Nummer 7

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2013
  • Opdateret: 6 mar. 2013
  • Status: Igang
Læs forhistorie!

6Likes
2Kommentarer
460Visninger
AA

4. Eftertænksomhed

 

”Eftertænksomhed” råber en skinger kvindestemme igennem en højtaler. De andre rejser sig op. Ingen siger noget om Andrea der skrigende blev slæbt ud. ”1 + 2” skræpper en munter mandestemme. De to rivaler ser irriteret og faretruende på hinanden. Det er tydeligt at de har haft ”eftertænksomhed” meget sammen. 

”6 + 4” skriger den skingre stemme igen. To drenge stirrer på hinanden. Drengen fra før, og en høj dreng, med et fjoget smil, og kommune farvet hår. ”7 + 3” skriger stemmen skingert. Jeg ser over mod ”3”. Hun er den 11 årige pige der forsvarede mig mod ”2”. Hendes hår er kobberrødt og bundet i en hestehale. 

Hendes øjne er havblå og hun har et par vildfarende fregner på hendes kønne ansigt. Hun er klædt i den samme dragt som de andre, men hun ser mere livlig ud. Hun går som en robot mod en elevator, for derefter at trykke på nogle knapper så mig og hende kan komme op. ”3” har hun trykket. 

Døren åbner sig. Væggen er gyldenbrun, men den ser ud til at blive det igennem tiden. Der dufter af sur mælk, og i et hjørne sidder nogle kobberrøde, græsgrønne, og havblå puder. Midt på gulvet er der et solgult guldtæppe med små blomster på. Der er et lille glas i toppen af væggen, hvor en smule luft kan trænge ind. Jeg træder ud af den varme elevator.

Der står en frugtskål i et hjørne, med æbler.Der ligger massere af støv fejet ind i et hjørne.”3” falder om i puderne. Jeg sætter mig vedsiden af. Jeg stikker hende et spørgsmål. ”Hvad skete der med 5?” spørg jeg. Hun får det samme skræmte blik som Andrea fik. ”Jeg.. Jeg” begynder hun. ”De skyder hende!” får hun fremtvunget. Hun giver et svagt hulk fra sig.  

Jeg stirrer på hende. Langsomt begynder tårer også at rende ned af mine kinder. "H-h-hvad" får jeg fremtvunget, mellem mine stadig tørre læber. Vær gang jeg bevæger dem, gør de ondt, så jeg prøver at undgå det. "Det" siger hun. "Er en lang historie 7".  

"Stop!" hvisker jeg. "Vil du ikke nok stoppe med at kalde mig syv?" hvisker jeg hæst. Endnu mere smerte i mine læber følger og, jeg giver et klynk fra mig. "Jeg hedder Mille" siger jeg. Hun ser kort på mig. "Mille her hedder vi alle et nummer.." hvisker hun.  

"Men ellers hedder jeg Connie!" siger hun endelig, og læner sig over en mørkeblå grovpude. Jeg ser nysgerrigt på hende. "Nummer 1 vil ikke ud med særlig meget.. Så jeg må bruge den viden jeg har" sukker hun. Hun giver et lille klynk fra sig, for at tage sig sammen.   

"Vi skal alle dø.. Næste fuldmåne.. Det nye års kommen... December" klynker hun. Hun fjerner en kobberrød hårtot væk fra hendes fregnede ansigt. Pludselig åbner elevatoren. Ham der hentede mig ud af mit værelse står og stirrer på Connie. "I måtte ikke fortælle hende noget!" mumler han. 

Han tager et fast tag i Connie, og slæber hende over det kolde stengulv. "Connie" råber jeg. Jeg prøver at løbe efter ham, men inden jeg ved af det er elevator døren lukket. I samme sekund høre jeg et skrig. Ingen tvivl. Kun Andrea kan skrige sådan.. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...