En ulykke kommer sjældent alene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2013
  • Opdateret: 5 mar. 2013
  • Status: Igang
Denne novelle handler om nogle begivenheder som ændrer en hel normal familie.

0Likes
0Kommentarer
310Visninger
AA

2. En familie smadres

 

Et par timer senere sad vi igen i bilen. Christina havde sat sig på forsædet, for at diskuterer med mor. Denne gang, var det om et par Missy Sixty bukser til 900 kr. Det havde mor syntes var for dyrt.

”Kan du ikke bare betale lidt selv?” foreslog mor, med øjnene rettet mod vejen. Christina rystede på hovedet.

”Nej, mor,” sagde hun og sukkede. ”Jeg sparer op til en ferie med Maria til sommer.” Mor kastede et hurtigt blik på mig, på bagsædet. Jeg nåede lige at himle med øjnene. Den fangede hun!

”Kan vi så ikke aftale,” begyndte mor. ”at vi betaler 500 kr. og så betaler du selv de sidste 400 kr.?” Mor så bedende på Christina. ”Det er jo mange penge, skat.” Sagde hun. Christina så på mig. Hvad skulle jeg gøre?

”Mor!” udbrød Christina lidt efter. ”Hvorfor kan jeg ikke bare få de bukser? Så lover jeg, at jeg vil finde et job!” Jeg hader når Christina plager. Det er synd for mor. Denne gang forblev mor stærk.

”NEJ!” sagde hun bestemt. ”Find dig et job, og køb dem så, men jeg gider ikke betale for dem. Du har jo en masse bukser i forvejen.” Christina sendte mor et ondt blik.

”De er jo vildt grimme! Og kedelige!” sagde hun. Mor rystede på hovedet.

”Nej, og sådan er det bare!” Hun kiggede på Christina.

Der lød et ordentligt brag. Bilen kolliderede med lastbilen, som mor ikke havde set forude. Christina blev slynget ind i forruden. Jeg ramte hendes sæde. Det gav et ordentlig ryk i min sele, og straks strammede den sig om mit bryst. Jeg faldt tilbage i sædet, og hørte ikke Christinas skrig af smerte.

Mor var blevet slynget ud gennem vinduet.

Da jeg kom til mig selv, var mor det første jeg tænkte på. Jeg kiggede efter hende i bilen, men det var svært at koncentrere sig. Den dunkende hovedpine der ramte mig med et slag, Christinas skrig, og så lyden af en ambulance. Jeg hørte ikke hvor mange der var, kun at de kom nærmere. Jeg orkede ikke, at tænke mere, og lukkede øjnene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...