Sleeping Beauty In A Zombieland

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2013
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Igang
Life vågner op fra at have ligget i koma på et hospital i sin hjem by Great Falls. Men hurtigt finder hun ud af, at jorden som hun kender den, har ændret sig gevaldigt. Da Life vågner, kan hun intet huske om hvorfor, hun lå i koma. Den ideelle tanke vil selvfølgelig være at spørge en læge eller et familie medlem, men her er ingen til stede. Men med med bare et skridt ud fra hendes stue opdager Life hvad der er sket. Det, det som U.S.A har forberedt sig på i årevis er sket. Zombier har overtaget planeten. Life må nu gøre alt, hvad der står i hendes magt for at udrydde zombierne og bringe verden i balance igen. Men kan hun klare dette alene? Er hun overhovedet alene?

*Jeg advarer for anstødeligt sprogbrug og voldsomme scener. Jeg undskylder også for min dårlige tegnsætning.

2Likes
2Kommentarer
335Visninger
AA

2. The Awaking

Jeg åbner anstrengende mine øjne op. Mit syn er sløret, og jeg kan ikke se hvor jeg befinder mig. Jeg vil gnide mine øjne, men mine arme er for svage til at jeg kan bevæge dem. Her er helt stille. Hvor er alle henne? Jeg ligger lidt og prøver at få min krop i gang. Hallo, prøver jeg. Men der kommer ingen lyd ud af min mund. Nu kan jeg mærke mine arme igen. Langsomt løfter jeg mine arme op til hovedet, og gnider mine øjne. Da jeg kort efter kan se ordenligt, for jeg et indblik af rummet. Det er en stue, en hospitalstue. Hvad laver jeg her? Forsigtigt kigger jer ned af mig selv. Jeg har slanger over det hele. Jeg for langsomt vendt mit hoved om så jeg kan se respiratoren. Hvad er der sket med mig? Jeg fjerner stille og roligt slangerne fra min krop. Flere af dem sidder godt fast, og de gør utroligt ondt at hive af. Da jeg for den sidste af, trækker jeg vejret dybt, og sætter mig op i sengen. Med det samme kan jeg mærke at mine knogler er svage. Hvor længe har jeg mon ligget her? Jeg strækker min overkrop og kommer langsomt på benene. I starten har jeg svært ved at holde mig oprejst, men efter lidt kan jeg i det mindste vakle mig fremad. Jeg åbner døren ud til hospitals gangen  Ingen at se. Hallo, prøver jeg. Men igen, igen ord kommer ud. Jeg begiver mig langsomt ned af den lange tomme gang. Mine fingre famler over en lyskontakt. Den virker ikke. Hvad sker der her? Da gangen slutter drejer jeg til højre mod en trappe. Mine ben er allerede begyndt at kunne mærkes igen, men min stemme og hørelse er stadig forsvundet. Godt at der er et gelænder, ellers var jeg vældet ned af trapperne. Da jeg kommer ned for enden af trapperne drejer jeg endnu en gang til højre. Jeg befinder mig nu i en lang gang. Forenden kan jeg se hoveddøren. Jeg bevæger mig langsomt fremad. Jeg kigger ind på alle stuerne på vej mod udgangen. Men her er ikke et eneste menneske. Ikke et eneste tegn på liv. Da jeg når hoveddøren og tager i håndtaget er den låst. Fedt. Der må jo være en anden vej ud. Men hvis hoveddøren er låst, er de andre det sikkert også? Jeg kigger rundt i forhallen og for øje på en sort pistol på skranken. Hvad laver en pistol i et hospital? Jeg går der over og tager pistolen op. Min far er sherif i byen og har lært mig at skyde. Jeg tjekker pistolen for kugler, men den er tom. Hmmm? Det er nok derfor den er blevet efterladt? Jeg skal til at putte pistolen i min baglomme, da jeg kommer i tanke om at jeg har en hospitals kjole på. Jeg sukker. I det mindste er det ikke en af dem med hul bag på. Jeg smiler for mig selv. Jeg beholder pistolen i hånden og kigger efter et vindue. Da jeg finder et vindue der er stort nok til at jeg kan komme igennem det, tager jeg i håndtaget. Låst, selvfølgelig. Jeg tager den nærmeste stol og smadre mod ruden til den går itu. Jeg smiler da jeg hører glasset smadre. Nu kan jeg da hører igen. Min mund vil stadig ikke lukke noget ord ud. Måske skulle jeg ikke gå ud. Jeg mener, her er jo ingen her inde. Jeg ved ikke hvor længe jeg har ligget i koma. Måske er der startet en krig? Det er sikkert de pokkers koreanere? Eller måske er zombie apokalypsen brudt ud? Ej, det er jo bare direkte latterligt. Jeg tager mig til hovedet og trækker vejret dybt. Jeg kan jo ikke bare blive her inde. Jeg sætter mine hænder i vindueskarmen og hiver mig selv op. Jeg er stærkere end jeg havde troet jeg ville være lige nu. Jeg hopper ud ad vinduet og lander sikkert på den anden side. Jeg kigger mig hurtigt rundt. Stadig ingen i nærheden. Hvad sker der, helt ærligt? Jeg hoppede ud i en gyde og bevæger mig nu ud mod hovedgaden. Jeg bor ret langt væk fra hospitalet, det kommer til at tage lang tid at gå hjem. Jeg sukker og begynder at gå. Da jeg kommer ud på hovedgaden er intet som jeg havde forstillet mig. Biler ligger vældet omkuld midt på vejen, der er affald over det hele. Og, lig. Der ligger døde mennesker spredt forskellige steder på vejen. Jeg gisper, tager mig for munden og bakker. ”Raarwww” lyder det bag mig. Jeg vender mig om ser direkte på en levende død. En zombie. Før første gang siden jeg vågnede kan jeg sige noget. ”Shit.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...