Nummer 7

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2013
  • Opdateret: 6 mar. 2013
  • Status: Igang
Læs forhistorie!

6Likes
2Kommentarer
476Visninger
AA

5. Tåre skal falde

Jeg har lyst til at løbe. Væk fra det her møgsted. Hjælpe Andrea. Endnu et højlydt skrig lyder. Jeg genkender Andreas skrig. Jeg løber over og banker på elevator døren. Jeg skriger. Jeg stopper først da jeg har ridser på fingrene og det er minimum en halv time siden jeg hørte Andreas skrig. 

Hvad mon de gør mod Connie. Skyder de hende så hun skriger ligesom Andrea, som højst sandsygeligt ligger og bløder et eller andet sted nu. Mon Andrea stadig er i live? Mit hoved gør ondt efter de vrede tanker der har danset rundt i mit hoved. Jeg prøver at huske det Connie sagde, inden manden hev hende ud.

"Vi skal alle dø..Det nye års kommen...December" runger Connies lidt hæse men stadig friske stemme i mit hoved. Ordene forsætter hen mod hvor manden kommer og slæber hende ud. Det skrækslagne blik i hendes øjne. Som et jaget dådyr der snart skulle dø.

Så uskyldig som en lille fugl. Den samme tanke gentager sig i mit hoved. Connie med blod over det hele. Hun udstøder heletiden små klynk. Hvilket bekræfter mig i at hun er i live. Hun efterlader et blodspor efter sig. Jeg prøver at kaste tanken fra mig, men det samme billed dukker heletiden op.

Jeg kan høre stemmer fra vinduet. Talende stemmer, råbende stemmer, hviskende stemmer. Jeg putter en kobberrød pude op på en mørkegrøn, for at se igennem det lille glashul der er. Puderne glider fra hinanden, og mit forsøg mislykkedes. 

De siger mumlende sætninger jeg ikke kan skelne. Jeg ligger mit øre indtil væggen. Jeg kan kun skelne få af ordene. Jeg prøver at fokusere alt hvad jeg kan på at lytte efter deres samtale. Jeg kan næsten mærke den er vigtig. Men hvad er vigtigt nu?

En stemme i mig selv sidder og snakker til mig. Nå Mille, begge dine veninder er sikkert dødsdømt og det er din skyld. Du skal dø om en måned, så hvad er det du lever for? Burde du ikke bare lade vær med at få venner, når de alligevel alle skal dø snart?

Jeg bliver tom i hoved. Mit blik falmer ned af gulvet. Jeg opdager efter lidt tid jeg faktisk står og græder højlydt op af en væg, hvor mine fremtidige mordere står. Jeg samler en pude op og krammer den til mig. Den er våd efter et par minutter. Det føles dejligt at græde. 

I det samme går elevatordøren op. En høj lyshåret mand kommer ind. Han har et jakkesæt med en pastelfarvet rose på. Hans ansigt er følelsesløs. Jeg gisper. Jeg tager hurtigt hænderne for øjnene. "Græder du?" spørg han. Han ser lidt halv genert på mig. 

Han minder mig om min onkel til en vis forskel. "Ja" hulker jeg. Jeg synker sammen i nogle puder. Han smiler. Et djævelsk smil former sig på hans rosa læber. Han vender sig om. Hans smil bliver bredere og bredere. "Hun er allerede nu næsten nede med nakken!" råber han igennem den lange gang.

 

Hør denne sang til : Bad Boy

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...