Skyggens Datter 6: Mit eget lille eventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
"Hvad?!" Spurgte Will vantro. "Det mener du ikke?" Spurgte jeg chokeret. Halt måtte dog let nikke. "Desværre, men sådan ligger sagerne lige nu." Forklarede han. "Men... men.. Elisabeth... Tvillingerne... hvad med... Horace..." Mumlede Will undrende for sig selv. Jeg var bestemt ikke begejstret for at Will skulle rejse, og at jeg så skulle være alene med tvillingerne. Halt skulle jo også afsted. Gilan var her ikke, og Horace var også af sted. Det var slemt nok at passe tvillingerne, når vi var to, men hvis jeg var alene. Jeg ville blive sindssyg. Halt trak let på skuldrene. Det havde han ikke lige en løsning på. Jeg sukkede let. Jeg havde jo lovet at jeg ikke vil forhindre hverken Will eller Halt i deres arbejde. Men kunne jeg holde det løfte, når det drejede sig om tvillingerne og mit helbred?

13Likes
35Kommentarer
4469Visninger
AA

20. Afslå hende da

Gilan gabte endnu engang, da vi gik ned af trappen og kom ned i opholdsstuen. Jeg sukkede håbløst, og følte mig fuld af uendeligt energi. Hvilket bare gjorde det irriterende for mig, at Gilan var så træt.

”Kom nu, kom nu.”

Sagde jeg irriteret, og satte kurs mod hoveddøren.

”Med alt den energi, så skulle man altså ikke tro at du havde småbørn, som holder dig op om natten.”

Sagde Gilan, og gabte højt. Jeg rullede med øjnene.

”Jeg vækkede dem, når jeg stod op. Jeg skulle tjekke kærren, din klovn.”

Forklarede jeg. Han så kort opmærksom ud, som om at den skulle han selv havde tænkt på. Men på den anden side, så havde vi ikke regnet med at den ville blive stjålet allerede den første nat.

”Hvornår forsvandt den så?”

Spurgte Gilan undrende, og så endeligt ud til at være blevet vågen.

”Mellem tre til to timer før solopgang.”

Sagde jeg hurtigt, da den unge kvinde fra tidligere nærmede sig.

”Det er jeg så frygteligt ked af, altså med jeres kærre.”

Undskyldte hun, og ignorerede mig komplet.

”Det er der ikke så meget, som du kunne have gjort noget ved.”

Forsøgte Gilan at forsikre hende, men hun rystede opgivende på hovedet.

”Jeg havde ellers bedt stalddrengen om at holde godt øje med den, men det lille fjols faldt i søvn.”

Sukkede hun. Jeg så utålmodigt på Gilan, som hurtigt nikkede.

”Det kunne han jo ikke gøre for. Drengen skulle vel sove.”

Sagde Gilan irriteret, og straks så kvinden ikke så ynkelig ud længere.

”Kom, broder. Vi må se om nogle af vores ting eventuelt er blevet efterladt.”

Foreslog jeg. Gilan nikkede, og fulgte hurtigt efter mig.

”Den kvinde vil bare ikke lade mig være i fred.”

Sagde Gilan irriteret, da vi satte kurs mod det sted, hvor vi havde efterladt kærren. Jeg rystede let på hovedet, opgivende.

”Så må du pænt afslå hende, inden at det går helt over gevind.”

Foreslog jeg, men Gilan hørte ikke rigtigt efter. Han var mere interesseret i at undersøge de spor, som var, hvor kærren havde været.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...