Words - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2013
  • Opdateret: 9 mar. 2013
  • Status: Igang
Kan et ord ændre alt? -Den 17 årige Maggie har det hårdt eftersom hendes bror på 19 lider af kræft, af en meget alvorlig slags, han er derfor indlagt på hospitalet.
En dag da Maggie skal besøge hendes bror på hospitalet, og køre op til salen for kræft, med elevatoren. Men hun er ikke alene i elevatoren, hun står der sammen med Harry Styles. De udvikler et meget stærkt venskab, og bliver hurtigt meget gode venner. Men hvad sker der når følelser bliver indblandet i venskabet?
Og hvad sker når Maggies bror mister livet? Vil hun kunne blive ved at være venner med Harry, eller tager sorgen overhånd?

<Anstødelig sprogbrug, kan forekomme.

2Likes
3Kommentarer
476Visninger

3. 2

Det var en uge siden jeg sidst havde besøgt Kyle, på hospitalet.

Jeg skulle besøge ham igen i dag, og frygtede at se hvordan han havde det.

Jeg trykkede på en lille rund knap, ved elevatoren, og der gik et par sekunder før de grå ståldøre langsomt åbnede.

En ung dreng, på min alder, med krøllet hår, og grønne øjne, stod og, kiggede ned i gulvet da, jeg trådte ind. Der gik lidt tid før jeg kunne se hvem drengen var.

Harry Styles, fra One Direction.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre, jeg var ikke fan, overhoved, og havde aldrig rigtig hørt deres sange, jeg kendte ham, kun fra bladforsiderne.

"Hej." Mumlede han, hvilket fik mig til at kaste et hurtigt blik på ham. "Hej" Svarede jeg, og trak læberne op i et forsigtigt smil.

Mine tanker faldt igen over på Kyle, og angsten voksede hurtigt. Lægerne havde sagt han fik det værre og værre, men det kunne jeg ikke acceptere for jeg vidste at, Kyle ville klare den.

"Jeg fik vidst ikke præsenteret mig, men jeg er Harry." Sagde Harry, og rev mig væk fra min frygt. "Jeg nikkede, og smilede, igen forsigtigt, denne gang var smilet bare, ikke ægte, jeg var alt for nervøs, til at kunne smile, rigtigt. "Maggie." Sagde jeg.

Endelig åbnede elevator dørene, sig og jeg forlod elevatoren, og Harry uden at kigge mig tilbage.

Jeg fandt, Kyles hospitals værelse, i mængden af læger, og sygeplejersker der luntede rundt på gangene.

Jeg åbnede døren til Kyles værelse, og forsøgte, at sluge klumpen der havde sat sig fast i halsen, og tørrede hurtigt mine våde øjne.

Kyles øjne, var lukkede, og et hvidt tæppe lå over ham, til halsen. Hans brystkasse sænkede og løftede sig langsomt, og lettelse lagde sig med det samme over mig.

Han sov.





***







Jeg havde fået snakket med Kyle, og nu, en time efter jeg var kommet, var jeg igen på vej ned ad elevatoren. Elevatoren, standsede, pludselig, og jeg regnede ud nogen skulle ind i elevatoren, jeg trippede, lidt, og et lille suk undslap mine læber.

"Hejsa." Sagde Harry, der kom gående ind i elevatoren igen.

Gad vide hvad han skulle her på hospitalet?

Hans øjne var blanke, og jeg tydede hurtigt han havde grædt.

"Eh.. Hej" Svarede jeg og lod mit blik hvile over ham et par sekunder før jeg igen fandt tilbage, til mine sko.

Jeg kunne høre et diskret snøft, fra Harry.

"Hvad... Eh hvem besøger du her?" Faldt det udover mine læber, hvilket fik Harry til at se på mig, et lille smil, løftede op i hans læber.

En lille tøven, efterfulgt at tavshed, fyldte elevatoren, indtil, dørene åbnede, og jeg forventede aldrig at se Harry igen, og dermed aldrig få svar på mit spørgsmål.

Vi var ved stueetagen - cafeen, receptionen.

Underligt nok, gik vi begge i retningen af udgangen, og kunne derfor fortsætte den samtale jeg helst ville stoppe.

"Min farfar.." Svarede Harry, og rev mig igen ud af min 'fantasi'. Jeg kiggede kort på ham, og kunne se at hans øjne stadig var blanke. Gad vide hvad hans farfar fejlede. "..blodprop." Mumlede Harry, som om han lige havde læst mine tanker.

Jeg nikkede, og gik videre over mod udgangen. Vi gik gennem svingdørene, og ud i den varme sommereftermiddag.

"Hvem besøger du?" Spurgte Harry lidt efter.

Jeg kunne mærke hvordan sorgen vendte tilbage, som en bølge.

Jeg tøvede et par sekunder, før jeg sukkende svarede.

"Min storebror.." Sagde jeg. Jeg anstrenge mig for ikek at bryde sammen. "Han har kræft..." Tilføjede jeg. "Det er jeg ked af." Sagde Harry, og jeg kunne høre han selv var i samme situation, med at miste, og derfor mente det.

"Nå men jeg må videre." Mumlede jeg.

"Det var hyggeligt, at møde dig, Maggie."

"I lige måde, Harry." Svarede jeg og mødte hans blik. Jeg vinkede en sidste gang og gik.






______________________________________________________________________________

Stadig et lidt kort kapitel, men jeg er jo stadig lige begyndt, jeg har desuden et par spørgsmål.

Hvad synes i om Maggie?

Hvornår, og hvordan tror i Harry og Maggies venskab, starter?
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...