Skyggens Datter 6: Mit eget lille eventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
"Hvad?!" Spurgte Will vantro. "Det mener du ikke?" Spurgte jeg chokeret. Halt måtte dog let nikke. "Desværre, men sådan ligger sagerne lige nu." Forklarede han. "Men... men.. Elisabeth... Tvillingerne... hvad med... Horace..." Mumlede Will undrende for sig selv. Jeg var bestemt ikke begejstret for at Will skulle rejse, og at jeg så skulle være alene med tvillingerne. Halt skulle jo også afsted. Gilan var her ikke, og Horace var også af sted. Det var slemt nok at passe tvillingerne, når vi var to, men hvis jeg var alene. Jeg ville blive sindssyg. Halt trak let på skuldrene. Det havde han ikke lige en løsning på. Jeg sukkede let. Jeg havde jo lovet at jeg ikke vil forhindre hverken Will eller Halt i deres arbejde. Men kunne jeg holde det løfte, når det drejede sig om tvillingerne og mit helbred?

13Likes
35Kommentarer
4410Visninger
AA

21. En spand uden bund

”Er vores heste stadigt i stalden?”

Spurgte Gilan undrende. Jeg trak på skuldrene. Blaze og Sølvmanke ville sikkert have nægtet at flytte sig, men man kunne aldrig være for sikker. Jeg løb derfor hurtigt ind i stalden, og var lettet over at se, at Sølvmanke straks kaldte efter mig.

”Hej med dig, min skat.”

Hilste jeg, og strøg hende over panden. Hun brummede tilfreds, og nappede mig let i hånden. Jeg kiggede hurtigt ind i boksen ved siden af, hvor Blaze nysgerrigt kiggede tilbage på mig.

”Godmorgen til dig også Blaze.”

Hilste jeg. Hun prustede straks tilfreds, og fortsatte med at spise hø. Jeg åbnede let for lågen, og gik ind til Sølvmanke. Hun brummede glad igen, og nød at blive kløet bag øret. Jeg skævede let til Sølvmankes små begyndende tegn på alderdom. Jeg havde ikke lyst til at miste Sølvmanke, men jeg ville heller ikke risikere at presse hende for meget. Sølvmanke var jo ved at være lidt gammel efterhånden. Det var lang tid siden at jeg havde været den urolige lille pige, med et hvidt føl, som ivrigt fulgte efter mig over alt.

Sølvmanke skubbede beroligende til min skulder, og så på mig.

”Jeg er ikke helt klar til pension endnu.”

Hviskede Sølvmanke beroligende. Jeg smilede, og lagde armene om hendes hals. Hun var min tossede, skøre, vidunderlige, dejlige hest, og jeg ville ikke bytte hende for noget i verdenen. Jeg slap hende igen, og så mig hurtigt omkring, inden at jeg talte til hende.

”Har du set noget?”

Spurgte jeg. Sølvmanke nikkede hurtigt, drejede en halv omgang og pegede på væggen. Jeg måtte kort tænke mig om, men kom så i tanke om at køkkenet lå derinde. Køkkenet, hvor den unge kvinde stod.

”Er hun med i det?”

Spurgte jeg hviskende. Sølvmanke udstødte en tvivlende lyd. Hun var ikke helt sikker på det, men noget lusket var der ved hende. Jeg nikkede tænkende.

”Har du set mere?”

Spurgte jeg igen hviskede Sølvmanke. Hun nikkede let, og drejede sig tilbage, før at hun let kastede med hovedet. Jeg fulgte retningen af hvor hun kiggede hen, og opdagede en spand.

”Jeg forstår ikke?”

Spurgte jeg Sølvmanke, som opgivende prustende.

”Så se efter, din møgunge.”

Kommenterede Sølvmanke muntert, og skubbede mig ud af sin boks igen. Jeg lukkede lågen bag mig, og gik derhen. Jeg forstod intet, indtil at jeg kom til at se ned i spanden. Jeg løftede spanden op, og kunne se lige igennem, ned til gulvet. Det var spanden fra vores kærre. Men hvordan var den kommet herind?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...