Skyggens Datter 6: Mit eget lille eventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
"Hvad?!" Spurgte Will vantro. "Det mener du ikke?" Spurgte jeg chokeret. Halt måtte dog let nikke. "Desværre, men sådan ligger sagerne lige nu." Forklarede han. "Men... men.. Elisabeth... Tvillingerne... hvad med... Horace..." Mumlede Will undrende for sig selv. Jeg var bestemt ikke begejstret for at Will skulle rejse, og at jeg så skulle være alene med tvillingerne. Halt skulle jo også afsted. Gilan var her ikke, og Horace var også af sted. Det var slemt nok at passe tvillingerne, når vi var to, men hvis jeg var alene. Jeg ville blive sindssyg. Halt trak let på skuldrene. Det havde han ikke lige en løsning på. Jeg sukkede let. Jeg havde jo lovet at jeg ikke vil forhindre hverken Will eller Halt i deres arbejde. Men kunne jeg holde det løfte, når det drejede sig om tvillingerne og mit helbred?

13Likes
35Kommentarer
4405Visninger
AA

24. Alines snyd

Jeg sad og kedede mig på værelset. Jeg havde ikke haft noget at lave, og havde derfor ikke kunnet brænde noget af min energi af. Så jeg sad bare på sengen, og sukkede opgivende. Begge af mine sønner sov, ovenpå Gilan, som snorkede lige så højt. Han havde leget med dem, og de var faldet i søvn næsten samtidigt. Jeg havde ladt dem ligge på ham. Han var vist ved at være vant til at de var der, så han lå helt stille, så de ikke faldt på gulvet.

”Nu kan det være nok.”

Sagde jeg irriteret, og rejste mig. Gilan havde sagt, at vi skulle blive på værelset om natten, så det ikke virkede mistænksomt. Men jeg kedede mig, og kunne bare ikke sove. Jeg havde brug for noget frisk luft. Måske en lille ridetur, så jeg kunne blive lidt træt.

Jeg gik derfor ud af værelset, og lukkede ganske forsigtigt døren, så jeg ikke vækkede Gilan. Jeg var vant til at han, som ranger, blev vågen ved den mindste lyd. Det gjorde Will jo også, hvis jeg vågnede om natten og stod op. Så var han der straks, og spurgte hvad der var galt.

Åh Will. Jeg savnede ham så meget, det var helt utroligt. Bare jeg tænkte på ham, så knugede mit hjerte sig helt sammen. Jeg glædede mig til at han kom hjem. Han havde været borte i så lang tid.

”Her er jeres skide penge, og forsvind så, inden i bliver set.”

Hørte jeg pludseligt en hvisken, og stoppede op halvvejs nede af trappen.

”Der mangler penge.”

Sagde en dyb mandestemme, så dyb, at det næsten brummede i luften.

”Jeg har ikke flere penge. Jeres aktivitet har jaget al forretning fra byen. Jeg tjener næsten ingen penge længere.”

Hvæssede den første stemme, som jeg endeligt genkendte til at være kvinden, som styrede kroen.

”Aline.”

Brummede den første stemme irettesættende. Hun fnøs bare irriteret.

”Du skal høre efter, og du skal give mig de penge.”

Sagde stemmen, og lød irriteret.

”Gud vil jeg ej.”

Sagde kvinden irriteret.

”Jeg er din mand, Aline. Du skal høre efter hvad jeg siger.”

Sagde manden frustreret. Der blev sagt noget mere. Noget med at holde de fede fingre væk, men jeg hørte ikke længere efter. Jeg var alt for travlt optaget af at storme lydløst op af trappen, og ind til Gilan. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...