, og så kan jeg godt leve med at jeg har boet på et slot.”

Sagde jeg med et let grin, for jeg havde trods alt ikke manglet noget, da jeg som barn havde boet i Elronda. Gilan nikkede let.

”Nåh… Hvad sagde Sølvmanke så?”

Spurgte Gilan med et blidt smil. Jeg gav mig til at forklare.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...