Nummer 7

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2013
  • Opdateret: 6 mar. 2013
  • Status: Igang
Læs forhistorie!

6Likes
2Kommentarer
458Visninger
AA

6. Andrea

Jeg blinker med øjnene, og en tåre falder ud. Jeg kan mærke hvordan mine tårer er størknet de mærkeligste steder. Jeg gnider mine øjne igen for en sikkerheds skyld. Jeg håber jeg vågner op et andet sted. Derhjemme. Jeg snuser ind. Her lugter af sur mælk.

 

En voldsom stank der omringer rummet. En anden ligeså kraftig duft blander sig med den rådne mælk. Jeg får kvalme et øjeblik.Her lugter af blod. Halvstørknet blod. En skikkelse rør sig på jorden. Det lyse hår er klistret ind i blod. Hun giver heletiden små klynk fra sig.

 

Andrea. Det er hende. Jeg løber hen mod hende, selvom mine ben sover. Smerten i mit ansigt har lagt sig lidt. Nu er det "bare" ømt. "And..5!" klynker jeg. Skikkelsen ligger henkastet med to skud i benet, og et i armen. Hun ligger i en pænt stor blodpøl.

 

Luften er kvalmende, af stanken af blod. Jeg rykker i hende. Hun giver et svagt klynk fra sig. Hvor længe har jeg sovet? Det føles som en time, men min ryg er så øm at jeg gætter det til 12 timer. "5" klynker jeg igen. Jeg rusker ivrigt i hende. Hun giver med jævne mellemrum små klynk fra sig.

 

Connie havde ret. De havde skudt hende. Så ville de da heller ikke tøve med at skyde Connie. Hendes uniform var smurt ind i halvflydende varmt mørkt blod. Jeg kiggede rundt efter et eller andet at kunne forbinde hende med. Bare noget bandage! Bare et plaster.

 

Mine øjne gemmensøgte rummet men fandt intet. Jeg væltede hende om på ryggen. Hun gav flere klynk fra sig. Den stærke blodlugt blev mere og mere dæmpet jo mere blodet størknede. "Er du okay?" klynker jeg. Jeg ved at jeg klynker. Mig og Andrea klynker begge to.

 

"Selvfølgelig er jeg ikke det!" snerrede hun hæst. Hun gispede kort efter vejret. Det beroligede mig, at hun stadig kunne snerre af mig, for det beviste hun snart var tilbage. "Hvad gjorde de ved dig!?" råber jeg, efterfulgt af en mærkelig lyd. Jeg vidste det allerede, men jeg spurgte alligevel.

 

"Tja... De stak mig på en pæl og dansede hula bula" snerrede hun igen hæst. Jeg vendte øjne. "Der er skudhuller det kan du nok se ikke!" udbrød Andrea vredt. Hun fik bakset sig op i en akavet sidestilling. Blodet var stoppet med at rende, men skydehullerne var pænt tydelige.

 

Hun prøvede at gå, men væltede et par gange, indtil hun kunne halte hen til bordet og stolen. Hun haltede hen til den samme orange bog. Hvad mon der stod i den bog. Jeg spurtede over til Andrea der netop havde sat sig på stolen. Hun gyngede svage på den brune stol.


"Hvad står der i den?" spurgte jeg nysgerrigt. Jeg prøvede at skubbe mig op på stolen, men den var for lille til os begge to. Hun holdt bogen med den hånd hun ikke var blevet skudt i. "Det må vi ikke fortælle dig!?" snerrede hun. Hun åbnede bogen.

 

"Årh.. Kom nu" sagde jeg forhåbningsfuldt. Hun rystede på hovedet. "Kom nu!" siger jeg endnu mere forhåbningsfuldt. "Gå over og spil bold med 6 eller sådan noget!" vrisser Andrea. Jeg ryster svagt på hoved. Andrea sukker. "Så okay 5!" mumler hun.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...