Skyggens Datter 6: Mit eget lille eventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
"Hvad?!" Spurgte Will vantro. "Det mener du ikke?" Spurgte jeg chokeret. Halt måtte dog let nikke. "Desværre, men sådan ligger sagerne lige nu." Forklarede han. "Men... men.. Elisabeth... Tvillingerne... hvad med... Horace..." Mumlede Will undrende for sig selv. Jeg var bestemt ikke begejstret for at Will skulle rejse, og at jeg så skulle være alene med tvillingerne. Halt skulle jo også afsted. Gilan var her ikke, og Horace var også af sted. Det var slemt nok at passe tvillingerne, når vi var to, men hvis jeg var alene. Jeg ville blive sindssyg. Halt trak let på skuldrene. Det havde han ikke lige en løsning på. Jeg sukkede let. Jeg havde jo lovet at jeg ikke vil forhindre hverken Will eller Halt i deres arbejde. Men kunne jeg holde det løfte, når det drejede sig om tvillingerne og mit helbred?

13Likes
35Kommentarer
4409Visninger
AA

23. Flols

”Hmm…”

Sagde Gilan stille, tænkende. Han så længe efter kvinden, som ikke opdagede det, og gik ud i køkkenet. Han så mistroisk ned på maden på sin tallerken. Jeg spiste glædeligt af min, og så længe på ham.

”Hvad nu?”

Spurgte jeg, og tyggede af munden. Han så let på mig igen, og svarede.

”Er det ikke lidt underligt, at kroen her, aldrig er blevet udsat for røverier?”

Spurgte Gilan, og gav sig endeligt til at spise sin mad. Jeg trak på skuldrene, og madede let Nathan, som endeligt vågnede efter sin middagslur. Han pludrede tilfreds, så jeg gav ham lidt mere æblegrød. Straks vågnede Athan, og ville også have noget, uden at vide hvad det var. Han var dog ikke vild med æble, og spyttede det hurtigt ud igen.

Så Gilan gav ham i stedet en skefuld pære, og det kunne han ikke få nok af.

”Fjollehoveder.”

Hviskede jeg glad til mine sønner, som ivrigt guffede deres grød i sig.

”Dada… Dadada…”

Sagde Nathan, og så ud som om at det var en meget vigtig samtale han havde gang i. SÅ jeg gik med på den.

”Det lyder meget spændende, min skat.”

Sagde jeg blidt, og strøg ham over hovedet. Han smilede straks glad.

”Mo…”

Begyndte Athan, og så utilfreds ud.

”Mo… ah. Moah.”

Kaldte Athan, og rakte ud efter mig. Tårerne sprang mig straks i øjnene, så jeg tog ham i armene. Jeg var lykkelig. Athan havde lige sagt mor til mig. Gilan smilede glad, og betragtede Athan og jeg, indtil at Nathan vred sig utilfreds i sin barnestol. Gilan tog ham hurtigt over til sig, og satte ham på skødet.

”Flols.”

Udbrød Nathan, og pegede på Gilan, som straks skulede let til mig.

”Hvad sagde han?”

Spurgte Gilan, men havde godt gættet.

”Det lød som… som… øhm… Ja, det ved jeg faktisk ikke rigtigt.”

Svarede jeg, og måtte kæmpe for at holde mit grin tilbage.

”Jeg syntes nu at det lød som fjols.”

Sagde Gilan utilfreds. Jeg måtte let trække på skuldrene. Nathan havde vist hørt det et par gange, at jeg havde kaldt Gilan for et fjols. Så nu troede han, at det hed han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...