Skyggens Datter 6: Mit eget lille eventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
"Hvad?!" Spurgte Will vantro. "Det mener du ikke?" Spurgte jeg chokeret. Halt måtte dog let nikke. "Desværre, men sådan ligger sagerne lige nu." Forklarede han. "Men... men.. Elisabeth... Tvillingerne... hvad med... Horace..." Mumlede Will undrende for sig selv. Jeg var bestemt ikke begejstret for at Will skulle rejse, og at jeg så skulle være alene med tvillingerne. Halt skulle jo også afsted. Gilan var her ikke, og Horace var også af sted. Det var slemt nok at passe tvillingerne, når vi var to, men hvis jeg var alene. Jeg ville blive sindssyg. Halt trak let på skuldrene. Det havde han ikke lige en løsning på. Jeg sukkede let. Jeg havde jo lovet at jeg ikke vil forhindre hverken Will eller Halt i deres arbejde. Men kunne jeg holde det løfte, når det drejede sig om tvillingerne og mit helbred?

13Likes
35Kommentarer
4403Visninger
AA

18. Den eftertragtede Gilan, min bror

”Skal jeg tage noget mad med op?”

Spurgte Gilan, og pakkede Nathan grundigt ind i hans spættede tæppe. Jeg havde lige fundet dem frem fra min taske. Vi skulle jo forestille at være rejsende købmænd, så Gilan havde intet af sit normale rangertøj på og jeg havde ladt min spættede rejsekappe blive hjemme.

Jeg rakte Gilan det andet tæppe, og han pakkede den sovende Athan ind ganske forsigtigt. Tvillingerne var helt udmattede af alle de spændende indtryk, som de havde fået hele dagen. Og selvfølgeligt alt den friske luft.

Vi kørte med en lånt kærre, som var fyldt med ”handelsvarer”. Handelsvarer var egentligt bare en masse tomme kasser. Det mest værdifulde var nok en spand uden bund, så den var ikke meget værd.

”Nej, jeg tror at jeg går med ned.”

Svarede jeg, og strøg blidt mine sønner over panden.

”Hold da op. Du har virkeligt godt af at arbejde, for du ville normalvis have nægtet at forlade dem.”

Sagde Gilan med et grin. Jeg gav ham et spark over anklen, så han hurtigt smuttede ud af døren. Jeg kunne ikke risikere at vække tvillingerne med hans larmen.

 

”Værsgo.”

Sagde den unge kvinde venligt, og så længe på Gilan, som tilsyneladende ikke opdagede det. Eller også så lod han som om at han ikke gjorde.

”Hvad er det?”

Spurgte jeg venligt, for at tiltrække kvindens opmærksomhed.

”Kanin.”

Svarede hun mig kort for hovedet, og så på Gilan igen. Men han så på mig med et let smil, og et blik, som tydeligt signalerede at han ville af med kvinden. Jeg sukkede. Siden at kvinden ikke ville have noget med mig at gøre, så kunne jeg lige så godt blive uvenner med hende, for at holde hende væk fra Gilan.

”Undskyld, men har du ikke andet at lave end at stirre så åbenlyst på min bror?”

Spurgte jeg lettere utilfreds kvinden, som straks blev rød i hovedet. Desværre af raseri. Hun drejede utilfreds om på hælen, og marcherede ud i køkkenet igen.

”Ups.”

Sagde jeg så uskyldigt som jeg kunne. Gilan fnes bare, og forsøgte at kvæle det. Det mislykkes, så gæsterne ved nogle af de andre borde hørte ham. Men de morede sig, for de havde også hørt min kommentar til kvinden.

”For himlens skyld, har du ikke andet at lave end at tiltrække dig kvindernes opmærksomhed, min kære bror?”

Spurgte jeg med en svag sarkastisk undertone. Gilan fnes igen, og kom til at grine.

”Åbenbart ikke.”

Svarede han, og måtte overgive sig til latteren. Jeg forsøgte at skjule det, men jeg kunne heller ikke lade være med at le.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...