Skyggens Datter 6: Mit eget lille eventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
"Hvad?!" Spurgte Will vantro. "Det mener du ikke?" Spurgte jeg chokeret. Halt måtte dog let nikke. "Desværre, men sådan ligger sagerne lige nu." Forklarede han. "Men... men.. Elisabeth... Tvillingerne... hvad med... Horace..." Mumlede Will undrende for sig selv. Jeg var bestemt ikke begejstret for at Will skulle rejse, og at jeg så skulle være alene med tvillingerne. Halt skulle jo også afsted. Gilan var her ikke, og Horace var også af sted. Det var slemt nok at passe tvillingerne, når vi var to, men hvis jeg var alene. Jeg ville blive sindssyg. Halt trak let på skuldrene. Det havde han ikke lige en løsning på. Jeg sukkede let. Jeg havde jo lovet at jeg ikke vil forhindre hverken Will eller Halt i deres arbejde. Men kunne jeg holde det løfte, når det drejede sig om tvillingerne og mit helbred?

13Likes
35Kommentarer
4543Visninger
AA

15. HVAD?!

Jeg havde lyst til at vælte omkuld, og bare sove hele næste uge væk. Rodney havde givet mig ansvaret for hans lærlinge en hel uge, så han kunne nyde en velfortjent ferie, som han kaldte det. Vor herre til hest, de lærlinge drev mig til vanvid. Vi var kun halvvejs igennem ugen, og Gilan var lige så smadret som jeg var.

”Bah.”

Sagde Athan muntert i mine arme.

”Buh.”

Sagde Nathan i Gilans arme, og så spruttede de begge af grin. Jeg rystede opgivende på hovedet af mine to krudtugler, som havde moret sig hele dagen med de tæpper, som jeg havde lavet.

”De er nu godt nuttede.”

Sagde Gilan muntert, og strøg blidt Nathan over kinden.

”Ha, hvornår bliver det så din tur til at få rollinger, storebror?”

Spurgte jeg med et grin. Gilan udstødte en halvkvalt lyd, og fik en smule røde kinder. Jeg fnes bare let, og fik åbnet døren ind til mit værelse hos Lady Pauline med albuen. Jeg bemærkede straks at det var tomt. Pauline plejede da altid at stå klar til at tage imod mig, når jeg kom hjem.

Gilan og jeg pakkede i fællesskab tvillingerne i seng, selvom at de protesterede højlydt. Men så pruttede Nathan, og Athan skreg af grin. Jeg rullede opgivende med øjnene af dem, og det fik dem bare til at grine endnu højere.

”Den her er vist til dig.”

Sagde Gilan, og rakte mig seddelen, som vi havde opdaget på bordet. Jeg gav mig til at læse.

”Jeg beklager meget, min kære Elisabeth. Men en vigtigt opgave har kaldt mig bort, og jeg kan derfor ikke længere hjælpe med tvillingerne. Jeg kan heller ikke garantere for hvornår jeg vender tilbage. Men du har jo Gilan til at hjælpe dig, og han er jo god nok.”

Læste jeg op fra seddelen. Jeg lagde den fra mig med et skuldertræk. Jeg skulle nok klare mig. Så længe at jeg havde lidt hjælp, og Gilan var tvillingerne jo vant til. Men jeg sukkede alligevel, og så kort ud af vinduet, hvor sneen var begyndt at falde. Will havde været borte så længe, men jeg nægtede at bekymre mig. Han havde lovet at vende hjem.

”Øhm… Elisabeth…”

Sagde Gilan på en sådan måde, at jeg vendte mig rundt i en rask bevægelse og så indgående på ham. Han kløede sig utilpas i nakken.

”Halt er her jo ikke… så øhm…”

Sagde Gilan utilpas.

”Fortsæt.”

Sagde jeg utilfreds. Han sank let en klump.

”Jeg skal rejse i morgen tidligt. Jeg har fået en opgave, som skal løses.”

Forklarede Gilan. Jeg stivnede, og brølede så som et rasende dyr:

”HVAD?!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...