Skyggens Datter 6: Mit eget lille eventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
"Hvad?!" Spurgte Will vantro. "Det mener du ikke?" Spurgte jeg chokeret. Halt måtte dog let nikke. "Desværre, men sådan ligger sagerne lige nu." Forklarede han. "Men... men.. Elisabeth... Tvillingerne... hvad med... Horace..." Mumlede Will undrende for sig selv. Jeg var bestemt ikke begejstret for at Will skulle rejse, og at jeg så skulle være alene med tvillingerne. Halt skulle jo også afsted. Gilan var her ikke, og Horace var også af sted. Det var slemt nok at passe tvillingerne, når vi var to, men hvis jeg var alene. Jeg ville blive sindssyg. Halt trak let på skuldrene. Det havde han ikke lige en løsning på. Jeg sukkede let. Jeg havde jo lovet at jeg ikke vil forhindre hverken Will eller Halt i deres arbejde. Men kunne jeg holde det løfte, når det drejede sig om tvillingerne og mit helbred?

13Likes
35Kommentarer
4456Visninger
AA

7. En dag kan jeg nok

 

”Du er nu en herlig lille dreng.”

Sukkede Lady Pauline, og vuggede Athan i sine arme. Halt sad ved siden af, og holdt Nathan. Will var taget ud i hytten en sidste gang, for at se om vi havde glemt noget derude. Det burde vi ikke have, men alligevel. Min hukommelse kiksede stadigt engang imellem. Den var dog blevet langt bedre end tidligere.

”Vi kan altså godt passe dem et par timer, hvis det er.”

Påpegede Halt for tredje gang. Jeg sukkede let, og greb mig selv i at overveje det.

”Der er ikke noget i vejen med at spørge om hjælp, når man har fået et barn. Specielt ikke når man har fået to, og ens mand ikke er hjemme ofte.”

Sagde Lady Pauline, vis som altid. Jeg nikkede endeligt.

”Okay.”

Overgav jeg mig. Nathan udstødte en henrykt lyd, da Halt let aede ham på kinden. Jeg rejste mig, og trak min kappe over skuldrene.

”Jeg går mig en lille tur, og så kommer jeg tilbage igen. Bare en lille tur.”

Jeg mumlede den sidste sætning for mig selv. Men Halt opfangede den alligevel, og rystede opgivende på hovedet.

”Vi er altså ikke fuldstændig håbløse til børn.”

Kommenterede Halt, og lød fornærmet. Jeg trak på skuldrene, og måtte tvinge mig selv til at gå ud af værelset og lukke døren bag mig. Jeg skyndte mig straks videre, for ikke at vende om med det samme igen.

”Jamen dog, er du tilbage for at terrorisere mine lærlinge?”

Spurgte våbenmesteren med et kæmpe grin, da jeg i en lidt tankeløs gang havde fundet vej over til træningsområdet.

”Tja, noget skal jeg jo lave, når Halt og Lady Pauline har kidnappet mine børn.”

Svarede jeg, og trak så let på skuldrene. Rodney vinkede mig dog efter sig. Han virkede munter over noget, som han tydeligvis ikke ville nøjes med at fortælle mig om. Vi stoppede op, da vi havde et godt overblik over pladsen, hvor hans lærlinge trænede. Han slog hånden ud.

”Hvad syntes du?”

Spurgte han muntert, så det gik op for mig hvad han mente. Jeg havde tidligere bevist overfor ham, at hans lærlinge ikke var den store udfordring imod mig, som var oplært i Elrodiansk sværdkamp. Hans sværdkæmpere havde fået ændret og forbedret deres kampmetoder, men det var ikke den store forbedring.

”De kræver stadigt lidt arbejde.”

Kommenterede jeg, og kunne se lidt af glæden fra Rodney gå af. Han sukkede let.

”Du skal være velkommen til at undervise en dag.”

Tilbød han, selvom at det mere lød som en efterspørgsel.

”En dag.”

Sagde jeg roligt. For på et eller andet tidspunkt ville tvillingerne vel blive mere rolige, så jeg kunne tillade mig at bevæge mig mere væk mere end et par minutter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...