Verden for vores fødder

Cashmire savner sin mor, som hun aldrig har set. Derfor beslutter hun sig for at opfinde noget som gør hende så berømt at hendes mor er nødt til at komme og finde hende, men det går ikke helt som Cashmire havde forventet.

2Likes
2Kommentarer
568Visninger
AA

3. Midten

 

”Nu er det den 01/06/2189 og jeg er endelig færdig. Fem måneders hårdt arbejde og ensomme lange natter i laboratoriet, har endelig båret frugt. Jeg er færdig og klar til at præsentere verden for min supercomputer på teknologimessen i overmorgen. Jeg kan ikke vente. Nu bliver min mor da nødt til at finde mig og elske mig. Jeg bliver så berømt.”

 

Cashmire havde mange tanker om sin mor. Hun havde altid savnet hende og kunne ikke forstå hvorfor hun ikke var kommet for at se hende. Hendes far ville ikke snakke om hende, så Cashmire vidste ikke hvorfor hun ikke var der. Hun vidste bare at hun savnede hende. Det blev værre da hendes far døde for cirka to år siden. nu havde hun kun sin bror og han arbejde i flyvevåbnet og var derfor sjældent hjemme. Derfor lovede hun sig selv at hun ville finde en måde at få sin mor igen. Det var først da hun var færdig med sin uddannelse at hun fandt på ideen med at blive en berømt forsker, men nu så det endelig ud til at lykkes. 

 

”Klokken er 10:30 den 03/06/2189 teknologimessen begynder snart og jeg har fået en plads til fremlæggelse på den store scene, med liveoptagelser der sendes ud til alle mulige steder i verden. Jeg er lidt nervøs kære dagbog. Det her er min store chance, hvis det går galt er det hele slut. Jeg får kun denne chance. Det har bare at lykkes.”

 

Messen gik godt og Cashmire fik hurtig et rigtig godt tilbud på prototypen fra en af verdens største virksomheder, der havde adgang til næste alt verdens kommunikation og mange sikkerheds filer. De ønskede at hun skulle arbejde for dem på at videre udvikle supercomputeren, men hun måtte under ingen omstændigheder sælge den til andre. Virksomheden var bange for at, hvis hun solgte den til andre ville de kunne bruge den til at hacke sig ind i deres og derved stjæle alle sikkerheds filerne. Cashmire synes godt nok de var lidt paranoide. 

 

”Kun arbejde for dem. Hvordan kan de tro jeg vil slå mig ned hos dem, og kun dem? Jeg er en ung forsker inden for teknologi og har lige opfundet en af verdens største opfindelser nogensinde. De er bare paranoide. Jeg opfandt jo computeren for at den kan hjælpe med sikkerheden og de tror andre vil hacke sig ind i den. Men det er en virkelig stor chance og mange penge. Hvad synes du kære dagbog? Jeg må nok tage chancen og se hvad der sker, hvis jeg siger nej, vil de ikke købe min opfindelse. Hvad skal jeg dog gøre”

 

Cashmire havde fået en uge til at bestemme sig. Den 10/06/2189 skulle svaret ligge. Hun gik og tænkte uafbrudt, mens hun forsøgte at lave forbedringer på sin nye supercomputer som endnu kun var en prototype. En dag møder hun en høj, smuk fremmed som inviterer hende på kaffe.

Da hun gik fra kaffebaren var det med et nyt og bedre bud.

 

”Kære skønne dagbog, jeg har lige mødt den mest fantastiske mand nogensinde, og han er interesseret i at købe en af mine supercomputere og han vil ikke bestemme over mig og over hvem jeg skal arbejde for. OG prisen er så god at jeg kan rejse jorden rundt og hyre de bedste privat detektiver til at finde min mor, mens jeg forsøger at sælge flere computere. Jeg er så glad lige nu at jeg næsten har glemt at tænke på hvorfor min mor ikke har fundet mig endnu. Jeg har lavet mere end rigeligt med nyhedsindslag og interviews. Hun burde være her nu.”

 

Men det var hun ikke. Cashmires mor havde ikke fundet sin datter. Og en ting er i hvert fald sikkert Cashmire var mere end fast besluttet på at tage det sidst bud hun havde fået. Hun fik penge og endnu en chance for at snakke med Lucas den høje, smukke fremmede der havde givet hende det mere end generøse tilbud for en supercomputer. Hun mødtes med sikkerheds firmaet og fortalte dem at nu havde hun besluttet at sælge til en anden, men hvis de ville, kunne hun også godt sælge en til dem. Det ville de ikke.

 

”Det er ikke min skyld kære dagbog. Jeg sagde at de også kunne få en men de ville ikke. Det er deres eget valg at de er stædige og paranoide og nu sælger jeg i hvert fald en til Lucas. Gad vide hvad han skal bruge den til. Jeg skal mødes med ham senere. Han har inviteret på kaffe igen. Jeg glæder mig til at fortælle ham at han gerne må købe den. Han bliver så glad.”

 

Og glad det blev han og Cashmire troede virkelig at det hun gjorde var rigtigt, og vigtigere for hende, troede hun at det var den eneste måde at finde hendes mor. Hun havde virkelig brug for at møde sin mor, og finde ud af hvorfor hun forlod dem. Hun var ensom. Hun havde ikke nogle rigtige venner, kun forsknings partnere, og dem havde hun sagt farvel til før hun startede på sin opfindelse. Nu begyndte hendes fremtid endelig at se lidt lysere ud, eller det troede Cashmire i hvert fald efter hun havde mødt Lucas.

 

”Kære dagbog det er nu 12/06/2189 og jeg er lige kommet hjem fra min kaffe-date med Lucas. Jeg fortalte ham at han gerne måtte købe en supercomputer og han blev så glad at han sprang op og krammede mig længe. Jeg kan overhovedet ikke forstå jeg kunne være så heldig at møde en som ham. Han er fantastisk og han lytter virkelig når jeg snakker. Jeg håber vi snart skal ud og drikke kaffe sammen igen eller måske i biografen. Han er så skøn”

 

Lykkeligt forelsket i manden der lige havde købt en af hendes supercomputere og med lyse håb for fremtiden var Cashmire endelig begyndt at acceptere fortiden med sin fars sygdom og død. Hun skulle snart se sin mor og hun havde Lucas.

Men ikke alt gik til som hun drømte om.

Tværtimod. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...