Træet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2013
  • Opdateret: 25 apr. 2016
  • Status: Igang
Laura er en pige fra 1870, som har mistet sin far i krig. inden da har hun fået et frø, som hun planter ved deres vandløb.

frøet vokser op og bliver et stort træ. 300 år efter, er der vokset en lille skov op om træet og udenom er en by vokset op. en flok arbejdsmænd skal have fældet skoven for at bygge en smart kontor bygning. men da de kommer til det gamle træ sker der mystiske ting.

1Likes
1Kommentarer
377Visninger
AA

3. jeg venter far... jeg venter lige her..

"Laura, der er mad!" 

 

 

 

 

 

Det er min mor der råber. Jeg kigger en sidste gang ned mod frøet og skynder mig så op til huset, hvor min mor står og venter. Da jeg når op til hende lægger hun en arm om mig og trykker blidt min skulder. Sammen går vi ind og sætter os tavst ved det lille bord. 

 

stilheden lægger sig over os, og lige da jeg tager en bid af mit majs brød, rømmer mor sig, så jeg kigger op. "jeg mødte Miss Gilbert i dag nede i byen" Jeg skynder mig at kigge ned igen, men min mor fortsætter "Hun er bekymret for dig." Jeg kiggede op igen og får øjenkontakt med min mor, hun ser trist ud. "Måske du skulle besøge Carrie snart?" prøver hun stille inden hun tager en bid majsbrød. "Jeg tror ikke det går" siger jeg og håber vi ikke skal snakke videre om det, men min mor forsætter: "Der er blevet sendt bud efter Mrs. Gillbert. Han rejser i morgen." En tårer triller ned af hendes kind, men hun fortsætter "Jeg tror Carrie gerne vil snakke med nogen på hendes egen alder." Jeg møder hendes øjne og nikker modvilligt....

 

 

 

 

Den aften beder jeg for os alle. Både far, mor, Carrie, Miss Gilbert og Mrs. Gilbert. Jeg ved, hvor bange Carrie var, da der blev oplyst, hvem der skulle afsted. Vi stod på torvet og krammede. Hun havde grædt i dagevis og håbede inderligt at hendes far gik fri. Jeg havde været ved hendes side, snakket i timer og trøstet hende. Den dag, vi stod der på torvet,  havde vi krammet hinanden hårdt, imens hele listen blev læst op af generalen. Vi mærkede følelsen af lettelse, da generalen nåede slutningen af listen og ingen af vores fædre blev nævnt. Lige indtil det sidste navn blev nævnt. Will Smith. Det runger stadig i mit hoved. Will Smith.. Min far... Carrie krammede mig og prøvede at berolige mig, men jeg løsrev mig. Jeg vendte mig rundt og fik øjenkontakt med min far. Han prøvede at se stærk ud, men jeg kunne se det var hårdt. Jeg kiggede på min mor. Hun græd. Jeg ved ikke hvad der skete, men Carrie forsvandt og vi har ikke snakket sammen siden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...