En ulykke kommer sjældent alene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2013
  • Opdateret: 5 mar. 2013
  • Status: Igang
Denne novelle handler om nogle begivenheder som ændrer en hel normal familie.

0Likes
0Kommentarer
307Visninger
AA

5. En lille familie

 

”Hendes tilstand er kritisk.” Sagde en stemme bag os. Det var overlægen for intensiv afdeling. Far gik over til lægen. Det snakkede om noget, jeg ikke måtte høre. Jeg gik over til Christina. Hun var helt bleg. Hun havde en lille skramme på den ene kind. Så lod jeg mærke til, hendes arm i en slynge, og gips om begge ben. Uhyggelige billeder af ulykken kom frem på min nethinde. Jeg rystede hovedet, og fik dem ud.

”Christina?” hviskede jeg. Intet svar. ”Christina? Kan du høre mig?” Stadig intet svar. Jeg satte mig på hendes seng, og tog hendes hånd. ”Jeg er bare så ked af alle de gange vi er blevet uvenner. Alle de gange vi har skændes. Du aner ikke hvor meget jeg fortryder dem! Christina…” græd jeg. ”Vil du ikke nok blive hos mig? Please! Vi kan ikke leve uden dig!” Jeg kunne ikke holde min vrede tilbage. ”Hvad tror du ikke mor tænker? At du bare forlader far og mig? Vi kan jo ikke leve uden dig... Undskyld Christina! Jeg er så ked af det!” Jeg græd som et vandfald.

”Josefine!” sagde far, og gik over til mig. ”Vil hun blive okay?” spurgte far overlægen. Han foldede sine hænder.

”Hun har været ude for en meget alvorlig ulykke. Det vil give hende meget alvorlige skader senere hen...”

”Men hun vil overleve?” Afbrød far.

”Det ved vi ikke med sikkerhed – endnu.” Svarede lægen.

”Hvad siger du?” sagde far. ”Og det fortæller I først nu?”

”Vi gør alt hvad vi kan for at rede hende, men chancen...” Lægen afsluttede ikke sætningen. Vi vidste hvad det betød. Far kiggede på mig. Han omfavnede mig.

”Det skal nok gå!” hviskede han. ”Vi skal nok klare den! Det vil hun også!” Lægerne gik stille ud af rummet.

Vi sad deroppe i nogle timer. Jeg blev træt. Der stod en anden seng på hendes stue, som jeg lagde mig i. Far lagde sig ved siden af.

Vi blev vækket ved en 2-tiden. En læge ruskede i mig.

”Det er ikke godt!” sagde hun. ”Det er ikke godt!” Jeg rejste mig hurtigt. Far var allerede oppe.

”Hvad er der sket?” spurgte han.

Det næste der skete, sidder på min nethinde endnu. Christina holdt pludseligt op med at trække vejret. De prøvede at genoplive hende – mange gange. Men det lykkedes ikke.

”Bip... Bip.. Bip... Biiiiiiiip.” Jeg råbte og skreg. Kunne ikke forstå, at hun pludselig også skulle forlade mig. Jeg husker ikke så meget derefter, kun at jeg lagde mig over hende, og græd.

 

Den dag mistede jeg min storesøster. Hun blev 19 år. Det var de to værste år i mit liv. Somme tider, tager jeg mig selv i, at kigge i døren, om mor eller Christina står der. I dag er jeg nu 20 år. Selvom man siger, at tiden læger alle sår, vil sorgen aldrig blive mindre, kun mindet stærkere, indtil den dag, jeg vil slutte mig til dem i jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...